Pigen med de grønne øjne - Hele historien


3Likes
1Kommentarer
2799Visninger
AA

1. Pigen med de grønne øjne - Hele historien

Pigen med de grønne øjne

 

Og der stod jeg og lo af de blikke der hvilede, mens jeg dansede rundt i lykke, Men pludselig åbnede et Grønt Øje sig bag mig, og et ondt smil formede sig på hendes læber.

 

Jeg stod på den menneskefyldte gade, min røde kjole sad skævt. Mit lyse hår var uglet, og blodet rislede ned af min hals og dryppede videre ned på fortovet. Jeg havde lyst til at løbe eller i det mindste skrige. Det var aften klokken var ca. 21.23, jeg fyldte år i dag. Jeg blev jeg 21 ved midnat, præcis. Om 4 timer ville jeg blive født. Om 4 timer ville jeg have mit sidste møde med Pigen Med De Grønne Øjne. Jeg vidste alt dette, men jeg vidste endnu ikke hvor, jeg ville tilbringe de sidste timer af min pinefulde død.

Det var der, jeg så hende. Hun listede sig rund om hjørnet, og kom hen mod mig med slæbene fodtrin, men det jeg bemærkede mest, var det sindssyge smil, der spillede om hendes læber, og det var mit blod, der løb ned ad dem. Jeg skreg og satte i løb. Jeg sprintede igennem alle på min vej, mens jeg inderligt ønskede, at de kunne høre mine skrig. Mens jeg opgivende tænkte, at jeg aldrig kunne løbe fra hende, borede hendes negle sig dybt ned i min hals.  Hun trak mig ind i hendes dræbende favntag, og derfra husker jeg ikke andet end de lysende grønne katteøjne.

 Jeg vågnede midt på gaden. Det første jeg tænkte på var at kigge på mit ur. 22.09, hun havde været hurtig. Hun plejede ikke at lade mig gå før timer senere, men hvis hun ikke lod mig gå, ville der jo heller ikke være nogen jagt i det mere. Så ville der ikke være mere sjov i det, men hun måtte ikke finde mig, aldrig mere. Snart ville jeg bestemme hvornår, vi mødtes, og snart ville jeg være den af os, der levede. Jeg ville aldrig være uvidende nok, til at lade hende få magt over mig igen. Jeg grinte lidt ved tanken, men stoppede hurtigt. Jeg måtte gøre mig klar. Alt skulle være perfekt, for at det kunne lykkes. Jeg havde kun en chance.

 

23.48, hvor blev hun af? Jeg kiggede mig desperat omkring. Hun skulle komme, hun måtte finde mig.

Jeg stod på en togperron og skar mig i armen med et barberblad. Jeg vidste, at lugten af frisk blod ville få hende til at finde mig. Men hvor var hun så? Havde hun alligevel regnet den ud? Havde hun opdaget det? Vidste hun, ligesom mig, at jeg denne nat, ville jeg få styrken til at dræbe hende? Hvis hun gjorde, havde hun holdt det hemmeligt for mig. Jeg havde altid at kunne aflæse min søster. Min tvilling, var alt jeg var, og mere til. Hun var høj og smuk som en gudinde. Hendes øjne var som at kigge lige ind til den grønneste forårs skov. Hendes hår var lyst og krøllet som mit, men ikke nær så spaltet og fedet. Og så var hun, så yndefuld i hendes bevægelser. Vi mindede om hinanden, men en ting gjorde hende helt anderledes fra mig. Hun var ond, ikke bare sådan almindeligt ond. Nej, rigtig ond, hun stod sikkert også i ledtog med djævlen. Det ville ikke undre mig, hvis de to var elskere. I nat ville jeg sørge for, at det sidste min søster så var mig der grinede af hende. Jeg ville…

Der kom hun listened. Som altid. Jeg følte straks min medføte intuition til at flygte, og aldrig komme tilbage, men jeg blev. Jeg blev, fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville overleve at lade være.

”Hej, min søde,” vrængede hun, med sit overlegne smil plantet i ansigtet. Hendes grønne øjne næsten glødede af ond og vild morskab.

”Hej Nenfraret,” sagde jeg stille. Jeg ville ikke lade hende vide, at jeg var den stærkeste i nat. Jeg havde valgt rigtigt, for hendes smil blev om men ikke destomere endnu bredere end det allerede var i forvejen.

”Hvad laver du her, min søde, skal du nå et tog?” Hun spurgte mig, men jeg vidste, at hun var fuldstændig ligeglad med svaret.

”Ja” mumlede jeg sagte.

”Men der går flere toge. Kom her hen min søde,” sagde hun med sin sleske stemme.

”Nej” svarede jeg lidt hurtigere, end det var meningen.

”Nej?” Sagde hun bistert ”Min søde, hvorfor prøver du overhoved, du ved at det er mig der bestemmer, du har ikke noget at skulle have sagt.”

Jeg kiggede på mit ur - 23.58, hvor blev det tog dog af. Jeg havde ikke tid til at vente på et forsinket tog!

”Hvad skal du nå, min søde,” hun havde fået lidt mere styr på sig selv, men stadig med en bister undertone. Jeg kendte hende godt nok til at vide, at man skulle passe på hvad, man sagde i nærheden af hende. Hvis man sagde noget dumt, kunne det meget let blive det sidste man nogensinde sagde.

”Ikke noget,” sagde jeg, og trådte et par skridt tættere på hende. Det var der, jeg begyndte at kunne skimte nogle tog lygter i det fjerne.

”Kom her hen,” sagde hun både bestemt og vredt på samme tid, men jeg rørte mig ikke.

”Nu!” Skreg hun. Nu var toget tæt på. Jeg trådte de par skridt tilbage, som jeg lige havde taget frem. Hun stod lige op ad mig i løbet af mindre af et åndedræt.

”Hvad er det du er ude på?” Hviskede hun i mit øre, mens hun tog fat i min arm og borede sine hegle ned i mit kød.

”Det her!” Skreg jeg og slyngede hende rundt og ned på skinnerne. Og det sekund, hvor toget kørte over hende, følte jeg mig stærk, klog og smuk. Ja, næsten lykkelig. Det var der det skete. Jeg blev synlig for alle, og for første gang i mit liv følte jeg mig godt tilpas, og lykkelig. Ja, ordet må være lykkelig.

 

Og der stod jeg og lo af de mange blikke der hvilede på mig, mens jeg dansede rundt i lykke. Men et Grønt Øje åbnede sig bag mig, og et ond smil formede sig på hendes læber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                   Af Cecilie Duch

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...