Tryghedens Øjne

It’s like you’re screaming and no one can hear. You almost feel ashamed, that someone could be so important. That without them you feel like nothing. No one will ever understand how much it hurts. You feel hopeless: Like nothing can save you. And when it’s over, and it’s gone, you almost wish that you could have all that bad stuff back, so that you could have the good.

24Likes
54Kommentarer
2822Visninger
AA

2. Dagen i dag

You have always been my safe home. I walk, I run, I burn out into you. You have always been my safe home. My whole world has moved on. - Anthrax

2012 - Danmark

“Farvel bedste.” Silas omfavner blidt min rustne krop. Et smil spreder sig på mine læber. Selv i hans unge alder er han forsigtig.

”Farvel søde skat, pas godt på dig selv” svare jeg og kysser ham kærligt på kinden, så min røde læbestift efterlader mærker.

”Ad! Føj!” mumler han, i mens han desperat forsøger at tørrer sit ansigt af i sin trøje.

En lille latter undslipper mine læber, men jeg møder hurtigt Daniels bekymrede blik. Det er ikke nødvendigt at sætte spørgsmålstegn. Vi ved begge godt, hvad der gemmer sig bag hans sørgmodige øjne. Men alligevel, selvom han kender mit svar, får han fremstammet:

”Mor, jeg ved godt vi har snakket om det.. Men et plejehjem ville altså gøre godt.” Jeg sukker opgivende.

”Daniel, i sidste ende er det min beslutning, nu hvor jeg hverken er syg eller dement. Og du ved godt, at jeg aldrig vil kunne føle mig hjemme andre steder end her.”

Mine ord får hans blik til at søge mod familie portrættet på væggen. Hvorefter han nikker forstående. ”Vi ses i morgen så?” hans glatte hånd møder min og giver den et forsigtigt klem. Jeg nikker og vinker dem begge ud mod bilen. Jeg når lige at få et blik af Silas, som stadig tværer sit ansigt i sin trøje, da jeg lukker døren. Han minder om sin far. Livlig og smilende.

Jeg slentrer langsomt ind mod stuen, hvor pejsen stadig står flimrende. Den pludselige varme sender kuldegysninger gennem min krop og får min hovedpine til at dunke hårdere. Jeg griber fat om den bordeaux røde gyngestol, som jeg langsomt glider ned i. Følelsen af de bløde puder belønner min anspændte ryg. Jeg mærker hvordan min krop langsomt slapper af og mine øjne lukkes i. Dette er den bedste tid om vinteren, aftnerne. De aftner, hvor varmen fra pejsen danser hen over min marmorhvide hud og skaber tryghed. Ikke den tryghed jeg følte sammen med Anders, Daniels far. Men en anderledes form for tryghed. Den tryghed som var min første. Første gang jeg følte tryghed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...