Joseph Kony (KONY 2012)

Denne novelle er baseret på fakta.
Disse grusomme ting sker. Og de eneste der kan stoppe det er os.
Almindelige mennesker som du og jeg, kan ved at bringe budskabet videre, gøre denne mand kendt. Ikke fordi han skal hyldes, men for at gøre det umuligt for ham at gemme sig.
Det eneste vi skal gøre er at gå ind på hjemmesiden: Kony2012.com og vise vores støtte ved at oplyse vores email og hjemby.

0Likes
4Kommentarer
712Visninger
AA

3. Opbrud

Det er et under at jeg nåede at få to timers længeventet søvn. Kun når jeg sover føler jeg mig en smule fredfyldt. Mit hoved dunker og mine øjne misser mod det pludselige lys fra stearinlysets skær. Efter så lang tid i mørke virker selv den bløde, blafrende flamme overvældende, jeg må koncentrere mig for ikke at gå i panik og puste det ud, i angst for at de kan se os. Vi ankom til bunkeren i forgårs nat. Siden da har vi ikke turde tænde lys. Vi har alle ligget musestille og fantaseret om bare et minuts tilfredsstillende søvn. Da vi flygtede, fandt vi aldrig vejen ind til pigernes fangelejr. Vi måtte opgive at befri dem og dermed ændre vores flugtplan fra at være gennemtænkt til at blive rimelig spontan. Derfor er bunkeren fyldt til randen, kun med drenge. Jeg skynder mig at skubbe tanken fra mig, da jeg kommer til at tænke på hvilke rædsler pigerne gennemlever lige nu. Jeg ligger på mit leje, et tæppe der er rullet sammen til en pølse udgør min hovedpude, og jordgulvet gør det ud som min madras. Omkring mig er nogle af flygtningene begyndt at pakke deres beskedne oppakning sammen. Jeg beslutter mig for at følge deres eksempel, da jeg alligevel ikke vil få mere søvn. Men da jeg vil rejse mig, giver hele min krop efter i smerte og jeg kollapser på jordgulvet. Jeg har nær glemt hvor hårdt det hele har taget på mig. Da vores plan skulle træde i aktion, havde jeg kort tid forinden været udsat for soldaternes pisk. Min hud er efter fem år i indespærring rimelig hærdet, men jeg har alligevel fået nogle hævede, røde ar på tværs hen over ryggen. Nu da jeg prøver at komme til mig selv igen, kan jeg mærke at de er sprunget op, og betændelsen siver, klam og tyk, ned over ryggen på mig. En lyd undslipper mine læber. En forunderlig blanding af et smertefuldt støn og et opgivende suk. Jeg bidder tænderne sammen og hiver mig op at sidde på den beskedne plads. Støttende på mine håndflader, tillader jeg mig selv at læne mig tilbage et kort øjeblik. Det bleggule skær fra stearin stumperne falder på mine hærgede knæ og skinneben. Den arvede bomulds T-shirt, jeg har været iklædt siden flugten, er alt for stor og afspærre for udsigten til mine mindst ligeså hærgede lår. Jeg ruller tæppepølsen ud og river anstrengende det møre stof i lange strimler. Jeg binder en af strimlerne stramt om ryggen og samler den med en knude på brystet. Jeg griber en ny strimmel og fortsætter, til en lang række af knuder pryder min slanke, mørke brystkasse og mave. Endnu en gang snerper jeg munden sammen og bakser mig helt op at stå. Eftersom min bagage nu tjener som forbinding, bruger jeg sammenpaknings tiden til at få strækket min udhungrede krop, så meget det nu er muligt. Jeg kan svagt ane omridsene af arbejdende børn og voksende i halvmørket. På gulvet ligger cirka halvdelen af børnene stadig og sover. indhenter den søvn de ikke fik, tydeligvis mere trygge når lyset er tændt og der går mennesker omkring dem. En af de mange ulemper ved bunkeren er at der ikke slipper en eneste stribe dagslys ind, så jeg ved ikke om det er dag eller nat. Jeg gætter dog på at det må være nat, eftersom de har tænkt sig at vi skal bryde op og drive videre. De få voksende der har sluttet sig til os, beslutter hvornår det er sikrest at drage videre. De er stødt til en efter en, for at hjælpe os. Uden dem havde vi været fortabte. Pludselig lyder der en banken på bunkerens underjordiske jerndør. Bare en ganske let hamring, men den giver genlyd mellem de tykke vægge og bliver slynget tilbage mod mig. Min krop stivner midt i en strækbevægelse. Mit hjerte springer først et slag over og begynder så at galopere derud. I et kort sekund er jeg sikker på at vi skal dø. Os alle sammen. Nu kommer de for at hente os.

Joseph Kony & hans soldater.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...