Vampyr skolen 2,0

Desteny er 'skolens' ballademager. Alle kender hend epå godt og ondt. Men, havde de nogensinde regnet med at hun måske kunne være noget andet, noget mere. End ikke hende selv havde regnet det ud. Desteny er vampyr, går på en skole. Godt nok ikke en skole som vi kender den, men en skole. Hun har en ærkefjende og en lesbisk venindne som hun elsker overalt på jorden. Men hun er noget særligt....

1Likes
1Kommentarer
1337Visninger
AA

6. Angrebet

Mine hugtænder snurrede og prikkede og ville hellere end gerne hugge sig ind i hans hånd, eller hendes hals. Nu når vi snakkede om Dukken, hun stod og smilede så ondskabsfuldt hun kunne.”Jeg kan se at du har mødt min kæreste!” Sagde hun skadefro. Min verden kollapsede. Men det var ikke fordi at de var kærester, eller på grund af Kims spøgelses historie. Den kollapsede ligesom bare. Mine knæ blev til gummi, mit syn forsvandt og jeg følte hvordan jeg sank sammen og landede på gulvet. En usynlig kraft hamrede mod mit sind udefra, en kraft som ville ødelægge og destruere alt det ramte. Hjælp mig..... hjælp.... Jeg sendte tanken så hårdt af sted som muligt, og følte at den blev modtaget. Stærke hænder tog fat om mine skuldre og ruskede mig så mit hoved vuggede frem og tilbage. Mit syn begyndte at klare op og jeg så at det var Stefan. Hvad skete der........ tanken strømmede ind i mit sind som en sommerbrise. Ikke noget jeg kunne standse, men heller ikke noget som jeg ville standse. Jeg ved det ikke, noget.... noget ondt... Jeg begyndte at gispe efter vejret, som om den usynlige kraft ville kvæle mig. Jeg rakte ud mod ham, men pludselig blev mine arme og krop presset ned mod jorden. Jeg pressede et skrig frem og mærkede varme tåre strømme ned over kinderne. Men da jeg åbnede øjnene var det eneste jeg så blod. Mine øjne var blodrøde, blod, som også vældede op som tåre og som nu løb ned og plettede min hvide skjorte.”Hjælp mig!” Hviskede jeg og følte en pludselige frihed. Trykket som havde flagret mod mit sind forsvandt, det som havde holdt mig nede fulgte trop. Jeg sank taknemlig om på jorden og mit syn blev atter normalt.”Er du okey!” Hviskede han og holdte mit hoved oppe. Jeg smilede, sank dybte ned og lukkede øjnene.”Du må ikke sove!” Hviskede han hidsigt. Jeg rynkede brynene og rystede på hovedet. Bare 5 minutter.”Åben øjnene!” Hvæsede han og ruskede mig igen. Jeg slog øjnene op og stirrede ind i hans krystal øjne.”Hvis du lukker øjnene nu dør du.” Hviskede han. Med en kraft anstrengelse åbnede jeg øjnene igen og prøvede at sige noget. Det eneste der kom over mine læbe var en svag rallen. Igen dukkede billedet af de 5 elementer op. Denne gang overtog den blå flamme og jeg følte ligesom at alt det 'beskidte' blev vasket af mig. Derefter overtog den gennemsigtige og luften strømmede ned i mine lunger. Jeg gispede taknemlig efter vejret og kontrollerede selv den lilla flamme. Min krop blev 100 kilo lettere og jeg satte mig op.”Lig dig hellere ned!” Sagde han nervøst og prøvede på at presse mig ned igen. Men jeg ville ikke.”Nej, jeg har det fint.” Hviskede jeg. Jeg rejste mig og satte kurs mod mit værelse, men Stefan fulgte efter mig.”Hey, jeg synes at du skal gå på en tur på skadestuen.” Sagde han. Jeg vendte rundt og stirrede på ham.”Jeg har det fint, okey?” Svarede jeg og skulle til at vende mig igen.”Jeg synes nu alligevel at du skal gøre det, det anfald der så ikke specielt rart ud.” Hviskede han.”Anfald? Så du mener at det var et anfald? Tro du bare på det!” Lo jeg og begyndte at gå ned af gangen.”Hvad skulle det ellers være?” Råbte han bekymret. På 0,5 stod jeg foran ham, så tæt at kun han kunne høre mig.”Jeg blev angrebet. Af en anden vampyr. Tro på det eller lad vær.” Hviskede jeg truende og fortsatte.”De 5 elementer rede mig bare.” Afsluttede jeg og gik tilbage mod mit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...