Livets kortspil

Her er min første novelle herinde. Jeg håber, i kan lide den.

0Likes
1Kommentarer
335Visninger
AA

1. Livets Kortspil - Hele novellen

Livets kortspil

Jeg følte deres borende blikke, da jeg trådte ind ad døren.  Jeg mærkede deres frygt og deres forargelse. Det føltes som om hele min personlighed blev blottet, og ingen kunne lide, hvad de så.

Jeg var altid blevet mobbet, men det var først, da min far døde, at de for alvor begyndte. ”Nå, hvad så hvordan har din far det? Tror du stadig, at du kan tale med ham gennem gravstenen?” Sagde Jenna hånende. Alle de andre i gruppen grinte. Jeg prøvede at ignorere deres ord, men det var svært. De vidste altid hvordan, de kunne ramme mig. ”Så svar dog,” råbte en anden fra gruppen. Jeg blev helt stum. Jeg tænkte på min far, min elskede far. Pludselig mærkede jeg Jennas hånd. Hun greb fat om mig og slyngede mig ind i muren. Så gik de.    Jeg blev liggende på det kolde gulv. Jeg mærkede, hvordan blodet begyndte at flyde ned af min pande. Så rejste jeg mig op og gik hjem med en bankende hovedpine.     Min mor sad og drak, da jeg kom hjem. Det gjorde hun ofte. Hun var næsten altid beruset. Jeg gik ind på mit værelse og så mig selv i spejlet. Hvor var jeg grim. Det var ikke svært at forstå, at jeg ikke havde en nogen venner. Hvem fanden ville være venner med en som mig?    Lidt senere på aftenen da jeg ryddede op, fandt jeg et billede af min far. Jeg betragtede det længe. Han var den rareste, jeg nogensinde havde mødt. Da han levede, var vi en lille hyggelig familie, mor far og mig. Dengang drak min mor ikke. Nu snakkede mor og mig næsten ikke sammen længere. Måske var det på tide?    Jeg gik ind og satte mig ved siden af hende. Jeg viste hende billedet af far. Jeg kunne se, at hun fik tårer i øjnene.  ”Har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil tale om din far. Det er bedst, vi ikke taler om ham,” sagde mor. Jeg kunne lugte hendes ækle øl-ånde, og rejste mig og gik i seng. Jeg vågnede, da min mor vækkede mig. ”Hvad er klokken?” Spurgte jeg træt. ”Det ved jeg ikke helt,” sagde min mor, der lignede en, som ikke havde lavet andet end at drikke, siden jeg gik i seng. Jeg kiggede på uret og røg op ad sengen. Klokken var over ni, og jeg skulle have været på skolen klokken otte. Jeg fik tøj på og skyndte mig ud af døren. ”Nå, hvad skyldes din forsinkelse?” Spurgte min lærer. ”Hun har sikkert talt med sin døde far, eller er det din fulde mor, der har forsinket dig?” Kom det hånende fra Jenna. Resten af klassen grinte højt. ”Hold så op Jenna, op på kontoret med dig.”

 

”Sæt dig ned Sofie.” Jeg satte mig ned, mens jeg tænkte på, hvor lang tid siden det var, at nogle havde sagt mit navn.    Efter skole skyndte jeg mig ud af døren. Måske kunne jeg nå hjem inden Jenna og hendes gruppe nåede at fange mig, men det var allerede for sent. ”Nå, hvor tror du, at du skal hen? Tror du, jeg har glemt, at du fik mig til at sidde en hel dag på kontoret, møgunge?” Kom det faretruende fra Jenna. Hun gik hen imod mig, men mærkeligt nok, blev jeg ikke bange denne gang. Jeg blev sur, nej rasende. Hun skulle ikke bestemme over mig. Hun var en idiot. Min mor var en idiot. Hele verdenen var nogle røvhuller. Vreden boblede i mig.     Nu nåede Jenna helt hen til mig. Hun slog ud efter mig, men jeg undveg. ”Nå, så du tror, du kan slippe uden om mig?” Nu havde jeg fået nok, det var som om alt min vrede kom strømmende ud af mig som et vandfald. Jeg slog ud efter Jenna og ramte hende lige i ansigtet. Hun tog et par skridt tilbage og prøvede at holde balancen. Jeg slog hende igen og igen. Jeg fortsatte, indtil hun til sidst lå på jorden. Alle hendes veninder stod helt forskrækkede og så på. Jeg slog, og jeg slog. Jeg gennembankede Jenna. Det var som om, jeg var i en andens krop. En krop, der ikke tænkte, men som kun handlede. Jeg sparkede Jenna, mens hun lå på jorden og bad om nåde. Til sidst kom vores klasselærer og hev mig væk. Lidt efter blev Jenna kørt væk i en ambulance. Nogle politimænd prøvede at tale med mig, men jeg var i chok. Til sidst kørte de mig hjem.     Da jeg kom hjem, lagde jeg mig til at sove. Jeg ville aldrig nogensinde vågne igen. Hele verdenen var noget lort.    Jeg vågnede igen, da min mor vækkede mig. Det var morgen, og solen var lige stået op. ”Du skal i skole,” sagde hun. Denne morgen var hun ikke fuld. ”Nej, jeg står aldrig op.” ”Jo, du gør, og det skal være nu,” sagde min mor. Jeg rejste mig modvilligt op og tog af sted. Da jeg kom i skole, stod jeg noget tid uden for døren. Hvad skulle jeg sige? Hvad ville de sige? Jeg tog mod til mig og åbnede stille døren:     Jeg følte deres borende blikke, da jeg trådte ind ad døren. Jeg mærkede deres frygt og deres forargelse. Det føltes som om hele min personlighed blev blottet, og ingen kunne lide, hvad de så. Pludselig fortrød jeg. Hvorfor var jeg nogensinde gået herhen. Jeg skyndte mig at vende om og løbe væk. Jeg løb hele vejen op til min fars gravsted. Der lagde jeg mig og græd. Tårerne trillede ned af mine kinder. Hvis bare min far havde været her.    Pludselig kunne jeg høre nogen komme. Det var min klasselærer. Hun satte sig ved siden af mig og holdte om mig. Det var efterhånden lang tid siden, at nogen havde gjort det. Jeg gjorde ikke modstand. ”Så så, jeg ved godt, du har det hårdt, Sofie,” sagde hun blidt. Det fik tårerne til at pible endnu mere frem.  ”Nu skal du høre her, Sofie. Livet har givet dig nogle svære kort på hånden, men du bliver nødt til at få det bedste ud af dem. Jeg ved godt, at det er svært at miste, og det er heller ikke let med din mor, men du bliver nødt til at bekæmpe det. Du skal ud at vise verden, at du lever livet godt og er glad, selvom der er mange forhindringer på din vej. Du er en stærk pige, Sofie. Du skal tro på dig selv, og jeg ved, at du kan.”

               

 Skrevet af Ida Maria Lykke Baadsgaard

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...