" I'm not sick, I just need love.." - Justin Bieber.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Leah er 17 år gammel. Hun er bedstevenner med den berømte Justin Bieber, og har et godt liv. Sådan da. Der er bare ét problem som ingen ved. Hun hader mad. Hun spiser kun for at de andre ikke skal opdage det, og hun kaster det altid op igen. Hun motionere meget, og bliver tyndere og tyndere. En dag opdager hende mor det, og hun kommer straks på hospitalet. Hvad sker der så?

22Likes
2Kommentarer
1339Visninger
AA

3. Hospitalet.

Jeg hader hospitalet. Det gør jeg virkelig. Alle deres klamme slanger og dimser. Lugten af hospital er heller ikke særlig god. Den hader jeg os. Når man så skal ligge her i en af sengene, så er det er jo virkelig fedt.. Not.

 

- "Hvorfor gjorde du det minpige?" Græder min mor og holder mig stramt i hånden som om hun er bange for at jeg vil løbe væk eller noget. Det er nu os det jeg har mest lyst til lige nu. Jeg gider ikke være her, det er så deprimerende at være her, og ikke mindst kedeligt!

"Jeg ved det ikke mor.. Det skete bare. Undskyld.." Mumler jeg og kigger ned. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg gjorde det. Det gør jeg faktisk ikke. Fordi min mor altid arbejder? Fordi jeg ingen far har? Fordi.. Ja, fordi jeg ingen kærlighed får.. Jeg ved det ikke. Men nu er det sket og sådan er det bare. Det værste bliver nok når Justin får det af vide, han tror altid jeg er glad og er sund og rask og alt dét der. Det har jeg så lige bevist jeg ikke er. 

Desværre.

"Lov mig du begynder at spise og blive rask igen, jeg kan ikke bære at se dig sådan her.." Siger min mor grædende. Jeg får tårer i øjne og kniber dem hårdt sammen for ikke at græde. Jeg vidste ikke at jeg betyder så meget for min mor. Hun er der aldrig, så hvorfor skulle jeg være så vigtig i hende liv?

"Undskyld mor.." Siger jeg og krammer hende tæt ind til mig. Jeg har savnet at kramme min mor, jeg har savnet min mors kærlighed, jeg har savnet min mor rigtig meget. Hun ligger armene om mig og krammer mig hårdt igen, mens hun græder i min skulder.

"Det er ikke for at forstyrre, men vi skal tage nogle flere undersøgelser og prøver af Leah nu." Siger en læge. Min mor og jeg trækker os væk fra hinanden og min mor nikker stille. Undersøgelser.. Det ord giver mig nærmest kvalme. Jeg er jo ikke syg. Jeg har ikke brug for hjælp.

"Vi ses snart minpige, jeg kommer igen senere, det lover jeg." Siger min mor, kysser mig på kinden og giver mig et hurtigt kram. Hun rejser sig fra sengen og smutter ud af døren. Nu skal hun sikkert på arbejde og glemmer at besøge mig senere. Men nu må jeg se, jeg tror hun tager det her meget alvorligt..

"Vil du følge med?" Siger lægen, eller sygeplejersken, jeg ved faktisk ikke hvad hun er - eller så har jeg glemt det, men jeg er også ligeglad.

"Har jeg noget valgt?.." Mumler jeg så lavt at hun ikke hører det og rejser mig op. Jeg følger med hende ud af rummet og ind i et andet rum.

Så skal jeg undersøges.

 

- Der bliver banket på min dør og ind kommer en meget meget trist Justin. Hans ansigts udtryk får mig til at blive ked af det. Han ser så ked af det ud, og jeg kan nemt se at han har grædt. Han har grædt meget. Han sætter sig på min seng og kigger trist på mig. Jeg slår blikket ned og bider mig hårdt i læben. Jeg vidste det her ville blive svært..

"Hvorfor Leah?.." Spørger han stille om og tager min ene hånd i hans. Hans hånd er meget større end min, men jeg har os altid haft små hænder.

Jeg svarer ikke og bliver bare ved med at kigge ned i min dyne. Han skal ikke se mig sådan her, det fortjener han ikke. Han har altid gjort alt hvad han kunne for at gøre mig glad, det har jo ikke været helt nemt at ens bedsteven er berømt og rejser jorden rundt så han aldrig har tid til en. Men man vil jo heller ikke forbyde ham det. Han skal gøre det der gør ham glad, og det han vil. Det er bare svært nogengange..

"Leah.. Kig på mig. Vis mig dit smukke ansigt.." Siger han og tager sin anden hånd under min kage. Han løfter stille mit hoved op og får mig til at kigge på ham. Kigge lige lige ind i hans dejlige brune øjne.

"Undskyld.." jeg bryder fuldstændig sammen, og ved ikke hvad jeg skal sige. Undskyld er det eneste jeg kan sige. Han ligger armene om mig og trykker mig tæt ind til ham. Jeg putter mig ind til ham og hulker ned i hans trøje, jeg kan mærke  og høre at han græder mindst lige så meget som mig.

Han er virkelig ked af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...