Now, I have to Smile again.. 3 [CB, JB, RB, CS]

DENNE MOVELLA ER SKREVET FOR LÆNGE SIDEN, SOM I KAN SE PÅ DATOEN. Ikke lige så godt som de nyere, der er lagt ud.
Dette er forsættelse til Just know my Smile. - Charlie er ny befriet fra det psykiske hospital af sin bror, Mickey og hans ven, Jack. De er dermed nu flygtet fra Newfoundland til... Ja, hvor hen? Vil Charlie nogensinde blive glad igen og kunne forsætte sit daværende liv? Følg med!

77Likes
220Kommentarer
8234Visninger
AA

3. Is..

Vi sad nu på en eller anden random is café og spiste is. Jeg havde bestilt en vaffel med chokoladekugler. Den smagte fantastisk. Klart en af de bedste is jeg havde smagt. Dejlig cremede.

”Må jeg ikke få en mere?” spurgte jeg Jack sødt om. Han rystede grinende på hovedet og rejste sig op for at hente en is mere til mig. Mickey var imellem tiden også færdig med sin is, men ville ikke have en mere. Han var ikke så vild med dem, han havde også, modsat mig, taget en lille is. Jeg havde altid været hurtig til at spise is. Det var virkelig noget af det bedste, der nogensinde var blevet skabt.

”Mickey?” sagde jeg forsigtigt. ”Hvad?” spurgte han og strakte sig. Tydeligvis mæt over sin lille is. Jeg rømmede mig. ”Jeg savner Chris. Altså min hund. Men også den anden!” tilføjede jeg. Mickey så utilpas ud. ”Charlie..” startede han. ”Her hør. Det med kærlighed går ikke. Desværre. Men hunde Chris ankommer i morgen. Vi skulle jo lige på plads, før han kunne komme” sagde han. Jeg så såret på ham. ”Så jeg må nu ikke forelske mig?” han så opgivende på mig. ”Helt ærligt! Skal vi til at diskutere det?” jeg rystede bare på hovedet. Han kunne virkelig være en idiot nogle gange. Jack kom glad tilbage med min is. ”Værsgo frøken!” jeg tog imod den og begyndte at spise. ”Tak Jack!” jeg smilede til ham, men da mit blik mødte Mickeys, skulede jeg til ham. Han ignorerede mig bare og rullede med øjnene. Tak lillebror! Han var virkelig begyndt at opføre sig som min storebror. Bare fordi jeg havde haft alle de her problemer. Det betød altså ikke, at jeg ikke kunne klare mig selv. Jeg havde måske bare lidt sværere ved det. 

”Gad vide hvad Rosa ønsker sig. Måske en halskæde? Eller de der sko hun har talt så meget om?” ”Dem giver hendes veninde hende nok..” tilfældigt hørte jeg lige de her to drenges samtale. Jeg syntes bare, at jeg kendte dem. Men jeg kunne ikke lige komme på, hvem det var. ”Hm… Måske ved Justin det?” spurgte den ene dreng. Jeg kendte helt sikkert den stemme. Den var lidt forandret, men alligevel kunne jeg bare kende den. Til sidst blev jeg for nysgerrig og jeg vendte mig om, for at se hvem det var. Jeg lavede store øjne. Shit, det var bare løgn.

”Charlie!” klagede Jack, ”Jeg har lige købt den is” sukkede han. Jeg så først forvirret på ham, men fik så øje på vaflen og isen på jorden. ”Ups” mumlede jeg. ”De koster faktisk penge. Ved du at…” plaprede han, men jeg hørte ikke efter, da drengene, som var Chaz og Ryan, gloede herover. Typisk mig at afslører os. Men de kunne sikkert ikke genkende mig, da jeg jo igen var forandret. Men Ryan og Chaz gloede mærkelig på mig, som om de faktisk kendte mig. Men nu var det sådan, at jeg også overbegloede dem. De havde virkelig også forandret sig igen. De var blevet nogle flotte unge mænd. Muskuløse og charmerende at se på. Pigerne som stod bagved dem, fnisede og hviskede også helt vildt. Hverken Chaz eller Ryan gav dem et eneste blik.

”Jeg henter lige en is mere” mumlede jeg og rejste mig op. Jeg tog Jacks pung, som lå fremme på bordet. Jeg gik indenfor i caféen og hen til damen bag disken, hvor jeg bestilte endnu en is med chokoladekugler. Derefter stod jeg bare og ventede på den.

”Øh..?” var der en, der mumlede, men som også prikkede mig på ryggen. Jeg vendte mig om. ”Ch..” sagde jeg, men holdte så mund og sagde i stedet for: ”Hej” han så forvirret på mig. ”Du minder mig om en. Hvad hedder du?” spurgte han. ”Hey Chaz. Jeg hedder Charlie” præsenterede jeg mig og smilede lusket. Jeg kunne ligeså godt afsløre mig og have lidt sjov. Chaz så mærkeligt på mig, og det ud som om han tænkte på højtryk. ”Jeg sagde da ikke mit navn..” mumlede han fortvivlet. Men så så han indirekte på mig og udbrød: ”Charlie!” jeg grinede og sagde: ”Det tog sin tid” vi lagde armene om hinanden og krammede. Hans fantastiske duft fyldte mine næsebor. ”Jamen, vi har jo ikke hørt fra dig længe” sagde han forvirret. ”Vi troede du var død. Men nu står du her i Atlanta. Lige når Ryan og jeg er henne og besøge Justin. Det er ret heldigt” sagde han. ”Ja, det er det. Men jeg tog ikke kontakt til jer, da jeg ikke har været klar til det. Det er kun nogle måneder siden, at jeg kom ud.  Mickey ville heller ikke lade mig tage kontakt og desuden har jeg heller ikke jeres numre” forklarede jeg.

”Din is er klar” sagde pigen bag disken, hun rakte mig den og jeg tog imod den og takkede. Chaz og jeg gik udenfor igen. ”Du har godt nok forandret dig Charlie. Det var ikke et godt sted, du var, vel?” han så forsigtigt på mig, som om at det han sagde, ville ødelægge mig. Jeg smilede svagt og rystede på hovedet. Han klappede mig barmhjertigt på skulderen og smilede skævt. ”Det kan man godt se. Vil du egentlig ikke se Justin og Christian igen?” spurgte han. Jeg trak på skuldrene. ”Altså som sagt, så må jeg ikke rigtigt for Mickey og desuden, er det kun få måneder siden, at jeg kom ud. Jeg ved ikke, om jeg er klar” forklarede jeg. Chaz smilede forstående. ”Jeg kan godt forstå dig. Jeg kan godt lade være med at sige noget til de andre, hvis der er?” ”Tak Chaz. Men det bestemmer du selv” sagde jeg og smilede til ham. ”Jeg må vist hellere tilbage til Jack og Mickey, inden at de bliver bekymret” sukkede jeg. Han nikkede smilende og rodede i sin lomme. Lidt efter trak han et stykke papir op ad lommen og han gav mig det. ”Lov mig at du ringer!” jeg nikkede glad og gav ham et farvelkram.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...