" I'm not sick, I just need love.." - Justin Bieber.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Leah er 17 år gammel. Hun er bedstevenner med den berømte Justin Bieber, og har et godt liv. Sådan da. Der er bare ét problem som ingen ved. Hun hader mad. Hun spiser kun for at de andre ikke skal opdage det, og hun kaster det altid op igen. Hun motionere meget, og bliver tyndere og tyndere. En dag opdager hende mor det, og hun kommer straks på hospitalet. Hvad sker der så?

22Likes
2Kommentarer
1340Visninger
AA

7. Fortiden.

Senere ligger han igen i min seng, men det gør han jo altid. Denne gang er det bare anderledes. Han ligger og holder om mig, og smiler på den dér pisse charmerende måde. Han har det dejligste smil. 

"Leah.. Jeg forstår det slet ikke.." Han kører forsigtigt sin pegefinder over mit håndled. Over alle mine ar. Alle de ar jeg har givet mig selv dengang det hele gik galt.

"Hvordan du, dig som er så smuk og vidunderlig, har kunne gøre det mod dig selv" jeg trækker min arm til mig og kigger ned.

"Jeg er ikke smuk" jeg vender mig om, så jeg ligger med ryggen til ham. Han forstår det ikke. Forstår ikke hvordan det er ikke at være elsket af sin egen mor, at skulle leve hver dag alene, fordi man ikke var god nok til nogen. At sidde på sit værelse hver dag, og græde og bare være alene. Ensom og forladt. Den følelse får en til at gøre ting. Ting man fortjener.

"Leah hold op, du er den smukkeste jeg nogensinde har set!" Løgn. Alle de modeller han har set og gået op af. Jeg er ikke dum. Han kan ikke narre mig.

"Hvornår har du sidst set dig selv i spejlet?" Hans ord gør mig en smule forskrækket. Set mig selv i spejlet? Det ved jeg faktisk ikke. Jeg ved at jeg bare bliver sur og ked af det ved at gøre det, derfor er det ikke noget jeg gør. Jeg ligger i sengen, hele dagen lang, og sover. Så jeg ser ingen grund til at skal se mig selv i spejlet. Ingen grund til at bryde sammen, fordi at det jeg ser, ikke er det jeg ville ønske jeg så.

"Det ved jeg ikke.." Han trækker mig pludseligt op af sengen og hen til spejlet.

"Kig på dig selv'

"Justin jeg kan ikke.." Mine øjne bliver fyldt med vand. Jeg har lukket øjne og drejet hovedet til siden. Jeg kan ikke. Ikke kigge på mit ansigt. Det gyselige ansigt. Det er for pinefuldt.

"Gør det.. Please.." Hans stemme nærmest fortryller mig, og jeg åbner mine øjne. Mine tårer strømmer ned. Det ansigt er ikke som det var engang. Mine buttede kinder er næsten væk, mine kraveben er tydelige, det hele er anderledes.

"Justin.. Hvorfor? Hvorfor skal jeg se på det her hæslige ansigt? Det jeg hader så meget.. Se på mig! Jeg hader det!" Jeg vender mig om med tårer ned af mine kinder, og kigger ham direkte i øjne. Jeg ryster og min krop er ved at falde sammen. Det er så langtid siden at jeg har studeret mit ansigt, for jeg har altid hadet det. Intet er flot ved det, det har det aldrig været, og det er det heller ikke nu.

Han kysser mig. 

Han strammer hans greb om mig, og trækker mig helt ind til ham. Han kysser mig blidt, og alt mit had forsvinder. Jeg lægger i stedet mine arme omkring hans nakke og kysser med. Han er dejlig, og han kan ændre mit humør på et sekund. Det er vidunderligt, og mærkeligt på samme tid. En helt ny følelse. Som om at jeg endelig kan give mig hen til en anden, hen til en som ser alt skønhed i mig, også selvom jeg har denne sygdom, og også selvom jeg kan dø. Dø. Jeg kan komme væk fra ham. Væk fra ham forevigt. Ham som kan lide mig for den jeg er, ham som altid har været der, og altid vil være. Det ved jeg. Han vil aldrig svigte mig. Ikke ligesom min mor. Som ikke engang kender til alle de her følelser mellem Justin og jeg. Som faktisk ikke engang ved hvor slem min sygdom er lige nu. Jeg er ikke dum. Jeg ved at det jeg gør ikke er godt, at jeg skader mig selv, og Justin. Men den stemme indeni mit hoved, gør mig sindsyg. Jeg kan ikke bare spise mig mæt og så bare lade det være det. Sådan fungerer det ikke. Jeg ved at jeg kun bliver tyndere ved at kaste det op igen, og det er en god ting at være tynd, det ser godt ud. Jeg mangler det sidste fedt på mine kinder. Det skal væk. Og stemmen er enig. 

 

Vi ligger i sengen som vi plejer. Men denne gang er det noget helt nyt. Igen. Alting er nyt. Alting føles anderledes. Alting føles fyldt med følelser, jeg føler mig ikke alene mere. Episoden fra før idag, er skubbet lidt væk. Han kyssede mig, og fortalte mig at jeg altid vil være smuk i hans øjne, og at han vil gøre alt for at overbevise mig selv om at jeg er det. Men så skal han godt nok bruge mange kræfter.

"Godnat Leah, sov godt" Han trækker mig så langt ind til ham som han overhovedet kan. Jeg smiler blot til ham, og trækker hans hoved ned til mit. Hans kys er hårdere denne gang, og jeg lader ham åbne min mund for at udforske den. Lader hans tunge lege med min, og lægger min ene hånd på hans nakke. Jeg lader ham køre hans ene hånd, ned langs min side. Jeg lader ham føle min krop. Ikke at han tager på den, men mærker den. Han tør knap røre mig. Jeg tror han er bange for at skade mig, for at brække noget i min krop. Men det skal han ikke være, for det ville han aldrig gøre. Han må gerne røre mig, og mærke mig. For jeg vil mærke ham. Den følelse. Min krop.. Den vil have ham. Det er som endnu en ny følelse, bare den sidder mere i min krop, end i mit hjerte. Følelsen af lyst og begær. Jeg vil have ham. Ikke nu. Men snart. Jeg vil være hans.

For jeg elsker ham.

 

/// Jeg ved godt at mine kapitler ikke er mega lange, men jeg håber det er okay! Det er første gang, i næsten 2 år at jeg skriver igen, derfor har jeg ingen erfaring mere om hvordan man skriver og det. Så håber i bærer over med mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...