Joseph Kony (KONY 2012)

Denne novelle er baseret på fakta.
Disse grusomme ting sker. Og de eneste der kan stoppe det er os.
Almindelige mennesker som du og jeg, kan ved at bringe budskabet videre, gøre denne mand kendt. Ikke fordi han skal hyldes, men for at gøre det umuligt for ham at gemme sig.
Det eneste vi skal gøre er at gå ind på hjemmesiden: Kony2012.com og vise vores støtte ved at oplyse vores email og hjemby.

0Likes
4Kommentarer
711Visninger
AA

4. Håb

I noget der føltes som en evighed står jeg sådan. Stivnet, og venter bare på at jeg skal dø. Herfra hvor jeg står, har jeg frit udsyn til den eneste ind - og ud – gang, og det bliver formenligt mig der bliver skudt først, siden alle andre inden for en radius af fem meter ligger ned. Bunkeren har form som et langt, ovalt O. Døren er placeret i den ene ende, så rummet oppe fra ligner et stort aflangt Q. Jeg ligger placeret få meter fra den buede endevæg, nærmest døren. Da døren knirkende går op, er jeg lige ved at dejse om af overraskelse. I stedet for den hær af morderiske soldater, jeg havde forestillet mig, kommer en lille flok på fire hvide mænd, vadende ind gennem bunkerens åbning. Den ene af mændene er udstyret med en stor metalfarvet tingest, og resten med en bred, flad plastik stang der ligger fladt over toppen af deres hoveder og ender ud i to runde halvkugler der sidder fast rundt om deres ører. En af dem holder tilmed en mystisk pind, af samme materiale som de andre fremmede værktøjer, med en lille netbold for enden. Jeg har aldrig i mit liv set magen til udstyr. Mine arme falder ned langs siden af min krop, efter at have været låst fast i den samme akavede udstræknings stilling, i snart et minut. De hvide mænd ser ud til at være en smule mere forberedt på hvad der ventede dem på dem anden side af døren, end vi er. Men de ser stadig helt fortumlede ud. Den forreste af dem – ham med pinden i hånden – træder prøvende et skridt frem. Han begynder at tale med tyk amerikansk dialekt. ”Ehm.” starter han. ”I skal ikke blive bange. Mit navn er Tray og det her er mit film hold.” Film hold. Jeg er rimelig sikker på at jeg har hørt det ord før, engang på lejren. ”Vi er rejst her til Uganda, for at lave en dokumentar om en mand ved navn Joseph Kony.” Mit hjerte springer et slag over. ”En ældre mand fra landsbyen fortalte os om jer. Han sagde at vi kunne finde jer her, i nat. Paulo, hed han.” Jeg kender godt Fader Paulo. Som helt lille plejede jeg at sidde i hans skød, mens han fortalte historier fra sin barndom. Det var inden jeg kendte til rædslerne om The LRA. Kony’s hær. Jeg ved ikke hvordan Fader Paulo kunne vide at vi ville være her, men hvis Fader Paulo, som altid har været utrolig vis, stoler på Tray og hans hvide filmhold, så gør jeg også. Jeg må indrømme at det er en smule svært. De er fuldt belæsset med skræmmende former for udstyr, jeg aldrig før har set. Jeg må tage mig selv i at bakke et enkelt skridt bagud, til dels fordi jeg er lige ved at falde over Apolo’s sovne krop og fordi jeg lige har besluttet mig for at stole på disse gådefulde mænd. Men jeg må samtidig tilstå at jeg også er utrolig nysgerrig. Axey, den første voksen der sluttede sig til os og siden da har været vores førende leder, skridter med faste trin hen over de upåvirkede kroppe, der ligger på bunkerens gulv og døser. Han rækker Tray et fast håndtryk og nikker kort til filmholdet. ”Velkommen til. Ja, vi kender til Kony og hans hær. Vi er egentligt ved at drage videre, men kom og sæt jer, så skal jeg fortælle hvad vi ved.” Han leder gruppen hen til bunkerens fjerneste hjørne, hvor vores ringe oppakning står stablet op langs væggen, da det er den eneste plet gulv der ikke er i brug. Endnu en grund til at stole på de hvide mænd. Axey er den fornuftigste mand jeg kender, og hvis både han og Fader Paulo stoler på dem, må der være grund til det. Axey begynder at snakke, og en rød knap begynder at lyse på den firkantede metal kasse. Tray svarer ham og peger skiftevis pinden med netbolden over mod Axey og ham selv. Jeg kan ikke høre hvad de siger, men Axey’s udstråling bliver mere afslappet, og jeg ved med det samme, at de her mænd er på vores side. Lige siden mit første hæslige møde med LRA, har jeg aldrig troet at jeg skulle føle håb igen. Men det gør jeg nu. En lille gnist af håb brænder i mit indre og jeg føles sikker på at den snart bliver erstattet af en stor flammende ild. Hvis først folk begynder at interessere sig for os, kan Kony og soldaterne til sidst ikke gemme sig mere, uden at blive opdaget. Hvis bare folkene ved hvem han er. Måske kan vi sågar åbne tilpas mange menneskers øjne, så regeringen tilsidst ikke kan ignorere vores situation mere og bliver tvunget til at sende en hær af sted for at stoppe det. Det er nu vi skal kæmpe. Vi vil vinde og vi kan vinde. Den håbløse følelse der har truet med at knække mig, hvert minut i de sidste fem år, ebber langsomt ud og jeg føler for første gang glæde.

Joseph Kony skal ned, og det er jeg sikker på at han kommer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...