Tharok Taylor

Arawn, hvalp af djævlens køter, avlet på hans ren blodet menneskelige moder, lever et dunkelt liv. Som formskifter og udråbt til dæmon, flyttede han til en fjerntliggende landsby. Her lever han i fred, forsøger ikke at vække opsigt og bare være til.
Han ved at en dag skal hans ensomhed være slut, og at hans hjertes øjesten vil dukke op. Men hvornår?

26Likes
60Kommentarer
3781Visninger
AA

3. Hende

En jogger løber forbi mig.

Børn og deres forældre cykler forbi. Jeg ved de ser på mig, men ikke længe af gangen.

De gætter på jeg er en træt studerende, som har valgt at tage en pause under et tilfældigt træ, en tilfældig eftermiddag.

Nogen af de forbigående ved dog, at jeg altid sidder her. Men de stiller ingen spørgsmål.

Jeg husker med et smil da en yndig lille pige, i flot rødternet sommerkjole, en dag, forsigtigt rørte ved mig. Da jeg slog øjnene op, gav hun et hvin fra sig, men kun for at blive erstattet af en rødme på hendes fine kinder.

Pigen havde lyse krøller og blå øjne. Hun undskyldte, for så atter at ville forlade mig. Men jeg smilede imødekommende til hende, og sagde, at det intet gjorde. Pigen var blevet stående, havde set på mig med nysgerrige øjne.

”Du er pæn.” Den lille pige, havde rødmede kraftigt da hun med stammen sagde ordene.

Jeg blændede hende med et smil, som fik hende til at le. Dog blev vores stund, min eneste menneskelige stund, kort, da hendes storebror kom og trak hende væk.

”Lad særlingen være, Tabitha.”

I hans stemme gemte en angst, han var bange for, at jeg skulle gøre hans søster noget.

Jeg forstod ham.

Siden har den lille pige ikke talt til mig. Men jeg kan se hende kaste spørgende blikke efter mig, hver gang vi krydser hinandens veje.

Den søde skovluft fylder mine lunger da jeg tager en dyb indånding. Mit hoved læner sig op af den ru bark, den varme ru bark. Jorden under mig, er varm og blød.

Solen skinner ned på mit ansigt.

Langsomt lader jeg tankerne flyde, lader dem strække sig ud over det hele, berøre gamle og nye minder, gode som dårlige.

Med et sæt slår jeg øjnene op da jeg hører klik lyde, lyde fra et kamera.

Jeg ser ind i en stor kameralinse.

Personen bag kameraet klikker endnu en gang løs med kameraet, for så at flytte det.

Det giver et sug i mig da personen flytter kameraet så jeg kan se ansigtet.

Hendes smil er sødt og undskyldende.

Hendes grønne øjne glitrer i solens skønne stråler.

Hænderne som holder om kameraet er slanke, neglene er for nyligt blevet ordnet.

”Åh Undskyld, jeg ville ikke vække dig fra din trance, men det var altså indbydende at fotografere dig som du sad der, dybt i fred op af det her smukke træ. Du er ikke sur vel? Bed mig ikke om at slette billederne! ”

Hendes perlende stemme synger så blidt ordene ud, forførende.

Jeg er forfjamsket, mit hjerte banker højere end jeg vil kendes ved, og dog forsøger jeg i mit stille sind ikke at slippe uhyret løs, slippes det løs, forsvinder englen foran mig, for tid og sted.

”Øh.” Jeg måber, jeg føler mig ramt. Ramt af hvad?

Hun ler boblende, med en slank finger lader hun noget af det mørke hår føre bag øret, kameraet dumper hun ned i en løs skuldertaske. Hendes smil får blodet til at bruse for mine ører.

”Undskyld, jeg håber ikke jeg forskrækkede dig.” Hun rører ved min skulder, klemmer den let.

Jeg måber stadig. Hendes fnis for mig til at gisp efter vejret. Så yndigt.

”Kan jeg byde på en kop the eller kaffe? Der ligger, så vidt jeg ved, en lækker café nede i byen. Så kan du se billederne.”

Hun blinker, smiler fortsat, venter sikkert spændt på mit svar.

”Ja. Ja, det lyder dejligt.” Ordene som snubler over mine læber er forfjumrede. Hun smiler af min tydelige forvirring.

Jeg rejser mig op, svajer. Da hendes duft rammer mig bliver jeg svimmel og det sortner for mine øjne. Hun ler igen, tager fat i min arm. Hun lader mig støtte mig til hende. Mine hænder skælver da jeg rører ved hendes spinkle skulder.

Det føles som stød da min finger rører hendes hals, hun smiler fortsat til mig, fuldstændig kold overfor, at jeg er en vildt fremmed fyr.

Side om side, går vi, hun holder fast i min arm, efterhånden som jeg finder balancen, slipper hun sit greb i min arm og trækker sig langsomt fra mig.

Kan hun også mærke blodet dunke i årerne?

Kæmper hun også for ikke at miste kontrollen, kun for at kysse mine læber?

Hvis hun gjorde, så følte vi det samme.

Hun taler, men jeg lytter kun til hendes stemme, ikke til hendes ord.

Jeg elsker hendes stemme, jeg elsker allerede alt ved hende, selvom jeg kun har kendt hende i fem minutter.

Men jeg føler, at vi hører sammen.

Da hun stopper, ser jeg ned på hende, først nu lægger jeg mærke til hendes tøj.

En løs t-shirt med en kendt tegneserie figur på, en stråhat som sidder skævt, kækt og frisk. Håret er sat i en hestehale, to totter ude i hver side foran af hendes ansigt indrammer det smukt, som en billedramme.

Hun peger mod en café, ikke så langt fra os. Café Fjorten.

”Det er min stamcafé.” Hun smiler igen til mig, tager fat om mit håndled og begynder at trække mig efter sig.

Hun snakker i en strøm. Hendes stemme fortryller mig. Jeg vælter ned på en bænk med tilhørende lille bord. Hun klapper min hånd. Hendes er så kold i forhold til min.

”Jeg bestiller the, hvad med dig? Kaffe?” Hendes smil får mit hjerte til at holde med at slå.

Hjerteflimmer.

”Ja. Ja.” Jeg sendte hende mit bedste smil, hun sendte mig et tilbage.

Med skønne, vuggende hofter gik hun med elastiske skridt op til disken.

Hun smilte let til ekspedienten, nikkede mod mig med et smil. Jeg havde kun øje for hendes smilende ansigt. Først da hun sætter sig overfor mig, vækkes jeg af mine tanker.

Koppen med den sorte kaffe sættes foran mig med et hult bump. Jeg tager den, takkende, og ser op på hende igen.

Stråhatten er sat på stolen ved siden af hende. Kameraet står ved hendes fødder i en taske.

Hun lader en brun hårtot føre om bag det ene smukke, let spidse, øre.

Jeg ville give alt for at få lov til at nappe kærligt i det.

Da hun taler, spidser jeg ører. Jeg burde kunne føre en samtale med hende.

”Du må altså undskylde, at jeg forstyrrede dig midt i din trance eller meditation. Men som du sad der, op af det træ, så du så fredfyldt ud. Og, jeg har længe ledt efter en model til mine kameraforsøg. Kunne det være noget for dig?”

Hun rørte i theen, så op på mig med et lille smil, for at nippe til den skoldhede the med de, sikkert, bløde læber.

”Kameraforsøg? Model?” Jeg ler lidt.

Selvfølgelig var hun kun interesseret i mit kønne udseende. Men det betød intet.

For jeg elskede hende jo! Jeg følte mig ikke ensom eller ligegyldig i hendes selskab.

Det var mærkeligt. Jeg gik fra at have en tom følelse inden i, en længsel efter noget eller nogen. Fra at føle mig helt alene i verdenen til nu, at have sommerfugle flagrende i maven, til et hjerte som bankede ved lyden af hendes åndedrag.

”Det kunne være helt vildt fedt. Jeg har vildt mange ting jeg godt kunne tænke mig at forsøge med, men jeg har ligesom manglet en at lade det gå udover. Hvis du forstår?” Hun blinkede til mig, de mørke øjenbryn sender mig et flirtende løft.

”Ja. Sådan da.” Jeg forsøger at fange hendes øjne, men de smutter fra mig og ser i stedet ned i bordet i stedet.

Hun tager en slurk af sin the og igen sidder vi i tavshed.

I tavshed bliver vi færdige med at drikke the og kaffe. Hun tager det tunge kamera op af tasken, med få skridt sætter hun sig ved siden af mig.

Et nervøst smil spiller sig hendes mund. Hendes store grønne øjne ser med samme nervøsitet op på mig.

Med hurtige fingre trykkede hun ind på folderen med billeder. Hun havde taget mange, rigtig mange. Hun bladrede forbi de fleste til så at ende ved det første billede af mig.

Jeg kunne næsten ikke genkende fyren på billedet. Han sad fredfyldt lænet op af en tyk træstamme.

Hans mørke hår var rodet og stak ud til alle sider. Den hvide t-shirt han bar gav en refleksion tilbage i kameraet.

Et andet billede havde hun skruet op for hvidbalancen, det lignede at hans sjæl var ved at  frigøre sig fra hans krop. Hun bladrede over på et billede som skræmte mig.

Mine øjne var slået op og stirrede lige ind i kameraet, dybt inde i de mørke pupiller, hylede ulven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...