Joseph Kony (KONY 2012)

Denne novelle er baseret på fakta.
Disse grusomme ting sker. Og de eneste der kan stoppe det er os.
Almindelige mennesker som du og jeg, kan ved at bringe budskabet videre, gøre denne mand kendt. Ikke fordi han skal hyldes, men for at gøre det umuligt for ham at gemme sig.
Det eneste vi skal gøre er at gå ind på hjemmesiden: Kony2012.com og vise vores støtte ved at oplyse vores email og hjemby.

0Likes
4Kommentarer
714Visninger
AA

2. Flugt

Jeg drejer besværet mit hoved og kigger ned på mine forrevne hænder, kun for at opdage at jeg ryster. Apolos krop ligger presset mod min frontside, og bag mig ligger en lang række af andre fremmede drenge presset sammen mod hinanden. Her er småt, koldt og beskidt. Luften i bunkeren er så tæt at man næsten kan – hvis pladsen altså ville have tilladt det – række ud og føle på den. Lugten af sved, blod og urin hænger så tungt, at det er svært at trække vejret. Det eneste der bryder stilheden er lyden af dryppende vand, der slår mod jordgulvet og den pustende hvislen af hundrede børns trætte åndedrag. Selvom vi alle burde sove, efter en lang udmattende nat, ved jeg at jeg ikke er den eneste der ligger søvnløs. Det er stadig utrolig svært for mig at fatte hvad der er sket. Jeg er i sikkerhed. Så meget det nu kan lade sig gøre. Jeg kommer aldrig i sikkerhed. Ikke før jeg giver op, og slutter mig til min bror, Yoel. Han blev et af de mange ofre vi måtte efterlade under flugten. Jeg så det.

Bladet på den skarpe økse havde glimtet faretruende, da den i en susende bevægelse blev slynget mod ham. ”Yoel!” Havde jeg råbt, men til ingen nytte. Nytteløst. Det var præcis sådan det hele havde føltes. Blodet flød ned på det halmstrøgne gulv, og efterlod en skræmmende rød plamage, da øksen brutalt skar sig gennem huden på hans hals. Den flygtende flok skubbede mig fremad inden jeg nåede at se mere. Måbende famlede jeg mig fremad. Et mentalt billede af Yoels vippende, halvt afskårede, hoved havde sat sig fast på min nethinde. Han havde vendt det hvide ud af øjnene, og hans ellers så mørke hud, havde fået en underlig bleg farve. Den dumpe lyd af skarpe genstande mod kropsdele blev ved, og mindede mig om hvad det var for et helvede jeg færdedes i, og jeg tvang mig selv til at fortsætte.

Vores flugt er lykkedes. I hvert fald for nogle få hundrede af os. Men selv det er så svært at værdsætte. Så mange ofre, bare for at en lille bitte brøkdel kunne undslippe. Inderst inde er jeg rimelig modløs, men jeg tvinger mig selv til at bevare motivationen. Her er bælgragende mørkt i bunkeren, og det eneste jeg har at beskæftige mit oprørske sind med, er mine mindst lige så oprørske tanker. Okey. Siger jeg til mig selv. Mit navn er Jacob. Jeg hader èn mand med hele mit væsen. Min mission er at uskadeliggøre den mand. Den mission er det sidste jeg har tilbage. Han tog min familie. Nu er det mit job, vores job, at få ham ned med nakken. Jeg sætter min hjerne på replay, og gentager sætningerne et par gange. For at holde fokus. Det er overraskende svært at acceptere at hele ens liv ligger i ruiner. At jeg er nødt til at gå ind i min mission med liv og sjæl, fordi det er det eneste jeg har tilbage. Nogle gange må jeg tage mig selv i at sidde og fantasere om mit gamle liv. Jeg må blive i nutiden og indse at de aldrig kommer tilbage. Ingen af dem jeg elsker, kommer jeg nogensinde til at se igen. Den eneste jeg har tilbage er Apollo. Og ham kender jeg kun fordi vi engang – det virker som ustyrligt lang tid siden nu – boede i samme landsby. Hadet blusser op igen. Som en ny storm der tager fat og raser i mit indre, jeg husker igen på hvorfor denne mand skal komme til at bøde for alt, hvad han med tiden har gjort. Mit eneste problem er at jeg ikke ved hvordan jeg skal gøre det. Mit sind – både indre og ydre - er sort af vrede og had, men jeg har dog nok logik tilbage, til at vide at jeg ikke bare kan spankulere ind i lejren og slå ham ihjel. Bare tanken om lejren giver mig kuldegysninger. Fem år har jeg brugt der. Fem år i fangenskab og udnyttelse. Jeg skal aldrig tilbage. Jeg lirker forsigtigt mine hænder op langs siden af min maste krop for at massere mine tindinger. Jeg må koncentrere mig for ikke at kaste op. En pludselig bølge af fortabthed bruser ind over mig.

Jeg ved at der skal mere end et mirakel til for at fange Joseph Kony

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...