Reddet af en dødsengel

Sophia: Hun blev reddet af en fremmed - Englen: Han faldt som straf for at ændre skæbnen - Deres: Han er en falden dødsengel og hun lever af hans tilstedeværelse

0Likes
1Kommentarer
1035Visninger
AA

1. Reddet

Der var røg over alt, og jeg kunne se flammer lige meget hvor jeg kiggede hen.

Jeg kunne ikke finde ud af, hvad der skete. Eller hvor mine forældre var. Jeg var bange. Bange for hvad der nu skulle ske. Bange for at vi skulle dø.

Vi havde været på vej ud til min mormor og morfar, for at holde juleaften, da vi lige pludselig var kørt ind i noget. Mere vidste jeg ikke. Jeg kunne ikke huske, hvad der helt præcist var sket.

Jeg kunne ikke stoppe med at græde. Jeg lukkede øjnene, for ikke at skulle se på, at flammerne fortærede bilen og alt, og alle der var i den. Jeg var bange for at hvis jeg åbnede mine øjne igen, ville jeg se ting jeg ikke havde lyst til at se.

Lugten af røg -som var så kraftig, at jeg ikke kunne undgå at fokusere på den når jeg havde lukkede øjne, så jeg ikke kunne se ilden- var lige ved at kvæle mig.

Jeg havde svært ved at trække vejret, og til sidst kunne jeg heller ikke bevæge mig så meget mere.

Jeg græd stadig, men jeg kunne lige pludselig høre, en rude blive smadret. Jeg kunne mærke, at jeg blev løftet op fra sædet, som var blevet brændende varmt på grund af flammerne.

Jeg kunne mærke at temperaturen ændrede sig, det blev køligt. Hvad det end var, der havde løftet mig ud af bilen, bar mig væk fra branden. Jeg kunne mærke den friske luft, og kunne pludselig trække vejret igen. Jeg hostede voldsomt et minuts tid, inden jeg kunne koncentrere mig om hvad der skete igen.

Jeg åbnede øjnene, selvom jeg stadig var rædselsslagen, over hvad jeg ville få at se. Men nu var jeg også nysgerrig.

For hvem var det, der ville nærme sig en brændende bil på den måde. Måske var det en brandmand?. Nej det var det ikke. Da jeg åbnede øjnene, så jeg en mørkhåret mand, med brune øjne, og så vidt jeg kunne se, et hvidt jakkesæt på, men det mærkværdige ved ham var, at hele vejen rundt om ham var et smukt lag af lys.

Han kiggede lige ud for sig, mens han gik. Han så forpint ud, men det var svært at se, for jeg kunne næsten ikke se hans ansigt. Så drejede han hovedet, og så på mig.

Nu var hans smerte helt tydelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...