pyroman

jeg lagde ikke mærke til det underlige ægtepar før jeg så deres ansigter. de så underligt bekendte ud...

0Likes
0Kommentarer
500Visninger

1. pyroman

”I går kl. 22:00 i hovedstaden København var der påsat ild i en bygning. Der er 2 omkomne. Politiet har ingen mistænkte. Hvis der er nogen der har hørt, set eller ved noget er de velkommen til at ringe til politiet på tlf. 114.”. Det var hvad der stod i avisen den mandag. Jeg læste i avisen mens jeg gabte. Hold da op hvor var jeg dog træt. Det var vel egentlig ikke så underligt i min alder Men jeg havde fået en god nats søvn. Jeg gik ud og lavede kaffe og smurte noget franskbrød med ost. Jeg satte mig ind i min lænestol og tændte for tv’et. Der var tv avisen og nyheds oplæseren sagde ” I nat har der været brand i en bygning. 2 personer er døde. Pårørende er underrettet. Der er ingen mistænkte i denne sag. Politiet efterforsker sagen.” jeg tænkte at personer der gør sådan nogle ting ikke er rigtigt kloge. Efter jeg havde spist gik jeg ud og tog noget frisk luft. Jeg kom til at tænke på hvor meget jeg savnede min mand som døde sidste efterår. Jeg besluttede mig for at gå ned til mosen for at fodre fugle. Mens jeg gik tænkte jeg ikke så meget over det underlige ægtepar der gik bagved mig. I stedet gik jeg og tænkte på ting som den dejlige brise som legede med mit sølvgrå hår. ”80 år og stadig frisk. Det er da noget af en præstation.” tænkte jeg mens jeg gik krumrygget af sted. Jovist var ryggen og ansigtet ikke hvad det havde været men mit helbred var godt og jeg kunne stadig gå ned til mosen. Det var i det øjeblik jeg lagde mærke til ægteparret. De gik arm i arm og så stift på mig med et ansigtsudtryk der var en blanding af afsky og had. Jeg syntes at jeg havde set der ansigter før men kunne ikke huske hvorfra. Jeg skyndte mig videre fordi min mavefornemmelse sagde mig at der var noget galt med dem. Da jeg begyndte at gå hurtigere gik de også hurtigere. Jeg gik hurtigere og hurtigere og det samme gjorde de. Til sidst faldt jeg og slog mit hoved ned i gulvet. Da jeg vågnede sad jeg bundet til en stol og ægteparret sad over for mig. ”nå nå så vågner brandstifteren endeligt. Vi sad lige og talte om dig. Du må være træt efter både at fange vores børn og binde til en stol og slå dem ihjel ved at sætte ild til værelset de sad i.” sagde kvinden som fik et ondskabsfuldt smil i ansigtet men hun talte. ”Det må være en misforståelse. Jeg har sovet hele natten.” sagde jeg med afsky og frygt i stammen. Manden kiggede på mig med et underligt ansigtsudtryk. Så tog han en bærbar computer frem og åbnede den. På skærmen så man et af de der billeder fra et overvågnings kamera. Billedet viste en krumrygget person stå med ryggen til og binde to livløse personer til en stol. Så gik den krumryggede person hen og tog en dunk med benzin og hældte ud på gulvet og de livløse personer. Så vendte den krumryggede langsomt om så man kunne se mere og mere af ansigtet. Det så underligt bekendt ud og med et chok gik det op for mig at det var mit eget ansigt. ”Det kan ikke passe” hviskede jeg langsomt. Kvinden kiggede på mig med et udtryksløst ansigt og sagde ”Jeg sagde jo at det ikke var en misforståelse.”. Med de ord gav hun et lille tegn med hånden til hendes mand. Manden rejste sig, lagde computeren ned i en taske, og tog en dunk med benzin. ”Åh nej jeg beder dem lad være med det! Jeg er ked af hvad der er sket, selvom jeg ikke ved hvordan det er sket.” røg det ud af mig inden jeg nåede at tænke mig om. Kvinden, der havde været ved at gå ud af det lille rum, vendte sig om og så hånligt på mig. ”Farvel.” sagde hun inden hun gav tegn til hendes mand og gik stille og roligt ud af rummet. Hendes mand tog en lighter op ad lommen og så på mig som om han var ked ad det og sagde så ”Undskyld, hun har magten over mig, ligesom hun har det over dig. Jeg er ked af det men der er intet jeg kan gøre når hun har sagt hvad jeg skal gøre.” han tændte lighteren og førte den langsomt tættere på mit benzin-gennem vædede tøj. Jeg prøvede at bevæge mig væk fra flammen men det var som om jeg ikke selv bestemte over min krop. Det så ud som om at han tøvede og så trådte han tilbage. Jeg blev meget lettet men så så jeg at han satte ild til gulvet, rejste sig og gik. Den sidste ironiske tanke jeg tænkte var at så fandt jeg da ud af hvorfor jeg var så træt…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...