En gåtur

Ens egne tanker, og nattens dybde.

2Likes
0Kommentarer
633Visninger
AA

1. En lille gåtur

Har hænderne plantet solidt nede i mine kolde lommer, og mærker mine kolde fødder der slæber sig hen ad vejen. Stopper op. Kigger op i luften. Et kort grin.

Underligt, hvordan alting bare kan ændre sig, på grund af en lille detalje. Livet er sgu noget af en rutsjebane. Det tager fandens lang tid at kravle op af stigen, og endnu længere hvis der er kø. Når du endelig er kommet i gang med rutsjebanen, er den ovre før du har kunnet nå at give et ordentligt skrig fra dig. Sådan er kærligheden os'. Livet er kærlighed. Eller handler alting bare om penge nu?

Kan stadigvæk huske de gange, hvor vi har grint sammen. Mærker et smil komme frem på mine læber. Ja, tiden var måske kort. Men der var virkelig mange følelser i. Alligevel... Hvorfor sagde du stop? Mit blik falder ned fra den kolde nattehimmel, og ned på mine beskidte sko. ”Klokken er to om natten, og jeg skal nå en bus...” tænker jeg kort, og fortsætter ned af den svagt belyste gade.

Vejen føles enorm. Som en slange, snoer den sig, og ændrer hele tiden retning. Dog splittes den aldrig. Den kører nærmest i cirkler. Uendelige cirkler. Som et fængsel af is, bliver det koldere for hvert skridt jeg tager, og det føles som om at mine sko bliver omringet af cement. Det bliver hårdere og hårdere at trække dem, og jeg ender med at læne mig forpustet op ad en lygtepæl der svagt lyser mig op, som den eneste ude på de kolde marker.

”Hvorfor mig!?” råber jeg ud i intetheden, og kigger ud imod landskabet af marker. Venter på et svar fra de højere magter, men får kun svaret af en svag vind der skærer sig som en nål igennem min kind. Fint.

Jeg kigger ned på mine fødder, der stadigvæk føles lige som om at de var blevet omringet af cement. Jeg har sneakers på, hvilket er det dummeste man kan gøre når det er i slutningen af vinter. Har ikke engang sokker på. Mærker kulden krybe sig op til mine lår, der siger til mig at jeg skal fortsætte hvis jeg skal nå bussen. Løfter mit ben, og sætter det foran det andet, imens jeg skyder brystkassen frem. Mærker blodet køre igennem kroppen, og vinden puste mig i øret.

Fortsætter med at gå. Minutterne er lange, og hovedet vil ikke stoppe med at tale til mig. ”Hvorfor gjorde hun det? Hvorfor er det mig der skal have smerten? Kan hun ikke lide mig mere? Hvorfor svarer hun mig ikke? Løj hun fra starten af? Er hun stadigvæk interesseret?”

Spytter ned på fortorvet. Kigger hen på marken, og kan så småt skimte sne, selvom at næsten alt sneen var forsvundet for en måned siden. Bremser op, former mine hænder som en kop, og kigger op i luften. Mærker en kold, let genstand sætte dig på mine hænder, der hurtigt bliver våd, og drypper ned på fortorvet. Endnu mere kulde. Hurra.

Mærker en vibrering i min lomme. Fnyser. Stikker hånden ned i den kolde lomme, og griber fat i en firkantet genstand. Hiver den beslutsomt op ad lommen, og kigger på den lysende skærm, der er beskyttet af et tynd lag metal og nikkel.

”Kommer du ikke snart med den fucking bus? Der er fest i hytten! - Jacob.”  Får et svagt smil på læberne. Han ved ikke, hvad jeg har at kæmpe med. Det er der ikke nogen der gør.

Stopper op, og kigger op på den smalle jernstang der er ved siden af mig. På toppen af stangen er der et gult skilt, med et langt fartøj på. To lygter kommer kørende tættere på. Jeg går ud på det yderste af fortorvet, og vifter med hånden.

En hvinende lyd, og et metallisk, ligegyldigt transportmiddel stopper op foran mig. Inde i bussen er der en mand i blåt tøj med store, posede øjne, der hvæser ”Skal du med, eller hvad?” og tager en slurk mere af sin elskede, varme kaffe. Varme... Mon jeg nogensinde føler varme igen, når jeg føler mig så kold? ”En billet til Aalborg, tak.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...