Reddet af en dødsengel

Sophia:
Hun blev reddet af en fremmed
-
Englen:
Han faldt som straf for at ændre skæbnen
-
Deres:
Han er en falden dødsengel og hun lever af hans tilstedeværelse

0Likes
1Kommentarer
1084Visninger
AA

3. Englen

Næste morgen da jeg var på vej, det lille stykke der var fra busstoppestedet til skolen, så jeg ’ham’. Han var kun få meter væk, men stod med ryggen til op ad en lygtepæl.

Jeg begyndte at gå hen imod ham. Jeg stoppede, da jeg kun var en meter fra ham.

Han kiggede sig over skulderen, og stivnede idet han så mig. Han vendte sig om, og jeg kunne se hans ansigt. Jeg kiggede lige ind i hans øjne, og så strømmede det hele igennem mig, lige så tydeligt som i min eneste drøm, siden mine forældres død.

Det var de øjne jeg havde kigget op i den aften, jeg nær var død i en bilulykke. Det var ham der reddede mig. Han havde set så meget ældre ud dengang, fordi jeg var yngre, men det var han ikke, han var ikke blevet en dag ældre.

Men det lag af lys jeg havde set dengang, var der ikke længere. Selvom det mest genkendelige ved ham manglede, var jeg helt sikker, og genkendelsen må have lyst ud af mig.

”Jeg.. Jeg har..” Jeg kunne ikke få kontrol over min stemme. ”Det var dig.” Fik jeg fremstammet.

Et øjeblik gled en bekymret skygge over hans ansigt, men også kun et øjeblik. Så så han alvorligt på mig. Han nikkede ind mod et lille mørkt område med træer, ved siden af skolen.

”Kom med.” Jeg blev forskrækket over at høre hans dybe og sørgmodige stemme.

Han gik ind mod det bevoksede område. Jeg fulgte efter. Jeg ville helt sikkert ikke nå første time i tide, men jeg var ligeglad. Jeg var tæt på at få opklaret noget, der havde hjemsøgt mig hver eneste nat i flere år.

             Da vi var nået godt ind i den lille skov, stoppede han op og så på mig. Det var svært at læse hans ansigtsudtryk, men det var meget tydeligt at han var bekymret, selvom at han prøvede at skjule det.

”Hvor skal jeg begynde?” jeg blev igen forskrækket, over at høre lyden af hans triste stemme. Jeg håbede bare, at min stemme ikke ville svigte mig.  ”Hvad med at du nærmede dig en brændende bil, og reddede mig.. Og efter det forsvandt du sporløst..” Jeg kunne ikke sige mere, for min stemme knækkede over til sidst, så nu stolede jeg ikke på den.

Han sukkede som om, han havde håbet, at jeg ikke havde husket det.

”Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det men..” Han tøvede, og så væk, og da han så på mig igen var hans blik beslutsomt. ”Jeg var blevet sendt, for at hente dig og dine forældre.” Jeg så uforstående på ham. ”Dine forældre var allerede døde, og det eneste mere du ville få ud af dit liv, var et par minutter mere i lidelse. Men jeg har aldrig hentet en der ikke var død, jeg følte at de bedte mig om at slå dig ihjel. Så var det at jeg så en mulighed for at redde dig, og så gjorde jeg det bare, uden at tænke. Jeg vidste ikke, hvilke følger det ville få. Vi må aldrig ændre på skæbnen, og det var din at dø den dag.” Han kiggede nervøst på mig, og jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn, for hans læber blev til en tynd streg, i forsøget på at undertrykke et grin. ”Okay jeg føler mig virkelig dum lige nu, for jeg fatter ikke en brik af det du siger.” Jeg følte mig bare så dum. Jeg havde følelsen af, at have overset noget vigtigt, men lige meget hvor mange gange, jeg afspillede hans forklaring i mit hoved, gav det lige lidt mening.

”Nå ja jeg er i øvrigt en dødsengel, eller rettere en falden engel.” Sagde han sarkastisk. Jeg forstod det stadig ikke rigtigt så jeg prøvede igen.

”En engel aha, så giver det hele jo meget mere mening?”

”Det er en dødsengels job at de døde kommer videre. Hvis en engel fejler, bliver sjælene nød til at vandre rund på jorden, og det er så det som I kalder spøgelser.” Han himlede med øjnene, som om at det han havde sagt var indlysende.

”Men hvorfor er du så her? Skulle du ikke være et andet sted, og hente sjæle, eller hvad det nu er du gør.” Jeg prøvede at holde min stemme i ro, men den var grødet og rystende. Jeg så på mine hænder, og opdagede at de også rystere helt vildt.

”Jeg ændrede på din skæbne, og straffen er, at jeg nu er en falden engel. Det vil sige at jeg stadig er en engel, men jeg er tvunget til at være på jorden, og jeg kan ikke knytte venskaber, for alle jeg holder af er i fare hele tiden.” Han sukkede og så lidende på mig, det var det samme blik han havde set på mig med, den dag han redede mig.

Jeg begyndte lige så stille, at forstå hvad han sagde. Jeg nikkede, så ned i jorden, og kvaste nogle visne blade med foden.

”Jeg syntes bare at du skulle vide det, men det er nok bedst, hvis du holder dig på afstand af mig lige som alle andre.”

Så vendte han sig om og gik. Jeg blev stående i den mørke mos bevoksede skov, og så efter ham, indtil han var helt ude af syne. Så gik jeg, men ikke i skole.

Jeg havde brug for tid, til at tænke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...