Uskyldig Som Et Vidne, Tanker Som En Morder

En krimi-novelle jeg skulle skrive i 8. klasse...

1Likes
0Kommentarer
777Visninger

1. Mr. Stockhouse

”Han rullede et par meter til før han lå stille. Det tog lang tid før han rejste sig og begyndte at klatre op ad skråningen igen mod det røde skilt. Jeg stod i vinduet, og kiggede ud på snestormen. Kiggede på hans blodige arm, og hans mørke rander under øjnene. Jeg stod inde på tankstationen og havde låst døren, så han ikke komme ind. Som sagt var hans uniform laset og hans støvler gennemblødt af den våde sne. Man kunne kun lige skimte hans politistjerne på venstre bryst. Gadelyset var gået, og jeg havde slukket lyset på hele tankstationen, så han ikke opdagede mig. Han vaklede langsomt videre og jeg kunne lige se ham runde hjørnet på den anden side af vejen. Han var væk.” ”Bar mr. Schmidt et våben, mr. Stockhouse?” spurgte advokaten. ”Min bror har aldrig nogensinde båret våben udenfor politiet.” ”Kunne der være en grund til, at mrs. Stockhouse lige pludselig bare forsvandt?” forsatte hun.

”Da jeg var på forretningsrejse til New York, havde min bror og min kone en affære. Jeg fik ikke hele historien, men det var åbenbart ikke kun den ene nat de havde været sammen. Der gik flere nætter inden vi sov i samme seng igen. Jeg kunne ikke tilgive hende for det hun havde gjort. Det var derfor hun boede på hotel.”

”Så du så ikke mrs. Stockhouse den formiddag hun forsvandt?”

”Nej. Vi havde ikke set hinanden i flere dage ” hans stemme knækkede, han måtte anstrenge sig for ikke, at vise de følelser han trosalt havde. ”Især ikke efter hun fortalte, at hun var gravid. Jeg kunne bare ikke håndtere et barn lige nu og her. Men på den anden side vidste jeg jo ikke om det var mit barn. Det var nok også en af grundene til, at vi ikke snakkede sammen.”

”Hvordan var jeres liv, inden i flyttede til Washington?”

”Min drøm havde altid været, at åbne en helsebutik, og hurtigt forelskede min kone sig også i drømmen. Vi bosatte os i New Jersey, og åbnede en lille helsebutik med et dejligt hus bag butikken. Det var drømmebutikken, vores drøm. Vi havde ikke så mange kunder, men af og til kom de da. Det havde måske også noget at gøre med, at butikken lå i motorvejens vejkant. Vi mistede flere og flere penge. Vi solgte butikken og flyttede til Washington.”

”Hvad flyttede I tilbage til?” spurgte advokaten.

”Jeg fik arbejde hos min far.”

”Hvad arbejdede du som?”

”Revisor, jeg er ikke uddannet, men med en far som var direktør i firmaet, fik jeg jobbet.”

”Var du glad for jobbet?”

”Jeg har altid hadet min far. Han var altid så ondskabsfuld over for mig. Jeg kan huske dengang vi skulle sige farvel til min mor ved hendes begravelse, hun døde da jeg var 9 år gammel. Han var nødt til, at forlade begravelsen på grund af noget med hans arbejde. Han flygtede altid. Væk fra mig. Væk fra alting. Han gemte sig altid bag sit job.”

”Trods din far, var du så glad for jobbet?”

”Det var ikke lige mit ønskejob, men lønnen var god, og vi fandt en skøn lejlighed. Carolina.. Jeg mener mrs. Stockhouse var meget ensom, lige da jeg startede i firmaet, ofte arbejdede jeg til langt ud på natten. Jeg kunne godt selv se, at hun ikke havde det så godt, men hvad skulle jeg gøre? Jeg havde mange kunder der skulle passes. Og ja… det var nok også derfor hun var sammen med min bror, de nætter hun var alene.”

”Mr. Stockhouse, slog du nogensinde din kone?”

Stockhouse sad i vidnestolen. Han huskede hver en lille ting som var det i går. Måden hun kiggede han i øjnene på, når de omfavnede hinanden. Måden hun fik ham til, at føle ham speciel på. Måden hun så på ham, måden hun rørte ham på. Men dén nat, han fandt ud af det. Dén nat hun sagde til ham, at hun ikke længere var lykkelig. Dén nat hun fortalte ham, at hun havde været sammen med en anden. Han kunne ikke holde til det, han kunne ikke klare det. Hele hans verden ramlede sammen lige for næsen af ham.

Så en aften hun kom hjem fra medicinskolen, havde han fundet på en plan. En plan der ville hjælpe hende, så hun kunne få det bedre, og at han kunne få det bedre. Vi var bedre hver for sig, det var det hun havde fortalt ham dén nat. Han kunne høre hende kalde, hun ledte efter ham. Han gik ind til hende. Hun vendte sig om, og dér stod han med øksen lænet ind over hende. Hun græd. Hun skreg. Hun tryglede ham om at lade vær. Men det var forsent.

Tankerne blev ved med, at køre rundt i hovedet på ham. Den vinternat kørte han ud til søen med hende. Natten var kold, og man kunne se hans varme, ånde når han trak vejret. Det var en stille nat. Det eneste man kunne høre var uglerne i baggrunden. Han havde pakket hende ind i en sort plasticpose. Langsomt steg han ud af bilen, og bar hende ud af bagagerummet. Han havde ikke regnet med, at hun ville være så tung, som hun var. Han slentrede ned til søen med hende, og smed hende ud i vandet. Hun sank hurtigt.

”Mr. Stockhouse?” spurgte advokaten igen. ”Nej aldrig. Jeg er opdraget til, ikke at slå en kvinde.” ”Det er ellers ikke hvad dine naboer fortæller” ”Hvad mener De?” spurgte Stockhouse.

”Mr. og mrs. Dearby har fortalt, at mrs. Stockhouse en aften var kravlet ned ad brandtrappen, og banket på deres rude. Hele hendes ansigt havde været hævet, og hun havde været blå-lilla rundt om øjnene, som hun var blevet tævet. Hun var kommet ind og de havde givet hende lidt te. Senere den aften havde De banket på mr. og mrs. Dearbys dør, og bedt mrs. Stockhouse om at komme med Dem ind. Mrs. Stockhouse var derfor gået krybende ind til Dem igen – fordi hun havde været bange for Dem.” Tankerne kom væltende frem igen. Det var godt, han havde Louanne til, at hjælpe ham. Louanne var hans barndomsveninde, og som han havde kendt hele livet. Hun havde klædt sig ud som Carolina, – lyst hår, solbriller og høje hæle – kommet ud fra et hotel og steget ind i en taxi. Det var så den sidste dag folk havde set Carolina. Senere den dag var han taget over til Louanne. Hun skulle ikke leve med tanken om hvad han havde gjort, så han skød hende. Han lagde pistolen ved hendes højre hånd og fjernede alle fingeraftryk, så det lignede et selvmord.

Siden den dag var han gået under jorden. Han havde sagt sit job op, og flyttet ud i en lille lejlighed i Maine, hvor ingen kendte ham. Der havde han chancen for, at begynde på en frisk, en hel ny start. De fleste af hans dage gik med at sove. Men når han så endelig var vågen, så han CNN. I starten handlede det næsten kun om Carolinas forsvunden, men sagen blev mindre og mindre interessant. Pludselig var folk næsten ligeglade med sagen, indtil politiet så fandt flere beviser. Hans bror havde en idé om, at et var ham der havde dræbt både Louanne og Carolina, men han var åbenbart den eneste om idéen, så derfor havde broderen opsøgt ham. Det var Stockhouse der den aften havde brækket hans arm, og låst ham ude i kulden.

I tænker sikkert hvordan han kunne dræbe sin egen familie og venner. Men de vidste ikke hvordan han havde det. De spurgte aldrig ind til ham, de forventede bare, at han havde det godt. Men i virkeligheden var han ædt op indefra, han var ulykkelig.

”Den aften havde jeg måske fået lidt for meget at drikke, men vi var lige gode om det. Hun startede med at slå mig, så det var rent selvforsvar, som I også kan se på billederne” sagde Stockhouse.

”Tak, jeg har ikke flere spørgsmål til vidnet, hr. dommer”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...