Tharok Taylor

Arawn, hvalp af djævlens køter, avlet på hans ren blodet menneskelige moder, lever et dunkelt liv. Som formskifter og udråbt til dæmon, flyttede han til en fjerntliggende landsby. Her lever han i fred, forsøger ikke at vække opsigt og bare være til.
Han ved at en dag skal hans ensomhed være slut, og at hans hjertes øjesten vil dukke op. Men hvornår?

26Likes
60Kommentarer
3783Visninger
AA

6. Lotus

 

Festen er godt i gang efter et par timer.

Unge fra forskellige kanter svinger rundt ude på dansegulvet, hænger ved bordene eller taler med unge Steffen som står i baren.

Jeg har været over og hjælpe ham et par gange med at blande drinks når han så ud til at være nervøs eller ikke havde overskud til at klare de femogtres – eller flere – unge som kunne stå omkring ham.

Thomas er i sit es. Omgivet af piger valser han rundt, snaver med den ene, forsvinder fem minutter ud på toilettet med en anden.

Jeg sidder ved et af bordene, med en øl. Mit hoved føles tungt og jeg har egentlig mest lyst til at lægge mig til at sove. Jeg lukker øjnene, føler der er et eller andet ukendt som gør ondt inde i mig. Da jeg åbner øjnene igen, ser jeg instinktivt på min arm.

Uden videre notits, rejser jeg mig op, vælter over det lille café bord som jeg havde stillet min øl på. Jeg ser øllen blive smadret på det sorte granitgulv.

Glasset går i tusind stykker, skårene spidder sig ind i tøj på de forbigående. Den honning farvede væske sprøjter til alle sider, blandet med små glasskår.

Jeg ser på det. Ser på det væltede café bord. Vender mig derefter om og ser på stolen jeg havde siddet på.

Tankerne stormer i mit hoved.

Mit halsrør snører sig sammen, jeg kan ikke trække vejret.

Jeg tager mig til halsen, falder hostende på knæ. Med rådvilde øjne ser jeg op på folk omkring mig.

Deres skræmte øjne hviler på mig. Nogle græder skræmte, tårerne udtværer pigernes mascara. Fyrerne ser undrende til, nogen ler, få ser bekymret på mig.

Det strammer om halsen, som et reb. Musklerne spændes i panik, sveden triller rasende ned af de sitrende muskler. Hakkende og hostende, kravler jeg få skridt på knæerne mod dem.

Pludselig, forsvinder modstanden om min hals. Med gisp trækker jeg luft ind.

Musklerne slappes og med et klask falder jeg ned på gulvet, da mine muskler giver efter for min vægt. Jeg krummer mig sammen på gulvet, tæt på det smadrede ølglas.

”Hvad skete der?” Jeg strammer grebet om mig selv. Stirre ind i bordet som ligger med bunden i vejret. Der raser en storm inde i mig. En storm jeg ikke forstår noget som helst af.

Forsigtigt sætter jeg mig op af stolen, holder krampeagtigt fast om stolens ben mens jeg krampeagtigt trækker vejret.

Der bredes en lille ro i mig som lægger låg på stormen.

Med hovedet hvilende på stolen lukkede jeg øjnene. Følte for en stund ingenting.

Noget varmt og flydende irriterer min arm. Med en fraværende bevægelse tørrer jeg den varme væske af med hånden. Det var sikkert bare øl.

Af ren nysgerrighed slår jeg alligevel øjnene op of ser på min håndflade.

 Væsken som snor sig ned af min underarm er rød og tyktflydende. Den lugter som rust i den hede sommervarme. Mit ansigt fortrækker sig i rædsel da jeg forsigtigt lader mine øjne finde vej til der hvor jeg tørrede væsken af.

Min underarm er fuld af blodige striber, tyndt og dybt skårede.

Fumlende rejser jeg. Balancen fungerer ikke helt som den skal. Jeg mister den og kommer skvattende på benene igen. Kun med øjnene på min underarm hvor blodet løber fra.

Et smertens brøl udbrydes fra min strube da en usynlig kniv borer sig ned i min underarm og stille og rolig, som en tegneblyant, skærer en lige streg.

Jeg styrter op i lejligheden, ser en pige, en lille kvinde med brunt hår følger efter mig. Jeg kan mærke hendes bekymrede øjne i min ryg mens hun uden besvær holder trit med mig.

Med et brag smækker jeg døren til lejligheden op, ud af øjenkrogen kan jeg se det blodige aftryk jeg efterlod på dørhåndtaget.

Pigen med det brune hår smutter galant med mig ind i lejligheden. Følger mig tæt i hælene ind på det lille badeværelse.

Jeg tager et af de hvide håndklæder og vil lægge omkring. Det gibber i mig da den lille brunhårede pludselig tager fat i mit håndled og trækker i stedet min hånd ind under den lunkne vandhane som hun tænder for.

Pigen taler, men det er ikke ord der kommer ud af hendes mund, i hvert fald ikke ord jeg har hørt før.  Hun taler beroligende til mig på et sprog som kun hun og måske en anden forstår.

Ordene er lette og syngende som en vuggevise, der dysser min frygt ned.

Hendes brune øjne møder på intet tidspunkt mine. Jeg gætter på, at hun godt ved at jeg stirrer måbende på hende, men at hun vælger at ignorere det og i stedet koncentrerer sig om at vaske min underarm ren.

Et alvorligt udtryk kommer frem i hendes ellers blide øjne da hun ser hvor dybt der er skåret. Med et klap på min arm beder hun mig holde armen under vandet.

Hurtigt lader hun øjnene løbe igennem skabet. Finder en forbinding og tape. Forsigtigt, med en lille blød klud tørrer hun min arm og lægger forbindingen på.

Først da hun er sikker på den sidder som den skal, ser hun op på mig.

Hun minder uhyggeligt meget om Taylor, men er på ingen måde i nærheden af at være Taylor. Hendes hår er for kedeligt, øjnene slet ikke i nærheden af at være lige så grønne.

”Fortæl mig hvad du har lavet.” Hun ser på mig med et moderligt blik.

”Det ved jeg ikke.” Sandt taler jeg. Jeg ser på hende. Hun nikker. Hun ved det er rigtigt.

”Hvem har så, hvad er dit navn?” Hun lægger på hovedet på skrå og aer min arm lidt. Hun ser undrende på min arm. De lange hår der ofte gav mig peg på at ’Køteren’ var ved at drive op i mig. Hårene lå som et tykt tæppe på min arm. ”Arawn.” Jeg trækker armen til mig og møder hendes øjne igen.

”Jamen, hej Arawn. Jeg hedder Lotus. Og, hvis jeg var dig, ville jeg finde den person som får det der til at ske. For det er ikke sundt for det bånd i deler.”

Hun smiler et mystisk smil til mig, slår med håret, blinker med de lange øjenvipper for derefter at gå.

Jeg ser efter hende. ”Lotus?” Hendes navn falder prompte og spørgende over mine læber.

Lotus vender sig om i dørkarmen. ”Hvad er der Arawn?”

”Hvordan.. Nej.” Jeg bider mig i læben.

”Kommer du så tæt på hende at i kan tale om lige præcis dét?” Hun smiler igen for derefter at sukke dramatisk.

”Tid Arawn, ikke andet end tid.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...