Blodforræderen 2

тσєяєη тιℓ вℓσ∂ƒσяяæ∂єяєη. Tristans verden bryder sammen nu da Fay er vampyr, og det er som om at hun heller ikke kender ham; at hun har glemt deres korte stunder. Nu hader hun ham, men hun kan ikke slå ham ihjel af en grund, selvom at Skaberen Taylor vil have det. Kan hun huske kysset med Tristan, og hvad sker der når han ikke kan slå sin fjende Taylor ihjel, uden at tage livet af den han elsker?

10Likes
37Kommentarer
1948Visninger
AA

3. Genkomst

- Fayettes synsvinkel -

Skuddet borede ind i min ene hofte. Benene vaklede under mig og fik mig på knæ, mens smerten borede ind i min krop, og fik det til at føle at knoglen splintrede og skar i min hud. Tårerne fik frit løb nu.

Men så mærkede jeg noget andet. Hvordan det hele nærmest blev sat sammen igen, helt smertefrit. Jeg kikkede ned på hoften hvor en skælvende hånd hvilede. Fjernede hånden.

Intet blod.

Intet sår.

Og ingen smerte. Jeg lod mit blik møde min fars, og derefter varulven, der havde rejst sig op. Så kom jeg på benene og efter få millisekunder var jeg bag ham der havde forsøgt at slå mig ihjel. Et enkelt åndedrag eller to kunne høres, inden jeg greb fat i hans hoved og drejede det, til hans liv gav op. Så holdte jeg ham godt ind til mig, og løb væk fra menneskemængden, for de var helt seriøst; irriterende.

Så kunne jeg bide ham i halsen, endda ikke med nogen problemer, og uden at folk bare kikkede på mig. For hvad kunne de egentlig gøre? Dræbe mig? Jeg smilte bare mens blodet gav mig en ukendelig følelse jeg havde længtes efter. En befriende følelse, der fik mig til at føle mig stærk, som når nogle mennesker drikker sig fulde eller bare er lykkelige. Nåh nej... Det her var meget bedre.

"Fay. Lyt på mig du er ikke en vampyr, eller det vil du i hvert fald ikke være! Du er et inderst inde et menneske, så stop dog! Du giver mig kvalme!" Det var ikke fars stemme, men det gik først nu op for mig at det var varulven, der lød mod min nakke.

Jeg fnøs flabet, og trak tænderne ud for så at bide et nyt sted; bare for at drille køteren lidt. Alligevel var der spørgsmålene, der fik mig til at smide liget fra mig. Hvor kendte han mit navn fra? Og hvorfor gad han ikke slå mig ihjel som han skal? Og hvorfor havde jeg egentlig ikke bare dræbt ham?

Jeg drejede hovedet mod ham, og tørrede blodet af mundvigen med håndryggen. Hugtænderne kunne stadig ses ved min underlæbe, som alle ville ses som en trussel, men hans ansigt viste ingen negativ reaktion.

"Og du er... en ulv." Afsluttede jeg med korslagte arme.

"Øh ja. Tristan kan du huske det?" Han lød af en grund lettere nervøs, hvilket fik mit ene øjenbryn til at stå højere end det andet.

"Ikke rigtigt..." Jeg tøvede og hugtænderne var igen oppe i tandkødet.

"Man skulle tro at du kunne det... for lad mig se. En times tid siden var du i gang med at kysse mig?" Han stemme rungede i skoven, hvor der var en tydelig klang af irritation.

Jeg stirrede uforstående på ham, og af en grund kunne jeg ikke benægte det.

- Tristans synsvinkel -

"Har du fået hukommelsestab eller hvad!? Okay..." Jeg tog en dyb indånding får nærmest at få en tålmodig over mig. Det lykkes ikke rigtigt for mig.

"Kan du huske mig?" Hun rystede ganske enkelt på hovedet. "Din far?" Et nik. "Julie, Markus, Kristian og Kristoffer?" Der tøvede hun.

"Kun det faktum at de var varulve?" Spurgte hun mumlende, og lettere snobbet. Nu var det min tur til at nikke.

"Taylor?" Hendes øjne blev store, som havde jeg sagt noget forkert, hvilket fik mig til at fortryde med det samme.

"Taylor." Et smil skød frem på hendes læber ligesom hugtænderne, hvilket fik mig til at træde et skridt væk. Jeg kunne virkelig ikke lide den måde hun hele tiden ændrede sig på. Det var nærmest foruroligende. "Er han ikke min Skaber?" Fortsatte hun, lagde hovedet på skrå og betragtede hvordan jeg nyttesløst prøvede at synke en klump. "Hvor er han egentlig henne? Jeg savner ham." Jeg stirrede måbende på hende. Savner?

"Bare rolig Tris-tan... Når jeg har fundet Taylor skal vi nok komme og besøge dig." Hun vendte sig om, for at så at forlade mig.

"Hvorfor slår du mig ikke bare ihjel!?" Skreg jeg, hvilket fik hende til at give mig sin opmærksomhed igen. En ny stilhed er bredt sig over hendes ansigt. Hun virkede usikker og nervøs. Hun smilede et svagt og trist smil.

"Det skulle jeg også til at spørge dig om."

Og så var hun væk.

Men det var menneskerne ikke, hvilket ikke fik situationen til at gå meget bedre - nærmere værre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...