Now, I have to Smile again.. 3 [CB, JB, RB, CS]

DENNE MOVELLA ER SKREVET FOR LÆNGE SIDEN, SOM I KAN SE PÅ DATOEN. Ikke lige så godt som de nyere, der er lagt ud.
Dette er forsættelse til Just know my Smile. - Charlie er ny befriet fra det psykiske hospital af sin bror, Mickey og hans ven, Jack. De er dermed nu flygtet fra Newfoundland til... Ja, hvor hen? Vil Charlie nogensinde blive glad igen og kunne forsætte sit daværende liv? Følg med!

77Likes
220Kommentarer
8252Visninger
AA

2. Starten..

Jeg rullede forsigtigt gardinerne fra. Solens stråler skinnede kraftigt igennem glasset i vinduet. Jeg missede med øjnene og åbnede vinduet helt op, så luften strømmede ind i værelset. Den var kold i sekundet, den kom ind, men blev derefter hurtig varm igen. Jeg sukkede af velvære og indsnusede den friske duft.

Haven, som var fem meter under mig, var grønnere end nogensinde. Den var fyldt med smukke blomster i alle mulige farver. Træerne, som bar knopper og smukke blade, svajede fint i den stille vind. Baghaven var virkelig smuk. Jeg længdes sådan efter at komme derned og slappe af. Bare ligge i hængekøjen og kigge op mod den klare himmel. Det ville virkelig være skønt lige nu.  

“Charlie” jeg vendte mig om og kiggede hen mod døren, hvor Mickey stod. Han smilede forsigtigt til mig. Han havde stadig svært ved at finde ud af, hvordan han skulle behandle mig. Jeg smilede og ventede på, at han ville tale videre. Jeg talte måske ikke rigtigt så meget, kun ord med få stavelser. Jeg synes bare ikke, at der var så meget at sige. Der var kun ligegyldige ting, som jeg ikke orkede at snakke om. Jeg snakkede kun mere, end jeg plejede, når min psykolog var her. Hun kom her, da jeg havde svært ved at være andre steder i lang tid. Min psykolog var faktisk rigtig god, en af de bedste jeg havde haft. Hun fik altid opmuntret mig og jeg var kommet rigtig langt. Hun var ligesom sit navn, Crystal. Det var et smukt navn og det klædte hende. Jeg fik det bedre hver gang, jeg talte med hende, det var ret imponerende.  

“Charlie” gentog Mickey utålmodigt. Jeg kiggede undskyldende på ham. Han rystede bare på hovedet og gentog det, han havde sagt før: “Vil du med Jack og jeg med ud at gå lidt?” jeg nikkede ivrigt. Frisk luft, var lige det, jeg trængte til. Bare det at komme ud i det fantastiske vejr. Jeg glædede mig allerede.  

Mickey så først overrasket på mig, men smilede så. “Vi ses nede i køkkenet om ti minutter” han smuttede ud ad døren og man hørte trinene ned ad trapperne. Jeg fandt hurtigt noget tøj i mit skab. Det var et par cowboyshorts, en lilla top, en sort cardigan og lilla converse. Det så fint ud. Ikke det jeg plejede at gå med, men Jack havde været ude at shoppe for mig. I det mindste var det ikke flere numre for stort og korte nederdele. Men jeg havde jo også, strengt sagt hvad størrelser og hvilken stil jeg ville have. Han havde bare ikke rigtig hørt efter, det var også typisk ham.  

Jeg lagde fint lidt mascara på min øjenvipper. Det havde jeg ikke haft på i rigtig lang tid, må man sige.  Men jeg ville ikke ligne et omvandrende spøgelse. Mit ret ødelagte hår, som nu var blevet brunt igen, men stadig meget tyndt, lod jeg hænge med nogle spænder i siden. Jeg så ret overrasket på mig selv i spejlet. Det var utrolig lang tid siden, at jeg havde kigget på mig selv. Jeg var tyndere end nogensinde, eller jeg havde nok været tyndere, da jeg var på det psykiske hospital. Mit hår sad slasket om mine skuldre, mine knæ var stadig skrabet og mine øjne så helt udtryksløse ud. Lysten til at smile, forsvandt øjeblikkeligt. Jeg så forfærdelig ud. Mine øjne blev fyldt med vand, men jeg blinkede det hurtigt væk igen. Måske var det bare bedst at gemme mig, så ville jeg være fri for alle de lange blikke.  

“Charlie” lød det. Jeg vendte mig igen om mod stemmen. Jack så overrasket på mig. “Wow, du ser da godt ud!” udbrød han smilende. Jeg rystede bare på hovedet og vendte mig væk fra spejlet. “Kom så bette!” sagde han og kom hen for at trække mig i armen. Vi gik ned ad trapperne til Mickey. Jack og Mickey skiftes til at sove nedenunder og ovenpå. De havde det bedst med, at der var en ovenpå, som sov i værelset ved siden af mig og en nedenunder som kunne høre, hvis der var lyde, der ikke skulle være der. De var ret paranoide, men det var alligevel rart nok.  

Mickey så også overrasket på mig, men han smilede hurtigt og rakte mig så et par hvide rayban solbriller. “Bare for en sikkerhedsskyld” forklarede han og jeg tog dem på. Vi gik ud og Jack låste døren, imens Mickey åbnede postkassen, hvorefter han gloede posten igennem. På postkassen stod der med kursiv skrift: Jack Martins, Mickey Relayr & Charlie Relayr. Vi havde igen taget vores oprindelige navne, hvilket var sikkert i forhold til det psykiske sted på Newfoundland, men usikkert i forhold til min far, men han havde sikkert alligevel glemt mig og han boede alligevel i Californien, så der skete forhåbentlig ikke noget. Det håbede jeg virkelig. Men nu boede vi jo i Atlanta, så det ville nok være usandsynligt. Det havde da gået godt her indtil videre, vi havde allerede boet her i to måneder. Jack og Mickey havde begge fundet arbejde, men de sørgede for, at der hele tiden var en af dem hos mig. De beskyttede mig konstant. De skulle overveje at blive bodyguards.

“Kom så I to! Vi skal have is!” hvinede Jack. Vi gloede lidt mærkeligt på ham. Det lignede ham ikke rigtigt. Men han havde åbenbart noget med is. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...