Tharok Taylor

Arawn, hvalp af djævlens køter, avlet på hans ren blodet menneskelige moder, lever et dunkelt liv. Som formskifter og udråbt til dæmon, flyttede han til en fjerntliggende landsby. Her lever han i fred, forsøger ikke at vække opsigt og bare være til.
Han ved at en dag skal hans ensomhed være slut, og at hans hjertes øjesten vil dukke op. Men hvornår?

26Likes
60Kommentarer
3767Visninger
AA

7. Monster

 

The secret side of me, I never let you see

I keep it caged but I can't control it

So stay away from me, the beast is ugly

I feel the rage and I just can't hold it

It's scratching on the walls, in the closet, in the halls

It comes awake and I can't control it

Hiding under the bed, in my body, in my head

Why won't somebody come and save me from this, make it end?

I feel it deep within, it's just beneath the skin

I hate what I've become, the nightmare's just begun

My secret side I keep hid under lock and key

I keep it caged but I can't control it

'Cause if I let him out he'll tear me up, break me down

It's hiding in the dark, it's teeth are razor sharp

There's no escape for me, it wants my soul, it wants my heart

No one can hear me scream, maybe it's just a dream

Maybe it's inside of me, stop this monster

I feel like a monster. (Citat: Skillet - Monster)  

Jeg havde lusket ud af bagindgangen til klubben. Løbet jeg ved ikke, hvor langt. Undervejs kunne jeg mærke ’køteren’ så småt begynde at overtage mit sind.

Håret fra dens lurvede pels irriterede mig, det stride hår vejede godt til, gjorde mine skridt endnu tungere.

Dens kløer flåede mine sko op. Kløerne på hænderne, som langsomt blev til poter rev i mit ansigts bløde hud. I gennem en rude så jeg det udyr jeg var ved at blive til.

Den høje, unge flotte mand som var mit billede ud af til var ikke længere at se. Tilbage i gadelygternes skær stod en ulv, større end fuldudvokset mand. Bredere over brystkassen end en lastbil.

Dens vægt lavede huller i asfalten, kløerne flåede jorden op.

Det eneste jeg kunne genkende var de blå øjne som også langsomt blev overtaget af helveds køterens hvalp.

Ulven, udyret, dæmonen løb så jorden skælvede. Den brølede rasende af en bil som strejfede den let. Da føreren af bilen standsede, dyttede rasende og råbte skældsord efter dæmon hvalpen. Vendte udyret sig om. Den nød synet af førerens fedtede ansigt, der bliv hvidere end mel ved synet af ulven.

Manden satte sig ind i bilen igen, skrækken havde taget ham. Panikken dunkede i hans årer og dæmon hvalpen nød synet af hans angst.

Med sin lap, der var større end en voksens mand hoved, lod den kløerne hægte sig fast i bilen. Flåede med kæberne bilen åben. Dens hyl gav genlyd i nattens mørke, overdøvede dens offers rædsel skrig.

Hvalpens øjne lynede rasende. De blå øjne, der dog var så menneskelige, rasede som var verdenshave i uro. Opslugte sit offers angst.

Med et enkelt og hurtigt snap, flåede hvalpen hovedet af sit offer. Slugte det for derefter at skille brystkassen fra resten af dens måltid.

Den ræben fik sten til at vende sig. Da lygter faldt på den.

Lyset smertede i dens øjne. Ulven med den stride pels, de hvide, barberblads skarpe tænder blev vist i en vred knurren. Med blodet sølet ind i pelsen trådte den væk fra sit offer for at vende blikket mod lyset.

Bilen var rød. Ligbleg i den sad tre personer. To på bagsædet.

Ulven knurrede rasende, brølede et blodtørstigt hyl, med tre tunge skridt var den ovre ved sit nye måltid. Med kæberne flåede den lille røde bils tag af. Så ned i sin nyåbnede madpakke.

Det første sæt øjne, der mødte bæstets var en ung mands. Hans øjne var hasselbrune og raseriet lyste ud af ham. De veg ikke fra ulvens blå. En snerren, som kunne lyde som grin boltrede sig forbi dæmonens tænder, men selv ikke den uhyggelige latter fik den unge mands blik til at vige eller tabe sit raseri.

Ulven lod sine øjne vandre til personen som manden holdt ind til sig.

Noget rørte sig inde i dæmonen, noget den ikke havde mærket før på et af sine togter. En ukendt, ny følelse borede sig ind i dens sorte hul af et hjerte.

Den følte sin lånte sjæl brænde.

Bæstets øjne så undrende på personen.

Det brune hår var vådt, svedigt, som efter en kamp. Tøjet var sølet ind i blod, blod, som duftede som.. som dæmonens eget.

Et prust undslap den. Pibende satte køteren sig, stadig stirrende på personen.

Den unge mand flyttede tæppet fra personens hår.

Et hyl, nærmere et hjerteskærende skrig undslap ulvedæmonen da den så ansigtet på personen.

Hendes smil og røde læber var udglattet til en sløv mine og blå læber. De grønne øjne så tavst frem for sig, ikke længere skinnende som de havde været første gang dæmonen havde, i skjul, set denne pige.

Som havde en kæmpe sko slået den over næsen. Forsvandt dæmonen.

Med tårer trillende ud af sine øjenkroge løb den dybt ind i skoven, til den nåede træet hvor den første gang havde set sin engel. Sin engel som kunne redde den fra dette.

Fra at være en dæmon.

Jeg vågnede næste morgen ved det træ jeg havde mødt Taylor ved. Mit hoved gjorde ondt. Det føltes som jeg gentagne gange havde banket det ind i en stenmur til jeg til sidst besvimede af det.

Men sådan havde jeg det ofte dagen efter en forvandling.

Jeg så ned af mig selv. Bukserne var flåede, undertøjet væk. Skjorten flået til strimler.

Forsigtigt tog jeg skjorten af. Foldede resterne af den sammen og smed i en nærliggende skraldespand.

Det var lørdag, solen skinnede men der var ingen mennesker at se i parken.

Bukserne, de dyre jeans var flåede. Benene var strimlet men den øverste del var nogenlunde. I hvert fald god nok til at gå hjem i.

På vej hjem, mod lejligheden i klubben, tænkte jeg episoden igennem

Dæmonen var blevet forstyrret i sit mordtogt. Et velkendt ansigt havde stoppet den.

Et ansigt som dæmonen havde holdt af.

Jeg løb det sidste stykke hjem. Blev mødt af lejligheden lå i ruiner.

Irriteret sukkede jeg over det, men ignorerede det. Det var kun en gang om ugen.

På badeværelset fandt jeg en fyr sovende i brusenichen, han snorkede højt og ubekymret. Jeg smed de ødelagte jeans til vask og vadede videre ind på mit værelse hvor fire måske fem piger lå og sov. Der var bræk nogle af mine sko. Med rynket næse åbnede jeg et vindue. De måtte vågne på et tidspunkt.

I skabet fandt jeg noget tøj. En løs, sort sweater og et par jeans. Undertøj også selvfølgelig.

Da jeg åbnede min skuffe med sokker måtte jeg til min store forargelse skubbe den i igen og styrte hen til vinduet. Hvad end de havde gjort ved den skuffe, så var det ikke vellugtende.

Jeg traskede ind på Thomas’ værelse og lånte et par af hans. Jeg kastede et blik på hans seng. Han lå der, for en gang skyld. De sidste weekender havde jeg haft måtte samle ham op nede i klubben, bag baren eller et andet underligt sted.

Pigerne han lå sammen med, kunne have været taget ud fra et undertøjsblad. Velskabte gudinder, som Thomas kaldte dem.

Jeg fortsatte ind på mit værelse. Mine øjne fik øje på én ting.

Og det var Taylor’s visitkort.

Kunne det være hende som dæmonen havde set dagen før? Var det for tidligt at ringe nu?

Jeg måtte vide det.

Inden jeg besluttede mig at lede efter telefonen, trak jeg de sorte tennissokker på. Også gik jeg i gang med at søge efter telefonen, mens jeg ryddede lidt op.

Sorte affaldssække blev fundet, og plastickrus, dåser, flasker. Der gik præcis en time før jeg fandt den lille hjemmetelefon. Klistret ind i tyggegummi og sodavand.

Jeg trykkede nummeret fra vistikortet og lod den ringe. Den ringede tre gange før nogen tog den.

”Det er hos Ryan og Taylor. Det er Ryan du taler med.” Stemmen i den anden ende af telefonen virkede træt. Han havde en hæs og myndig stemme.

”Det er Arawn, Arawn Yaldwyn.” Jeg så ned i gulvet. Mine fødder havde plantet sig i en klistret plet på gulvet, sikkert fra noget af det mere sukkerige alkohol.

”Er Taylor der?” Jeg bider mig selv i læben, tripper på stedet. Jeg kunne næsten ikke vendte med at høre hendes stemme igen. Hører hendes fantastiske stemme igen. Jeg ser mig over skulderen.

Da jeg ser mig over skulderen føler jeg mig som en idiot, er jeg bange for at Thomas ser mig som den smaskforelskede idiot jeg er? Stemmen i telefonen afgiver et suk der tiltrækker min opmærksomhed; ”Nej. Taylor er på hospitalet.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...