Strandet!

(Det her er en stil min kusine er ved at skrive til skolen... Jeg tvang hende til at lade mig sætte den ind på movellas og her er den så... Jeg kalder ikke kapitlerne noget særligt og jeg har lovet at give æren til min kusine og sige at i godt må give ris og ros...)
Det er en klasse, der skal ud på en øde ø og være. (Ikke et særlig godt resumé, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal skrive...)

2Likes
6Kommentarer
1395Visninger
AA

4. Kapitel 4.

Hendes far er kaptajn på et skib, så han er næsten aldrig hjemme, hendes mor er læge/sygeplejeske, så hun er næsten heller aldrig hjemme. Vi får vækket de andre, ”Nå! Lad os så få skilt den båd ad!” Jennifer nikker bare, vi begynder at vandre de 50 meter, selv om det kun er 50 meter, føltes det som flere milliarder kilometer, vi kommer ned til båden, Christian har hammeren, vi ved egentlig ikke om vi kan bruge den, men man kan vel prøve? Ik’? Vi kan vel også bruge knivene til at dirke skruerne løse med? Nicklas tager en af de skarpe knive, han går væk fra os andre, og hen til et træ, knækker en lavt siddende gren af og begynder at snitte den, da han gør det, kommer jeg i tanke om at vi jo skal have lavet et bål. Jeg går derfor hen til ham,

”Nicklas, kan du ikke begynde at gå rundt og samle grene og kviste? Så kan vi lave et bål.” Jeg prøver som altid at lyde opmuntrende, men som altid, lykkedes det ikke rigtigt… ”Tjoh… Det kunne jeg vel godt…” Og så rejser han sig og går ind i den store skov, jeg går tilbage til båden og hjælper dem med at skille den ad.

Vi er endelig blevet færdige med at skille båden ad, sådan da… Nicklas er ikke kommet tilbage endnu, vi er lidt bekymrede, tænk hvis han er faret vild, ligesom i 3. klasse da han blev væk, i Tivoli… Mig, Simon, Michelle og Jacob, begynder at gå ind i skoven.

”Vi skal sådan set bare følge de knækkede grene, så det burde ikke blive svært at finde ham.” vi gør som jeg siger, følger de knækkede grene. Vi kommer til en lysning, der er fuld af blomster, smukke træer, brombær buske, en lille å strækker sig gennem lysningen. Vi finder en bunke med grene og kviste, det kan kun være Nicklas der har smidt den der. Vi går ned til åen, og der sidder Nicklas, med vand til navlen, i sine underbukser. ”Wow, her er fedt.” siger Simon, ”Det er der vel…” Nicklas er meget stille, måske fordi han var ved at dø, for under 24 timer siden? ”Nicklas, er du okay?” spørger Michelle,

”Det er jeg vel…” det er mærkeligt at hans sætninger er så korte, han plejer ellers gerne at ville snakke. ”Nicklas, seriøst? Er du helt sikker på at du er okay? Du er så stille…” jeg er virkelig bekymret for ham, før syntes jeg bare han var en kæmpe idiot, men nu, hvor han har vist at han kan holde mund, det er mærkeligt at se ham så stille. ”Seriøst? Jeg er okay? Jeg… jeg har vel bare en smule hjemve…” Nicklas lyder som om han fortryder noget, ”det var min skyld, Ik’? Det er min skyld at vi er havnet herude, jeg fortjener ikke at komme med hjem…” Nicklas har virkelig følelser, det viser han nu,

”Nicklas, vi går ingen steder uden dig, du følger os, og vi følger dig hvis du ikke følger os, kom nu Nicklas, vi skal tilbage til de andre.” Nicklas rejser sig fra vandet, tager sine bukser ud over sine drivvåde underbukser, man kan se hans våde underbukser under hans lyseblå cowboy bukser. Han går efter os, han stopper ved den lille bunke kviste og grene, han begynder at samle dem op. Jennifer står med en kurv som vi har taget fra båden, jeg har slet ikke opdaget at hun har haft den med, hun går hen til Nicklas og hjælper ham. Det er egentlig først nu jeg har opdaget hvor søde de er sammen, gad vide om hun er vild med ham? Bare en lille smule… De rejser sig op, på nøjagtig samme tid. ”Her er egentlig lækkert?” Siger Michelle pludselig,

”Skal vi ikke slå lejr her?” ”Fed ide Michelle, så skal vi bare samle alt skramlet fra båden her over, det kan vi godt klare?” Nicklas små griner, hans halvt lange lyse hår stråler i solen, det passer godt til Jennifers lange – og jeg mener virkelig lange – lysebrune hår. De kigger på hinanden, som var de kærester, det slår mig pludselig, hvad hvis de ér kærester? Jeg kalder Jennifer hen til mig, ”Foregår der noget mellem dig og Nicklas?” spørger jeg hende straks om da hun kommer hen til mig,

”En smule, er der noget i vejen med det?” hun lyder pludselig usikker, ”Nej søde, det er der ikke, det er dejligt for dig.” Hun kommer med et lille fjantet grynt, og går så over til Nicklas igen.

Vi har nu fået alt skramlet fra båden herover, og alt det andet vi fandt i båden. Vi skal finde eller lave noget reb, så vi kan bygge taget, vi vil ”fælde” nogle træer og bygge nogle hytter af dem, det er let nok at finde træet, det er bare det der med at få dem væltet, vi kan jo ikke bare lige sådan skærer dem over med vores knive, de er for små, alt for små. Jeg finder noget jeg tror, er birketræer, de er tynde, så hvis man enten skubber eller kravler op i dem, knækker de vel? Men det er for farlig at klatre op i dem, for hvis de knækker, falder vi jo med, måske kan vi slå dem ned med hammeren? Vi prøver det med hammeren, det går godt, så det gør vi, da vi har væltet 3 høje birketræer, tror vi det er nok. Vi begynder at snitte barken af dem, måske kan vi flette lidt reb ud af det? Drengene begynder at snitte barken af, og vi sidder og forsøger at flette det, det går overraskende godt. Da der ikke er mere bark, begynder drengene at knække træerne så vi kan bygge en hytte ud af det.

Det er svært at knække dem, men vi får det gjort på et eller andet tidpunkt, vi piger begynder at grave små dybe huller i jorden, som vi kan ”plante” træerne i vi får en masse jord under neglene, men vi brokker os ikke, eller rettelse, JEG brokker mig ikke, Kate brokker jeg egentlig heller ikke, men altså? Da hytten næsten er færdig, begynder mig og Jennifer at lede efter mad, vi finder lidt bær, nogle æbler – mærkeligt -, vi håndfanger to små fisk og finder en lille rede, med noget der ligner hønseæg, så vi tager dem altså bare.

Da vi kommer tilbage til vores lille lejr, står der en fin hytte, med tag, der er lavet af skrot fra båden, hullerne der før var skruer i, er tildækket af bark-reb. Lige uden for den lille hytte, er der en cirkel, lavet af sten, i cirkelen ligger der lidt kviste og noget tørt græs, Nicklas sidder på hug, og prøver at få gang i bålet, det lykkedes ham efter 30 minutter, han har ikke brugt tændstikkerne, de ligger fint ved siden af og ser på. Vi skiftes til at holde øje med bålet om natten, vi steger fiskene og æggene på en tynd sten vi har fundet, den står ved siden af bålet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...