The Larry Bromance

One Direction tilbedes af millioner af piger. Og de kan få den skønneste pige på Jorden, hvis bare de begynder at tale til hende. Men hvordan vil verden reagere, når de finder ud af, at Harry og Louis istedet for de millioner af piger vælger hinanden?

32Likes
58Kommentarer
5272Visninger
AA

11. Jeg tilgiver ham aldrig nogensinde.

"Hvorfor gjorde du det? Du hader mig jo alligevel, når du bare råsnaver Bieber." råbte jeg vredt. Jeg var fuldstændig ligeglad med, at han var indbundet i gips og havde drop overalt - han skulle satme ha' smæk nu. Jeg var så vred, at mit blod nærmest kogede. Louis kunne ikke kigge på mig, da jeg stod i den ene ende af rummet og han ikke kunne dreje nakken. Jeg knyttede min hånd om en bamse, Louis havde fået fra en eller anden fan, og som jeg havde smidt lidt rundt i rummet. "Jeg elsker dig jo, Harry. Pussergøj, vil du ikke nok tilgive mig? Jeg gør det aldrig, aldrig igen og jeg vil altid tilgive dig, hvis du gør det." mumlede Louis og jeg gik hen foran ham, så han kunne kigge på mig med store, bedende øjne. Jeg overvejede det ganske vist kraftigt, men han skulle først indse, at han havde gjort noget virkelig dumt. Egentlig havde jeg bare lyst til at smide noget i hovedet af ham, men i så fald ville han nok brække nakken, og det ville nok ikke være så klogt. Bortset fra at han havde brækket alle knoglerne i sin krop og fået hjernerystese gange 1000, var der ikke sket noget. Ingen lammelser, ingen varige mén. Hvorfor i alverden havde han ikke bare ladet mig dø? Jeg ville meget hellere dø end være her på Jorden bare et minut mere, når Louis var så åndssvag. Og jeg, der havde drømt om at hedde Harry Tomlinson Styles! Den gigantiske kraftidiot. Han kiggede igen på mig med bedende øjne, og jeg kunne næsten ikke modstå ham, så jeg gik igen over til at kaste med nogle ting. Mit blik faldt på uret. Besøgstiden var snart ovre. Louis skulle også hvile sig, men jeg havde mest lyst til at gå hen og kysse ham og derefter marchere ud af rummet, så han vidste, at jeg havde tilgivet ham. Men Louis skulle lide lidt mere. Måske var jeg sadist, men whatever. Selvpineri.. Både sadist og selvskader. Hvilken idiot ville ikke tage Louis Tomlinson tilbage? Især, når man vidste, at det her løfte ville han holde. Uden tvivl. Når han springer ud foran en bus for en, ved man, at man er højt elsket. Det ville man nok være ved de fleste, hvis de sprang ud i døden for en. Og det var ikke engang sikkert, at han ville få skubbet mig væk. Jeg selv havde været i chok, og bussen var bare kørt videre, som om ingenting var sket. Den ældre dame havde heldigvis været snarrådig og kaldet en ambulance; Ordene "ung mand, sprunget ud foran en bus" og så et par gadenavne og bynavne, jeg ikke lige kunne huske, var nok til at få hele lægestyrken til at rykke ud. Eller, stort set. En ambulance og fire lægebiler. Døren blev åbnet, og det gav mig et chok. Sygeplejersken gav mig et anklagende blik over det rod, jeg havde forårsaget, og hun formentlig var nødt til at rydde op. "Besøgstiden er ovre. Der er tyve minutters besøgstid igen om seks timer. Du kan vente i venteværelset. Bare lad være med at kaste så meget med tingene - det ville jeg sætte pris på." sagde sygeplejersken og begyndte at rydde det op, mens hun viftede mig ud. Jeg kunne høre, hun udspurgte Louis lidt om hans helbred. Jeg havde faktisk ikke skænket andre mennesker en tanke før nu, men nu kom både Niall, Liam og Zayn hen og krammede mig, og det samme gjorde de tyve andre personer i venteværelset. Jeg kunne genkende dem, i det øjeblik de kom ud fra et eller andet kosteskab, de åbenbart havde gemt sig i. Pludselig tog jeg en hurtig beslutning og skubbede dem alle væk, hvorefter jeg marcherede direkte ind til Louis og kyssede ham længe og inderligt, hvorefter jeg med et smil på læben traskede ud igen. Ignorerede besøgstiden? Hardcore!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...