" I'm not sick, I just need love.." - Justin Bieber.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Leah er 17 år gammel. Hun er bedstevenner med den berømte Justin Bieber, og har et godt liv. Sådan da. Der er bare ét problem som ingen ved. Hun hader mad. Hun spiser kun for at de andre ikke skal opdage det, og hun kaster det altid op igen. Hun motionere meget, og bliver tyndere og tyndere. En dag opdager hende mor det, og hun kommer straks på hospitalet. Hvad sker der så?

22Likes
2Kommentarer
1318Visninger
AA

6. Fans.

"Jeg har haft lyst til at gøre det her så længe" Siger han helt tæt til min mund. Vi har kun lige trukket læberne fra hinanden, og de er kun få centimeter skilt. Jeg er helt mundlam. Fuldstændig. Er det en drøm? Jeg har næsten lyst til at nive mig selv i armen, for at være sikker.

Han trækker sig længere væk fra mig, og kigger mig direkte i øjne. Hans vidunderlige brune øjne. Wow. Man kan virkelig forsvinde væk i dem. Han smiler lidt forsigtigt til mig. Men okay, jeg har jo heller ikke svaret på hvad han har sagt, eller noget som helst, så han ved jo nok ikke om det var iorden, haha. 

Jeg tager langsomt hans hånd, og fletter vores fingre sammen. Det er helt utroligt hvor stor forskel der er på vores hænder. Det er faktisk helt vildt. Jeg trækker ham ind til mig igen, så vi har pande mod pande.

"Jeg er så glad.." Hvisker jeg stille og smiler. Den følelse jeg har i min krop lige nu er helt utrolig. Jeg har aldrig haft det sådan her før. Det er helt uvirkeligt. Jeg føler mig helt.. Elsket. Holdt af. Jeg ved jo at han altid har bekymret sig for mig, men jeg har aldrig tænkt på det, på den her måde. Det har aldrig gået op for mig, hvor meget han faktisk betyder for mig, og hvor meget jeg åbenbart også betyder for ham. Det er så mærkeligt det her. Den følelse. Wow.

"OMG JUSTIN BIEBER!" Skriger en gruppe piger ligepludselig. Jeg får så stort et chok, at jeg ville have faldet ned af bænken, hvis ikke Justin havde taget fat i mig. 

"Fuck" Hvisker Justin sammenbidt og rejser sig hurtigt. Hans forklædning skjulte ham ikke godt nok. Det betyder så at vi er nødt til at løbe, medmindre han vil omringes af alle mulige skøre fans. Vi begynder at løbe, men det er bare det at min krop slet ikke kan løbe. Vi har løbet hvad, 110 meter og min krop er allerede ved at give op.

"Justin.. Jeg kan ikke.." Siger jeg, nok lidt højt, for det er svært at overdøve alle de skrig. Han stopper op og kigger bekymret på mig. Det værste ved alt det her, er at jeg er så svag. Prøv at forestille dig at du skal stoppe op konstant og sætte dig ned, fordi du bliver så træt? At du ikke kan løbe, fordi din krop ikke kan holde til det. At du bare kan lægge i sengen hele dagen lang, og lave intet. Det er forfærdeligt. 

Fansne står omringet om os og skriger helt vildt. Og her ligger jeg så. På knæ nede på asfalten. Fordi mine ben simpelthen gav efter. Det er flovt og pinligt. Hvad tænker hans fans ikke om mig? 

"Tag min hånd" Jeg kigger op og der står Justin, og kigger bekymret ned på mig. Jeg tager den, og han trækker mig op og ind til ham. Fansne skriger og skriger, og jeg får helt ondt i hovedet af det. De  maser os fuldstændig og råber alt muligt. 

"Hvem er hun?!"

"Justin jeg elsker dig, du er mit liv!"

"Justin bliv min!"

"Hvem er den tøs?!"

Og hvad ved jeg. Det er ret svært at høre når de alle råber i munden på hinanden. Det bliver for meget for mit hoved, alting eksploderer nærmest, og alt bliver sort.

 

"Er du okay?..." Jeg åbner langsomt mine øjne, og mærker en hånd nusse min kind langsomt. Mit hoved gør ondt, helt sindsygt faktisk.

"Eh.. Det tror jeg, mit hoved gør bare sygt ondt, hvad skete der?" Jeg er ret så forvirret. Det er Justin jeg snakker med, og en sygeplejerske er her også. 

"Det er min skyld.. Der kom en masse fans, og du kunne vidst slet ikke klare det, så du besvimede" Siger han trist. Hans skyd? Det er da ikke hans skyld. Han kunne jo ikke gøre for at de alle kom, og at jeg endnu engang er så svag. Jeg tager min hånd op til hans kind og smiler blidt til ham.

"Det er ikke din skyld Justin, du kunne jo ikke vide det" Siger jeg. Han smiler tilbage til mig, og læner sig frem for at kysse mig. Kysse mig. Det er helt urealistisk det her. Det er som om at vores læber passer perfekt sammen, at det altid har været meningen det her. Hans læber føles så bløde mod mine. Han er så blid og forsigtig, som om han er bange for at gøre noget forkert.

"Bliver du hos mig i nat?"

"Jeg bliver hos dig forevigt babe"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...