Båndet

Historien om en dreng som opdager de psykiske bånd som der er mellem hamselv og de mennesker som han elsker.

0Likes
0Kommentarer
248Visninger

1. Båndet

Jeg gik ned af gaden, skyggerne var så småt begyndt at blive længere, og himlen indtog en rød varm farve, det var ved at være sent nu - måske for sent. Jeg kunne høre stenene under mine sko skrabe mod asfalten, hver gang jeg tog et skridt, jeg kunne høre havmågernes stille skrig, og mærke den milde sommervind i mit ansigt. Jeg var glad - for glad, jeg ville ikke være i stand til at gemme mit smil, når jeg gik ind af døren, jeg ville blive afsløret. Måske var det en af grundene til, at jeg gik så langsomt den aften - for at få styr på min grimasse, før jeg skulle åbne den så velkendte dør. Men bagerst i mit hoved lå et spørgsmål og ulmede: ”hvad skulle der ske nu?” Min første indskydelse var, at jeg følte mig glad, men på samme tid følte jeg mig også usikker og bange. Gadelygterne tændte og sendte et metallisk lys på gaden, lyset var koldt og gemte ikke på meget varme, pludselig blev jeg kold om armene, og mine knæ begyndte at skælve ”hvad sker der med mig?” jeg følte en pludselig trang til at løbe resten af vejen, og før jeg vidste af det, stod jeg foran døren. Mit hjerte slog hurtigt, selvom jeg for længst var holdt op med at løbe. Jeg drejede nøglen, låsen gik op med et hurtigt smæld, og jeg vidste, at nu var der ingen vej tilbage. Jeg lagde hånden på håndtaget og trykkede ned. Døren gik op i én flydende bevægelse, og lyset fra entreen strømmede ud i hovedet på mig. Min mor stod der, med hænderne i siden og et bebrejdende udtryk i ansigtet: ”HVOR HAR DU VÆRET?” skræppede hun. Det var ikke første gang, at jeg havde glemt at ringe hjem, men denne gang var anderledes. Alle de andre gange havde jeg fortalt hende sandheden, men sådan skulle det ikke være denne gang. ”Jeg har ringet rundt til jeg ved ikke hvor mange! Du gjorde mig jo helt bange dreng!” fortsatte hun. Jeg kiggede ned i de store glatpolerede granitfliser og fortryder inderligt, at jeg ikke bare havde stukket hende en lille hvis løgn fra starten af, så kunne jeg måske have undgået dette. Jeg kan mærke hendes blik borer sig ind i min krop, da jeg bukker mig ned og begynder at løsne mine snørebånd, mit hjerte banker, jeg har aldrig løget overfor min mor før. ”Jeg har bare været sammen med nogle nye venner” siger jeg undskyldende. Jeg synes det lyder dumt og jeg er sikker på at hun allerede har gennemskuet mig, jeg er så dårlig til at lyve. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øre, da hun siger: ”Nåh.. og hvem er det så, om jeg må spørger?” hun lyder stadig en anelse mistænksom, men det er nok fordi, jeg ikke kan kigge hende i øjnene, da jeg svare på hendes spørgsmål: ”Bare nogle fra min årgang”. Jeg har kvalme og mit hoved dunker, hele min krop dunker og føles pludselig tung og slap. Jeg skynder mig at hive min jakke af, og får med besvær kantet mig udenom min mor, som stadig kigger lidt misbilligende på mig, men jeg kigger hende ikke i øjnene - det er jeg ikke klar til endnu. Det var svært at falde i søvn den nat, mit hoved var fyldt med tanker og spørgsmål. Jeg tænkte tilbage på hvordan dagen havde forløbet.

 

 

Dagen var startede drøjt ud. Tunge skyer havde mødt mig da jeg vågnede, og en tæt tåge smøg sig gennem gaderne og omsluttede huset. Tågen var så tyk, at jeg ikke turde åbne vinduet, af frygt for at den også ville omslutte mig. Jeg kæmpede mig ud af sengen, og fandt mig selv i en tilstand mellem sovende og vågen. Jeg kunne sanse, men det var som om alle mine sanser endnu kun kørte på halvtreds procent. Da det kolde vand ramte mit hoved, skærpedes alle mine sanser og bragte mig tilbage med et brag. De sidste par nætter havde været lange, vi havde snakket hele natten, hende og jeg. Jo senere det var blevet, jo mere hudløst ærlige var vi blevet, vi havde siddet og krænget os selv ud, vi havde vendt enhver flig af vores sjæle for hinanden, og vi havde nydt det. Jeg følte, at jeg kunne snakke med hende for evigt. Bare tanken om hendes stemme, når hun ivrigt fortalte, fik mig til at ryste over hele kroppen. Hendes stemme var så blød og fin, det var som en fantastisk sang i mine øre, når hun snakkede til mig, en sang som jeg aldrig ville have skulle stoppe igen. Jeg var forelsket det stod helt klart for mig, men gang på gang måtte jeg minde mig selv om, ikke at blive blind - men jeg er bange for at det allerede var sket.

Da jeg endelig kom op, og fik skovlet den sidste mundfuld havregryn ind, var det som om hele min krop slog gnister, jeg følte mig parat, parat på hvad som helst. Jeg kunne mærke min krop da jeg sad på cyklen, kunne mærke hvordan musklerne arbejdede, og hvordan sveden lige så stille begyndte at pible frem på min pande. Jeg kunne mærke mit hjerte, det slog hurtigt, ikke af anstrengelse men af spænding. Skoledagen fløj af sted, og jeg opfangede knapt nok hvad lærerne sagde, alt hvad jeg kunne tænke på, var hvornår skolen sluttede. Det eneste som jeg havde været klar nok i hovedet til at opfange, var vejret.

Tågen havde sluppet sit greb om byen, og solen begyndte at titte frem. Dagen havde udviklet sig til en af de sommerdage, som vi alle længdes efter om vinteren. Jeg trak sommerluften dybt ned i lungerne da jeg sprang af cyklen tæt ved en lille park, det var her vi havde aftalt at mødes - hende og jeg. Jeg trak cyklen resten af vejen hen under det store egetræ, hun var der ikke endnu. Jeg tænkte på hvordan hun ville se ud når hun kom, hvordan hun ville smile og vinke, og hvordan vinden ville lege med hendes hår. Intet mindre end smuk ville hun være. Det var her, i midten af min drømmeverden, at min telefon ringede. Det var min mor, jeg havde ikke lyst til at tage den, men alligevel gjorde jeg det: ”Hej mor!” ”Forstyrrer jeg dig? Du lyder lidt fjern” sagde hun mildt ”Nej nej.. Jeg sad bare i mine egne tanker! det gør ikke noget” svarede jeg hurtigt. Men i virkeligheden irriterede det mig utrolig meget, sådan at blive hevet ud af mine tanker, men det gik først op for mig bagefter. Så begyndte hun på den fantastik lange strøm af informationer, som hun altid gjorde. For mange informationer til at jeg på nogen måde havde en chance for at huske dem alle sammen, uanset hvor meget jeg end prøvede havde det aldrig lykkedes mig endnu. Jeg undskyldte mig med at jeg måtte videre, og at vi ville ses lidt senere. Hun forstod og vi sagde farvel.

Da jeg kiggede op fra telefonen igen så jeg hende. Hun var i en lys orange sommerkjole og en kort brun jakke, hendes mørke hår hang ned over hendes skuldre og det lidt for tunge pandehår skyggede for hendes ene øje, hun var smuk. Hun kiggede over på mig og smilede. Hun satte cyklen op af træet og gik hen og satte sig overfor mig: ”Hej” sagde hun nervøst og skubbede pandehåret til side. Jeg måbede et øjeblik, blinkede med øjnene et par gange, men fik så svaret hende: ”Øhh.. hej” sagde jeg lidt kejtet, hun grinede drillende af mig.

Vi snakkede og fjollede rundt, vi glemte helt tiden. Flere og flere mennesker begyndte at dukke op i parken, men vi sansede ingenting omkring os. Først da den velkendte duft at grillmad bredte sig vores næsebor og vores maver begyndte at knurrer, rejste vi os. Vi tog vores cykler, og begav os af sted for at finde noget at spise. Lidt senere fandt vi os selv dele en pizza mens vi gik gennem byens gader. Så småt begyndte farverne at blive varmere og jeg fulgte hende hjem. Hun boede langt fra mig, men det gjorde mig ikke noget, bare jeg kunne være sammen med hende så lang tid som mugligt. Da vi skulle skilles stoppede vi op og kiggede på hinanden, så lænede hun sig frem mod mig og kyssede mig på kinden, vi kiggede kort på hinanden og jeg vidste at vi håbede på det samme: At denne dag ikke ville være den sidste af sin slags.

Efter afskeden med hende ville jeg cykle hjem, men da jeg kiggede på min cykel, så jeg til min ærgrelse at den var flad. Jeg tænkte, at det var underligt, at jeg ikke havde lagt mærke til det noget før, da vi næsten havde gået hele byen rundt i dag - Men som sagt var jeg jo allerede blind.

Når man har så lang tid til at tænke, som jeg havde på vej hjem, kan ens tanker godt spille en et pus, jeg begyndte at tvivle på mig selv og min dømmekraft. Havde kysset på kinden været et vi-ses-kys eller et farvelkys? Havde jeg gjort noget forkert? Havde jeg været for genert, eller måske for frembrusende? Pludselig var jeg begyndt at tvivle på mig selv.

Båndet til min mor og båndet til Hende. Det var to helt forskellige bånd, men dog var de i så tæt kontakt med hinanden. Båndet med min mor var stærkt, men jeg vidste, at mens jeg byggede båndet op med Hende, ville jeg svække båndet til min mor. Jeg havde ikke lyst til at bryde nogen af båndene, men jeg vidste at mindst ét brud ville være uundgåeligt. Så meget som jeg elskede min mor, skulle hun ikke længere være en så stor del af mit liv, som hun havde været tidligere. Jeg ville blive nødt til at såre hende, bryde en del af båndet. Jeg vidste at det ville komme til at gøre ondt, men aldrig i mit liv havde jeg forstillet mig at det ville være så befriende og livsgivende, som det var bagefter.

Bånd mellem mennesker er en stærk ting, og ikke noget at spøge med.

Men nogen bånd er nu engang kun blevet bygget op, for at blive brudt ned igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...