Up All Night - Harry Styles (One Direction)

Joy Cowell, er datter af x-factor dommeren Simon Cowell. Sammen bor hun med sin familie i London, hvor hendes far - Simon - er manager for den allerede ret så berømte gruppe One Direction. Der sker en helt masse, da hun møder de dejlige, sjove, skønne og ikke mindst festlige drenge. Og en af dem gør særligt indtryk på hende. Men hvordan vil det gå med en overbeskyttende far, når kærligheden er der

98Likes
147Kommentarer
24051Visninger
AA

15. Kapitel 14

Jeg har ikke flere tåre jeg kan græde ud. Mig og Gemma, sidder stadig i stole, mens Louis og Harry snakker med politibetjenten. ”Joy... du må aldrig gøre mig så nervøs!” siger Gemma er seriøst, jeg nikker svagt og ser så resten af drengene kommer ned, hvilket får dem udenfor til at skrige igen. De kigger alle sammen flere gange her over, eller ud på fansene. Jeg kigger på mit sår, som bløder endnu ”Gemma..” mumler jeg hæst, og viser hende mit sår som hun først får at se nu ”hvad er der sket?!” siger hun højt, hvilket får dem alle til at kigge herover. Hun tager hårdt fra i min arm, hvilket gør ondt og så stormer tårerne ellers ned igen. Politibetjenten og drengene kommer herover, og opdager også mit sår. Harry kigger skiftevis fra mit sår til mine øjne. ”Niall og Liam kan i ikke hjælpe hende ovenpå, hun skal ikke være her mere...” siger han hårdt, og kigger ud på flokken, som stadig står og skriger. Jeg rejser mig, og ser på Gemma ”Harry rolig nu...” prøver hun, men hun får det kolde blik. Jeg går sammen med Niall og Liam op på Gemma og mit værelse. Jeg sætter mig i sengen og får stukket noget toiletpapir i hånden til at holde på såret. Jeg ligger det oven på såret, og ligger mig ned i sengen ”prøv at slap helt af” prøver Liam, og sætter sig på en stol vedsiden af. Min vejrtrækning er hurtigt og ukontrolleret.

 

”Harry slap nu af!” råber en stemme højt, som jeg vil sige er Louis. Jeg holder øjnene lukket, og ligger bare og lytter ”er de helt væk eller hvad?!” råber Harry ”Harry rolig, det vigtigste er hun ikke er skadet!” siger Gemma. Jeg åbner øjnene, og ser alle sidder inde i det andet rum, selv forældrene er der ”de er jo syge i hovedet!” råber Harry. De har ikke opdaget jeg er vågen, eftersom døren næsten er lukket , men jeg kan dog se lidt igennem sprækken ”Harry...” siger hans mor, mens han går vredt rundt i rummet. ”Harry træk vejret dybt” siger min far ”og sæt dig så på en stol” Harry gør som han siger ”lige nu... så skal vi ikke vise eller fortælle Joy at vi reager som vi gør. Hun vil få skyldfølelse, og gør et eller andet hun ikke skal. Vi må støtte op om hende, og hjælpe hende igennem det her” siger min far. Jeg kan se Harry nikker ”og derfor skal vi bruge alles støtte. Specielt fra jer drenge og Gemma.” De snakker lidt videre, og de går alle sammen undtaget min far, som lige griber fat i Harry ”Harry... Hun har brug for din støtte..” siger han, og klapper Harry blidt på ryggen inden han forlader rummet. Jeg rejser mig lydløst, og går ind til Harry. Han sidder og gemmer sit hoved i hans hænder, men kigger op fordi gulvet knirker lidt. Han rejser sig, og går hen mod mig. Vi ligger armene om hinanden, og jeg mærker så tårerne igen falder ned af mine kinder. Han trækker sig lidt ud, og fjerne tårerne fra mine kinder ”er du okay?” hvisker han blidt, og kigger på mig. Jeg nikker let og kigger op i hans øjne ”jeg... de... vi... vi er jo ikke engang kærester?” siger jeg hæst, og kigger på ham. Han smiler pludselig stort ”men hvad nu hvis vi var?” siger han, jeg kigger forvirret på ham ”hva så?” spørger jeg forvirret. Han smiler sødt ”hvis de tror vi er kæreste, hvilket vi ikke er, så hvis vi bliver kærester så kan det da ikke blive værre?” jeg smiler svagt, hvilket får ham til at smile stort ”du smiler!” siger han glad, og kysser min pande blidt. Hvilket får mig til at smile endnu mere, og får mig til at rødme svagt. ”Men hentyder du til noget?” spørger jeg, og kigger smilende på ham. Han rødmer svagt, og klør sig nervøst i nakken ”spørg nu Harry!” ”Hvad venter han på?!” ”Kom nu!” kommer der bag døren. Jeg kigger hen på den, og smiler svagt ”Joy Cowell... Det her er måske ikke romantisk eller noget som helst, men jeg føler ligesom jeg er klar til at være mere end venner med dig. Jeg føler mig klar til at kalde dig min pige, og ikke at skulle skjule noget som helst. Du får mit hjerte til at bank hårdt, og du får mig til at svede og blive nervøs...” siger han, og tager mine hænder blidt. Jeg bider mig genert i læben, men formoder stadig at holde øjenkontakten med ham ”Joy... vil du være min pige?” spørger han så...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...