Hvorfor lige mig?


0Likes
0Kommentarer
750Visninger
AA

2. Mor.

. Hvad skete der lige der, tænkte jeg. lige da ordet kom ud af munden på ham, kildede det i maven, som det gjorde når man susede ned af en stejl rutchebane. Næste dag så jeg ham igen. Sjovt nok var det lige efter, at jeg havde siddet og set tv. Det var nyhederne. De snakkede om den der massemorder der rendte rundt her på Askø, og voldtog piger, og derefter dræbte han dem, hvilket jeg syntes var virkelig uhyggeligt. Det var hjemme hos mig selv. Jeg flyttede allerede hjemme fra for et par måneder siden. Igen var jeg på vej ud af døren, for at handle ind. Jeg hørte et smæk nede fra fordøren samtidig med, at jeg selv gik ned mod den. Og der stod han. Inde i huset. I MIT hus. Han stod med en pakke i hånden. ”Postbuddet må have afleveret den forkert. Der står, at den er til nummer 69, og jeg er 71, så..” sagde han. Da jeg kun havde hørt hans stemme sige et ord før det her, blev jeg overrasket over hvor blød hans stemme var. Jeg begyndte at nulre mit skulderkorte hår, for at se lidt romantisk ud. Jeg takkede ham, og fulgte ham ud igen. Hvordan kan man bare gå ind i folks huse, uden at ringe på? Ikke at jeg havde noget imod det, i hans tilfælde, men det er da lidt mangel på høflighed. Jeg fik endelig taget min frakke på, og løb over for, at handle ind. På vejen mødte jeg flere af minde gode veninder. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade vær med, at fortælle dem om ham den nye lækre fyr, der endda er min nabo. Underligt nok, havde ingen set eller hørt ham. Da jeg kom hjem, efter en dejlig tur i Fakta og Superbedst (Superbedst, fordi at Fakta ikke havde Oregano) og en god sladder om DMD(Den Mystiske Dreng) ringede min telefon. ”Hallo, det er Nicole?” sagde jeg ind i røret. ”Hej Nicole, det er mor! Hvordan går det? Vi savner dig så meget!” sagde min mor. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke, at det sidste nok var lidt løgn. De havde på en måde bare smidt mig ud. I flere måneder, havde begge mine forældre ledt efter et hus til mig, og til hver hus der var til salg, sagde de noget i retning af ”Ej, sikke et fint hus, Nicole. Der tror jeg, at du kommer til at falde godt til.” Virkelig moderligt. Efter cirka en times snakkeri, var jeg ved at falde om. Jeg kiggede på uret. Den var godt nok halv syv, men jeg var simpelthen så træt og udkørt, så jeg besluttede mig for, at gå i seng. Jeg puttede mig godt ind under dynen, og efter lidt tid faldt jeg i søvn. Jeg sov godt nok ikke så tungt, for jeg drømte hele tiden om hans uhyggelige øjne. (Altså DMD).

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...