So am i

"Hver dag i skolen var et helvede, der bare kørte i cirkler. En pinsel der skulle overståes, en forbandelse uden lige og en kamp uden ende. Det var alle mod mig - en totalt uretfærdig og meningsløs tilværelse, som ingen fortjener at leve i."

En novelle om cutting, det at blive misbrugt af sin egen far og sorgen over tabet af sin mor.

7Likes
6Kommentarer
1482Visninger
AA

1. Hej, jeg hedder håbløs.

Jeg tabte kniven. En klirrende lyd af sprængt glas og metal overdøvede mine dosede tanker. Det var forfærdeligt - følelsen af ikke at kunne styre sine handlinger, drev mig til vanvid. Bare billedet af min mors sørgmodige dråber i hendes kolde øjne, opsvulmede min realitet og fik mig til at modsige.    Langsomt bevægede jeg min blodige hånd ind under håndvasken, skyllede såret med vand, og gemte det under et plaster. Dette skulle ingen på nogen måde få nogen kendskab til.

 

Pludselig prikkede en finger mig på skulderen. Det var min far, der havde købt rundstykker med hjem, men jeg havde overhovedet ingen appetit. Frustration, angst, smerte og skyldsfølelse fyldte alt og alle. Jeg spiste ikke, jeg gik ikke, jeg talte ikke, jeg var ikke længere en normal teenager på 16 år.   

Et år fyldt af ærgelser og misforståelser. Jeg husker det, som var det igår. Det korte glimt af en rød citroën, farende på den grå motorvej i sivende regnvejr. Min mor, med hendes blåprikkede paraply, hendes kærtegnende hænder og hendes varme smil der fik selv et skybrud til at pakke sammen, var væk i et sekund der føltes som minutter. Hendes aske står nu til pynt inde i entreen, hvor vi hver dag sørger og ligger blomster - aldrig skal hun glemmes i denne forpulede og uretfærdige verden.   

Jeg vendte og drejede mig, og overvejede kraftigt at gentage mine tidligere forsøg på en bedre tilstand. Mor var mit et og alt. Hun var der altid for mig, holdt om mig når jeg mindst fortjente det, og satte mig i et dejligt og glansende lys når alting sortnede for mig.

Nogle gange ville jeg ønske, at det var dig der var skredet i stedet for, far. 

Ord, skrevet af en sølle sekstenårig pige med hænderne fulde af lektier, og med en far der aldrig var der for hende på nogen måde. Siden ulykken havde alt været håbløst. Han kom flere gange hjem fra en tur i byen, svært beruset. Hans ånde var varm og ildelugtende, alt andet end trøstende. En svag erindring om den far der engang havde været der, dukkede op, men svandt hurtigt igen, da han langsomt bevægede sin hånd op af mit lår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...