Ansigtet

Uhyggelig novelle af Malthe Enemark og Jonas Cramer

2Likes
3Kommentarer
619Visninger

1. 1

Ansigtet ”Lasse!”… ”Lasse, hvor er du?”. Niklas og Lasse havde været ude i Niklas’ sommerhus, og Lasse var blevet væk i klitterne. Niklas blev mere og mere urolig, og forestillede sig det værste. De to drenge havde spillet fodbold, og Niklas kom ved et uheld til at skyde bolden op over klitterne. ”Jeg skal nok hente den,” havde Lasse sagt. Niklas havde ventet i et godt stykke tid, og var blevet urolig for sin ven. Der var ingen spor efter Lasse. Ikke engang bolden var til at få øje på. En stor, sort sky havde overtaget det varme solskinsvejr, og Niklas spekulerede på, om det ville begynde at regne. Ganske rigtigt som Niklas forudså, begyndte regnen at slå hårdere og hårdere på Niklas’ hovedbund. ”For fanden Lasse,” tænkte Niklas. Niklas var så urolig for hans ven, at han måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Et stort hvidt lyn delte himlen op i to lige store halvdele, og Niklas gispede. Et tordenskrald bragede. Endnu et lyn lyste op, og en skikkelse oppe på klitten kunne skimtes i det frygtelige regnvejr. Da lynet var væk var skikkelsen der ikke mere. Niklas tøvede, men gik betænksomt op til klitten. ”Lasse!” skreg Niklas. Der kom en hvisken bag ham, og Niklas vendte sig hurtigt om. Der var ingen. ”Lasse hvor er du?” skreg Niklas ivrigt, endnu højere og begyndte at hoste. Endnu en hvisken lød bag ham. Niklas vendte sig hurtigt om, og igen var det intet at se. Endnu et lyn delte himlen op i to, og et rædselsfuldt ansigt skyggede foran Niklas. Et ansigt, som havde et grimt ar tværs gennem ansigtet, og uhyggelige stirrende øjne, som låste blikket på Niklas. Niklas skreg, og gned sig i øjnene. Der var ingen. Han blev mere og mere urolig for hvordan Lasse havde det. Han spekulerede mere og mere på, om han ville se sin ven igen. Niklas havde ledt efter Lasse i snart to timer nu. Han gik ned mod stranden, og kunne ikke se Lasse nogle steder, så langt hans øjne rakte, langs kysten. Niklas var så gennemblødt og kold. Han overvejede et par gange at give op, og fortælle sine forældre at Lasse var væk, men han kunne ikke holde tanken ud om, at Lasse lå og frøs et eller andet sted. Niklas var så opsat på at finde sin ven, at han besluttede sig for at uanset hvad, ville han ikke give op. Et utydeligt skrig kunne høres flere hundrede meter væk, og det fik Niklas hjerte til at pumpe dobbelt så hurtigt. Var det mon Lasse som skreg? Hvis det var Lasse var han så okay? De tanker fløj gennem Niklas’ hoved. ”Lasse!” skreg Niklas så højt han kunne. Niklas begyndte at løbe langs kysten, og håbede på, at Lasse pludselig dukkede op. Niklas løb og løb, men der var intet spor af Lasse. Niklas’ øjne begyndte stille og roligt at blive fyldt med tårer. Han satte sig langsomt ned på knæ, kiggede ned i sandet, og begyndte at græde. Han var så ubeskriveligt bekymret for sin ven. Endnu et lyn delte himlen op i to halvdele, og lige efter lød et brag, og kort efter hørtes en dreng skrige igen. Niklas kiggede op, og fik øje på en dreng, som lå i vandkanten. Det var Lasse. Niklas løb hen til ham, og ruskede i ham, men Lasse viste ingen tegn på liv. Han var iskold, og han var lige så hvid som et lagen. Niklas bar Lasse hele vejen tilbage til sommerhuset, og da Niklas’ forældre så Lasse. ringede de straks efter en ambulance. Ambulancen ankom 5 minutter efter, og Lasse blev kørt til hospitalet. Niklas og hans forældre kørte med på hospitalet. Niklas’ far ringede til Lasses forældre, og de ville komme til hospitalet straks. 20 minutter efter var de også på sygehuset. ”Overlever han?” spurgte Niklas sin mor, hvorefter en tåre trillede ned ad hendes kind. Niklas’ mor svarede ikke på spørgsmålet. Hun ignorerede ham, og gik ind efter endnu en kop kaffe. Lægerne gjorde alt hvad de kunne for at redde Lasse. Hverken Niklas, hans forældre eller Lasses forældre måtte komme ind og se til Lasse. Lasses forældre sad bare og stirrede tomt ud i luften, mens de græd, og holdte hinanden i hånden. Klokken 3.30 skete der endeligt noget. En læge kom ud på gangen, og gik direkte hen til Lasses forældre. Lasses mor og far rejste sig op fra stolene, og kiggede stift på lægen. Niklas kunne ikke høre hvad de sagde, fordi han stod for langt væk. Lægen snakkede længe, og til sidst rystede han på hovedet, og vendte sig om og gik. Lasses forældre satte sig ned igen, mens deres læber dirrede. Niklas kunne se på forældrenes ansigtsudtryk, at det ikke var godt, det som lægen havde fortalt dem. Niklas’ mor kom hen til Niklas, og forklarede ham at Lasse ikke kunne reddes. Lasse var død allerede da de ankom til hospitalet, og det var umuligt for lægerne at redde ham. ”Hvad skete der med ham?” spurgte Niklas grædende. ”Lægerne sagde der ikke var nogen forklaring på dødsfaldet,” svarede Niklas mor. Niklas græd i bilen hele turen hjem. Han tænkte hele tiden på, hvad der var sket, hvis han var gået om for at hente bolden i stedet for Lasse. Da Niklas kom tilbage til sommerhuset, gik han i seng, men da han løftede dynen for at kravle under den, kunne han se noget under dynen i mørket. Bolden som Niklas havde skudt over klitterne, som Lasse skulle hente lå nu i hans seng. Det løb Niklas koldt ned ad ryggen. Han lagde bolden under sengen, og græd sig selv i søvn. Der lød en banken på ruden. Niklas vågnede, og kiggede på sit ur. Klokken var 05.30. Han kiggede over mod vinduet, og så det samme ansigt, som han så ved klitten, da Lasse blev væk. Niklas gned sig i øjnene, og håbede på, at manden ville forsvinde igen. Da Niklas igen kiggede ud af vinduet stod manden der stadig. Hans uhyggelige øjne stirrede på Niklas. Den blinkede til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...