Et træ og et lyn.

Hvordan er ens hoved når man har mistet den man elsker?

0Likes
0Kommentarer
670Visninger

1. ...

”A hundred days have made me older Since the last time that i saw your pretty face. A thousand lies have made me colder And I don't think I can look at this the same.”

Som i slowmotion, flyver telefonen ud af hånden på mig, og kolliderer med det hårde trægulv. Metalstumper samt plasticplader flyver rundt i lokalet, og rammer mig i ansigtet flere gange, der får mine tænder til at bide sammen og mine øjne til at lukke i. Så stopper det. Det eneste, jeg kan mærke er blodet der suser rundt i kroppen, imens at en stor svedperle iler sig ned ad min pande. Som bliver dråben suget længere ned imod munden af mit kraftige åndedræt. En rysten i mine hænder, og en stikkende kulde skyller sig over mig. Det nærmest slår mig i baghovedet, så jeg falder ned på mine knæ. Desorienteret, og hyperventilerende, udgiver jeg et skrig, der er højt nok til at vække alle i nabolaget, af lyden af ødelagte vinduer. En høj, lang og dyb, men ustabil lyd, der flyver ind i væggene på det trange soveværelse, og sender lydene tilbage i hovedet på mig, der skaber et paradoks af kaotisk larm.

Mine øjne glider hen på den store, røde seng der står midt i det svagt oplyste værelse. På sengen ligger der en lille, sort æske med et hjerte indgraveret. Hjertet nærmest borer sig ind, og sætter et usynligt brændemærke i panden på mig. Billeder går igennem hovedet, som når man browser profilbillederne igennem på Facebook. Et, hvor vi krammer, et hvor vi kysser, et i biografen, et på restauranten, et til fest, et til dine forældre, og et af os der kigger hinanden dybt i øjnene. En tåre klemmer sig ud af venstre øje, men jeg tørrer den hurtigt væk igen. Bange for, at nogen ser mig, selvom at jeg er helt alene i den her verden.

En høj lyd, der minder om en eksplosion, får mig til at dreje hovedet hen imod det lille vindue, der kaster mørke ind i lokalet. Jeg rejser mig op, og næsten kravler hen til vinduet, for at kigge på noget, der ikke var fyldt med tomhed.

Skyerne havde formet sig sammen til en stor sø. Som et tæppe, går skyerne over himlen, og som sting, skiller lynene sig ud fra det store, sorte monstrum. Et træ bliver ramt af en af lynene, og falder ned til jorden. Jeg kan næsten høre dets skrig, da flammerne omslutter dets grene, og tager alle dets blade, og alle dets frø fra den. Som et rovdyr, der dræber for at overleve, eller en psykopat der dræber for nydelsens skyld. Eller en pige, der dræber en psykisk. Jeg havde tænkt på dig, som min kone. I alle de år, vi havde været sammen, følte jeg mig som en helhed. Som den del, jeg aldrig havde kunnet finde, fandt du den bare liggende på jorden, og klikkede delen perfekt på plads. Men da du gik, flåede du delen ud af mig igen, og rev alt andet i stykker. Kalenderen siger, at det er fire måneder siden, at hun sprang igennem mig, og åd mit hjerte som tigrene der går på rov. Var vores forhold overhovedet godt? Vi havde det godt sammen. Vi grinte, og vi elskede hinanden, og vi elskede imens vi elskede. Alligevel, hvor vi havde det bedst, gjorde du det op. Du har løjet overfor mig, da du sagde at du elskede mig. Du har sparket til mig, imens jeg har ligget ned. Sendt direkte hadfulde beskeder til mig, selvom at jeg intet har gjort. Ligesom da jeg var til middag hos mine forældre, og jeg fik beskeden. Jeg skulle selvfølgelig lige tjekke den. Og da jeg læste ”Fuck dig dintaber! Jeg har aldrig elsket dig, dit svin!”, følte jeg at der var et eller andet indeni mig der gik i stykker. Resten af aftenen sagde jeg ikke noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...