Blåt skær

Melanie finder en dag en besynderligt udsegnet halskæde, og selvom det ikke falder hende normalt ind, tar hun den med sig. Senere viser halskæden sig at være et nyt vende punkt i hendes liv, hvor døre åbnes, og andre lukkes.

3Likes
0Kommentarer
746Visninger
AA

2. Forandringer

En summende lyd ringer fra øret, men det tar mig lang tid at fundere over hvor summen kommer fra, og hvad det er. Latter. Det er hvad det er. En klokkeklar, vidunderlig latter som giver mig en forfærdelig lyst til at se personen med latteren, men her er stadigvæk mørkt, og jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal bekæmpe det. ,,Melanie, du må altså gerne se op nu.'' Lyder den samme stemme så. Kan ikke lade vær med at føle mig irriteret  på personen, eftersom jeg iforvejen prøver på at se. At hun for det til at lyde nemt gør hende i mine øjne til en arogant person.

Følingen over hele kroppen kommer langsomt tilbage, trin for trin. Først føderne, og hænderne. Det går nu op for mig at jeg holder noget i hver hånd, den ene en hård genstand mens jeg.. Holder i hånd med en anden? Med en krampe agtig trækning åbner jeg øjnene, men bliver så blændet af et skarpt lys der er rettet ned imod mig. River den ene hånd til mig, for at dække for lyset. Har ikke tænkt mig at lukke øjnene nu hvor jeg langt om længe ser andet end mørke.

,,Åh, Melanie vi var så nervøse for dig!'' Kvidre stemmen videre uden jeg har mulighed for at se personen. ,,Du har været så frygteligt længe om at vågne at vi blev helt bange for noget gik galt,'' Fortsætter personen, med en løs slutning. Det lader til det var hendes mening at fortsætte, men istedet afløses  af en varm, blød tone der for mig lyder langt mere velkendt end den anden. ,,Lille ven, prøv og fjern din hånd. Jeg kan love dig for at de ikke gør ondt.'' Forsikre stemmen mig om.

Konstrukturen af min hånd begynder at anes, derfor fjerner jeg den lydigt. Med sammenknibet øjne møder jeg det skarpe lys, og prøver at vænne mig til det. Noget gik galt? Hvad har jeg dog lavet?

To tomme tanker, som jeg hverken kan eller vil have svar på.

Da jeg har hele mit syn tilbage kan jeg se et nyskerigt, rundt ansigt med store, blegblå øjne og optegnede læber. Hendes hår har en mørke brun, næsten sort farve og med at chok går det så op for mig at det er mig selv jeg står og ser på. Sammme svage fregner, samme øjenfarve, hovedform og læber. Der er dog den ene detalje at jeg har blond hår, ikke sort.

Ved siden af sorthårede-mig står en ældre mand med lysebrunt hår, der er begyndt at få en grå kant. Han har et par rynker, der tydeligt fortæller at han er over de 50 år. ,,Så, du er da dygtig! Se hvor pænt du tager det. De sidste par har været ved at gå til af nervøsigtet.'' Rumler den sælsamme, varme tone fra ham.

'De sidste par'? Først nu går det op for mig at jeg ikke aner hvor pokker jeg er. Skal lige til at spørge hvor alverden jeg er, da sorthårede-mig svare på det. ,,Melanie du er i Porta.'' Det svar hjælper mig ikke et spor og da jeg skal til at nævne det ikke står på landkortet -tror jeg da ikke- fortsætter hun. ,,Åh, nej, bare glem det. Lad mig starte forfra. Du. Er. Ikke. I. Din. Verden. Du. Er. I. Porta.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...