Var han den jeg skulle giftes med?

Liv elsker sin kæreste, hun er sikker på, at det er ham hun skal giftes med. Men er det nu en god idé?

0Likes
0Kommentarer
248Visninger
AA

1. Var han den jeg skulle giftes med?

Jeg kiggede Oliver i øjnene, de var blå og store. Jeg mærkede hans næse, den var varm og stikkende mod min kolde kinder. Han kyssede mig intenst på min hals, jeg lukkede langsomt mine øjne og tænkte kun på de våde læber. Lige fra den første dag vi kom sammen, havde jeg tænkt, at han var den jeg skulle giftes med. Bare det kunne vare længere, bare jeg kunne ligge i hans seng og hygge, så lang tid jeg ville. Men jeg vidste godt, at jeg skulle hjem om ti minutter. Og det var alt for lidt tid, til at sige farvel i. Vi stod altid i døren og snakkede mindst et kvarter, inden vi tog hjem til os selv. Selvom vi kunne se hinanden, henne i skolen, næste dag. Oliver og jeg havde været kærester i snart et år, og jeg kunne godt indrømme, at han var den første dreng jeg havde følt sådan for. De andre kærester jeg havde haft, holde kun et par måneder, og det var ingenting i forhold til Oliver og jeg.

Det var mandag morgen, den værste dag på ugen. Det var dagen efter den dejlige weekend, jeg havde tilbragt med min søde kæreste. Jeg gik med slæbende fødder ind i mit klasselokale. Det lugtede af skraldespand og luften var kølig. Hvorfor skulle det eneste sted på skolen, der var koldt, lige være vores klasselokale? Jeg rynkede med næsen, for at vise mine klassekammerater, at jeg synes det lugtede forfærdeligt.

’’Hvad står du der for? flyd dig, jeg skal forbi!’’ fik jeg smaskede i hovedet af Laura. Hun var nok den person jeg hadet allermest, hvis jeg skulle sige det på en pæn måde. Hun havde været efter mig, lige siden sidste måned, hvor hun startede i min klasse. Jeg kiggede spørgerne på hende, jeg kunne ikke forstå, at hun ikke bare kunne gå den anden vej rundt om bordet. Jeg vidste, at det bare var for at irritere mig.

Klokken ringede, min lærer kom stampende ind i vores lugtende klasselokale, og hans første kommentar, var et eller andet med vinduet. Jeg gættede på, at han bede Morten om at åbne det. For jeg hørte ikke efter, jeg sad bare og tænkte på Oliver, hans øjne, hans smil og hans kærtegn. Grunden til, at vores lærer bede Morten om, at åbne vinduet, selvom han sad i den modsatte ende, var nok fordi, at Morten altid gjorde hvad han fik besked på.

’’Nå blodtud, er du ved at være klar?’’ smilte min biologilærer til mig. Grunden til, at jeg havde fået det åndsvage kælenavn var, at jeg gik ind i et skab og fik næseblod, den første uge Laura havde været i klassen. Alle grinede af mig, selvfølgelig grinede de af mig, jeg gik jo ind i et skab. Hvordan kunne jeg da også finde på, at gøre det? Jeg havde jo gået på skolen i 9 år, så jeg vidste da godt, at der stod et skab der. Men nu skal jeg fortælle det, jeg gik selvfølgelig i min egen verden, som jeg plejede. Jeg tænkte på Oliver, han fyldte hele tiden mine tanker, lige meget hvad jeg tænker på, så bliver han altid lige presset et eller andet sted hen. Så derfor blev jeg blodtud, og i kan da sikkert godt gætte, at min biologilærer så det.

 

Nu gik det først op for mig, jeg skulle fremlægge om en tåbelig plante i biologi. Jeg havde intet lavet, jeg havde bare siddet hjemme ved Oliver hele weekenden og ikke skænket en eneste tanke om mine lektier. ’’Hm, jamen nu skal du høre’’ min biologilærer kiggede irriterede på mig, og det var som om jeg blev en lille pige igen, der ikke turde, at fortælle min løgnehistorie videre. Jeg gik op foran tavlen, nervøsiteten fylde op i mig, mine hænder rystede og var svedige. Jeg mumlede nogle fremmede ord, jeg ikke engang viste hvad der betød. Mine øjne gled langsomt hen til det åbne vindue, som Morten havde åbnet. Oliver og hans kammerat gik forbi med en Brøndums pose i hver deres hånd. Min fremlæggelse holdte en kort pause, med et suk, og med et stående blik, der ikke rørte sig. Jeg ventede på, at Oliver var ude af syne, men jeg blev stående på det samme sted. ’’Og hvor lever kaktussen henne?’’ spurgte min biologilærer. Jeg havde ikke engang fortalt hvor den levede henne. Jeg vidste, at det ikke ville blive en god fremlæggelse, jeg ville bare blive til grin. Jeg kom tilbage til min fremlæggelse, og den var hurtig overstået, jeg gættede på, at jeg ville få et fire tal. Jeg gik resten af dagen og var lettet over at jeg havde fremlagt for hele klassen. Nu gik jeg bare og tænkte på, hvornår jeg ville få fri, så jeg kunne komme hjem til Oliver.

Efter skole gik jeg ud til cykelstativet for at vente på Oliver. Jeg stod lidt og betragtede en dreng og en pige, der kærtegn hinanden. Hendes hånd strøg ham over håret. Pigen lignede Laura. Jeg gik langsom der hen, med mit hjerte helt oppe i halsen, jeg var nervøs for at det skulle være Oliver. Da jeg kom helt tæt på, kunne jeg se, at det var hende. Drengen stod med ryggen til mig, så jeg kunne ikke se hvem det var. ’’Jeg elsker dig Laura’’ røg en genkendt stemme mellem mine øre. Jeg vidste med ét, at det var Olivers stemme. Det var som om, at mit hjerte sprang tusind slag over. Jeg brød sammen af sorg. Oliver vente sig forskrækket om, hans øjne blev store, og han stod bare der med åben mund. Jeg styrtede hen mod pigenes toilet, der lå i gården. På vej der hen, hørte jeg han råbte efter mig. ’’Hvad er det der sker?’’ tænkte jeg. Jeg flåede døren til toilettet op. Drengene måtte ikke gå der ind, så han stod bare og bankede uskyldigt på døren. ’’Skat, jeg kan forklarer, det er ikke som du tror!’’.  Jeg svare ikke, og var tavs i tyve minutter. Til sidst hørte jeg hans opgivende skridt bevæge sig væk fra døren. Jeg ventede endnu fem minutter, for at sikre mig, at han var væk. Jeg gik grædende over til cykelstativet, min cykel stod efterladt i blæsten. Vi havde haft en lang dag i skolen, så jeg var heldigvis, den eneste der var der.

Jeg stillede brat min cykel, den væltede ind i vores havehegn. Jeg nægtede at stille den om, jeg løb i stedet direkte ind i entreen, hvor jeg smed min taske og tog mit overtøj af, med store hidsige bevægelser. Jeg smed mig på sengen, efter at have smækket døren så kraftigt i, at mine ting på reolen faldt på gulvet. Et billede af Oliver ramte kanten af mit skrivebord, så glasset flækkede. Jeg var ligeglad, han betød ikke længere noget for mig.

 

’’Liv!’’ det var min mor der stod udenfor min værelsesdør og råbte mit navn. Jeg regerede med en mumlen, og derefter forstod min mor, at hun havde fået lov til at hive håndtaget til mit værelse, ned. Hun åbnede døren og trådte ind på mit værelse. Min mor havde altid været god til, at aflæse mig, og det gjorde hun også denne gang. Hun spurgte mig med det samme, hvad der var galt. Jeg fortalte hvad jeg havde set henne i skolen. Det hjalp lidt på det, at min mor kunne forstå at jeg regerede som jeg gjorde. Efter vores snak om Oliver, besluttede jeg mig at logge på min computer, der allerede lå i min seng. Jeg gik ind på mappen med billeder, de fleste var af Oliver og jeg. Man kunne virkelig se hvor lykkelig jeg så ud på dem alle sammen, og det samme gjorde han. Jeg markerede billederne og trykkede på delete knappen, på mit tastatur. Billederne blev slettet, jeg havde ikke lyst til, at se eller overhovedet vise folk, hvor lykkelig jeg var med ham der knuste mit uskyldige hjerte.  Jeg kiggede den sidste sms jeg havde fået. ’’Hej smukke, jeg vil stå og vente på dig, ved din cykel når jeg får fri. Knus Oliver.’’ Det gjorde mig mere ked af, at læse den. Jeg syntes, at det var bedst og lettest at glemme ham, hvis jeg slettede alle vores sms’er. Jeg var så smadret, at jeg ikke engang kunne holde mine øjne vågen, så jeg lagde mig til at sove. Min mor kom nogle gange ind, enden for at se hvordan jeg havde det, eller for at give mig noget mad, men jeg havde ingen appetit. Jeg havde mest af alt, bare lyst til at synke ned i jorden, og blive der resten af mine dage. Jeg var nu sikker på, at han i hvert fald ikke var den der skulle blive en mand en dag.

Jeg vågnede med et sæt, og lavede automatisk en høj lys med min mund. Det gik først op for mig, nogle sekunder efter, at min mobil lavede en brummende lyd. Jeg anede ikke hvad klokken var, men jeg kigge alligevel på den, af en reaktion. Det var Oliver der ringede. Jeg lod den ringe til min mobil viste, at opkaldet blev afbrudt. Min mobil blev ved med at sige små lyde. ’’Hej, kan du tage din telefon?’’ To ubesvaret opkald fra Oliver. ’’Hallo?’’ ’’Nå, så bare ignorere mig.’’ Tre ubesvaret opkald fra Oliver. ’’Live, jeg er ked af det! Vil du ikke nok tage din telefon, jeg vil virkelig gerne snakke med dig!’’

Jeg kunne ikke holde ud, at høre min mobil lave flere lyde. Så jeg valgte at slukke den. 

 

Næste morgen havde jeg det på samme måde, eller måske værre. Jeg var i hvert fald nervøs for, at skulle se Oliver henne i skolen. Jeg åbnede døren til mit klasselokale, jeg bemærkede ikke længere lugten af skraldespand og den kølige luft. Det eneste jeg bemærkede var, at folk kiggede på mig. De havde nok ført hele historien, men hvor fra? Det var jeg faktisk ret ligeglad med. Om det så var Laura der havde fortalt løgnehistorier ud til hele skolen. Det eneste jeg tænkte på var, at få fri. Da det ringede så jeg Maja i øjenkrogen. Hun var en af mine gode veninder. Jeg kunne se hun kom listende hen til mig. Hun satte sig på den tomme stol, ved siden af. Hun kiggede på mig, som om hun ville sige mig noget. Men der kom aldrig noget ud af hende mund. Hun lagde en hånd på min ryg, jeg mærkede hendes hånd age den.

 

Jeg kigge op fra det bordet, som jeg havde sat og kigget ned i. Jeg kiggede Maja lige i øjne, det samme gjorde hun ved mig. ’’Er du okay? Jeg mener, hvordan har du det?’’ Jeg kunne se på Maja, at hun var bange for at sige noget forkert. Men hvem kunne såre mig mere, end Oliver kunne. Jeg gav hende et falsk smil, og løj om, at alt var vel. Midt i timen begynder jeg at græde, jeg kunne ikke klare, at være henne i skolen. Jeg ville bare hjem og gemme mig væk under min dyne. Jeg havde så meget lyst til at pakke min taske og smutte, men jeg vidste at jeg ville få problemer, næste gang jeg møde op. Min lærer kom hen til mig, hun satte sig på huk og kigge op på mig, med spørgerne øjne. ’’Er det noget du vil snakke om, liv?’’ Min lærer prøvede på, at finde uf af hvad der var galt, så hun kunne hjælpe mig. Maja fortalte hende, hvad der var værd at vide, og jeg fik heldigvis lov til, at tage hjem. Min lærer kiggede kun på Laura, man kunne virkelig se, at hele hende udtryk i hovedet, var fuldt op med dårlig samvittighed. Jeg var ikke i skole indtil jeg fik sommerferien, der var heldigvis kun en uge til. Jeg var så glad for, at jeg skulle begynde på en efterskole, efter ferien, så jeg kunne glemme det hele, og starte på en frisk.

Jeg går nu på en efterskole, og har mange venner, både piger og drenge. Der er ikke en dreng jeg interesserede mig for, det er jeg virkelig glad for. For så er der ikke så mange problemer. Jeg snakker aldrig med Oliver, og det har jeg ikke gjort siden den dag. Det undre mig tit, når jeg tænker på, at han ikke gjorde mere, for at kunne komme til at sige undskyld til mig. Han gav jo nærmest op efter bare en dag. Han har sikkert fundet en ny pige at ydmyge. Og med hensyn til Laura, så er jeg sikker på at vi ikke er blevet mere glad for hinanden, efter hendes lille ’’uheld.’’ Men jeg har det godt og elsker min hverdag.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...