The Mastermind (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2012
  • Status: Igang
Seks forskellige unge piger mellem 14 og 23 års alderen, bliver myrdet i en periode på godt to måneder. Den første måned blev tre forskellige piger bortført, voldtaget og halshugget i Los Angeles, og i den anden måned skete det samme i Chicago. Alle ligene har det tilfælles, at være blevet slemt skamferet og arret, særligt omkring underlivet, samt allesammen er nøgne og mangler hovederne. Da en fjerde person forsvinder fra kærestens soveværelse i Orlando, og kæresten bliver fundet død på badeværelset med en kniv i nakken, ved politiet med sikkerhed at de har at gøre med den samme morder. FBI's afdeling for drabsefterforskning sender deres to bedste agenter, Rachel Farrel og Mike Carey, afsted for at standse den omtalte morder, med den ekstremt dygtige men også lettere socialt handicappede computer-analytiker, Ryan, som hjælp. Men tingene går ikke, som regnet, og snart viser det sig at den omtalte morder er langt klogere og langt langt farligere, end de to agenter går og tror...

43Likes
109Kommentarer
5941Visninger
AA

9. - 8 -

 

Rachel sad på politistationen og var oppe til langt ude på natten, mens hun via computeren studerede filerne fra de seks første mord i Los Angeles og Chicago, som Adam havde sendt til hende på mail. Hun havde taget hendes kop kaffe nummer elleve, og var efterhånden ved at blive sindssyg. 

Den første var en fjorten-årig pige, som altså var forsvundet på vej fra skole. Det var altså det første mord... Så var der det næste, hvor en 20-årig kvinde blev angrebet i hendes lejlighed to dage efter, at Janes lig blev fundet. Der gik endnu en seks dage, før den næste også blev fundet. 

Og så gik der en uge, før morderen slog til i Chicago. Herefter bortførte han i en periode på tre uger tre forskellige unge kvinder... Allesammen hjemmefra.... Inden de blev voldtaget, tortureret og dræbt. Hvad havde disse tre ofre tilfælles, udover at de allesammen var unge? Jo, de havde en rig familie og boede allesammen i to-etagers huse. Den første var 17 og blev angrebet om natten, mens både hendes forældre og bror var hjemme. De to andre blev også bortført derhjemme, og fik samme behandling som de andre.

Så går der yderligere en uge, inden endnu et mord i Orlando. Om torsdagen. Det ville altså sige, at det var morderens første uge... Han havde to uger mere til gode, og hun var næsten sikker på, at han måske allerede havde fundet sig et offer. Ryan og analytikerne arbejdede allesammen lige nu hårdt på at komme frem med morderens navn og baggrund... Det kunne heller ikke vare længe nu, tænkte Rachel inden hun masserede sin pande.

De havde to uger tilbage, før morderen ville skifte by. Men det værste ved det var, at Rachel ikke havde nogen anelse om, hvor lang tid de mon havde før han slog til igen... Og hvem offeret var! 

                                                                                                    ***

 

Det var mandag eftermiddag. Sarah Perez gik på High-school inde i Orlando, omkring et par kilometer fra hjemmet. Hun bevægede sig lige nu ned af fortovet, hendes lysebrune hår var sat op i en fin hestehale, hvoraf en enkelt streng af hår gik fint ned langs hendes kinder. Hun var klædt i lyseblå jeans og hvid trøje, hendes bøger var trykket ind til brystet. Hun gik i sine egne tanker, og hørte derfor ikke personen som kaldte på hende.

"Hey... Hey, Sarah!" 

En veltrænet, jævnaldrende dreng med mørkeblond hår sat i en ulastelig frisure, nøddebrune øjne og klædt i afslappet tøj kom løbende hen bag hende. Det var hendes kæreste, Chris. 

"Hey, Sarah, vent lige!" Sarah hørte ham da han nåede hen ved siden af hende og standsede, inden hun spørgende drejede sig rundt mod ham og kneb hendes brune øjne en anelse sammen. 

"Kan vi ikke følges ad?" spurgte Chris så. 

"Jo, det kan vi da godt, sure," sagde hun med et smil inden hun vendte sig rundt og gik videre med Chris ved sin side. De gik lidt uden at sige noget, mens de samtidig tog hinanden i hånden og fortsatte ned ad gaden. 

"Jeg tænkte på, øhm...," begyndte Chris, men tøvede så. 

"Ja? Hvad er det, du tænkte på?" spurgte Sarah med et smil. 

"well, du har en virkelig dejlig familie."

"Tak!" sagde hun med et smil. 

"Så lidt. Nå, det var egentlig et sidespor... Hvad jeg gerne ville spørge dig om var, om du vil være med til en fest vi holder hjemme hos mig i morgen?"

"Oh, yes, I'd love to. Hvornår er det?" 

"I morgen aften klokken 8."

"Fedt... Skal jeg have noget særligt på eller...?"

"Næh, det behøver du ikke, så længe du stadigvæk er ligeså flot som du er nu, så er jeg tilfreds," svarede Chris. 

"Åh, hvor var det sødt sagt," fniste Sarah inden de kyssede hinanden. De fulgtes ad et stykke vej endnu, inden de omfavnede hinanden.

"Få det lige aftalt med dine forældre, og så kommer jeg og henter dig i morgen."

"Ja, det vil jeg gøre. Vi ses." Hun kyssede ham, smilte og vendte sig rundt, og vinkede stadig da hun bevægede sig hen mod huset hundrede meter derfra.

Chris så efter hende, vendte sig rundt og smilte bredt, inden han fløjtende og med store skridt bevægede sig hjemad. 

Sarahs forældre var stadigvæk på arbejde - hendes far var læge og hendes mor advokat - og hendes to brødre var på spejderlejer, så hun havde fået lov til at få nøglen til huset. Hun låste derfor op, gik ind, lukkede døren efter sig og hængte nøglen op på sin plads inden hun afbrød alarmen og reaktiverede den. Da det var gjort trak hun skoene af og bevægede sig op ad trappen og ind på værelset, hvor hun lukkede døren efter sig, satte hovedtelefonerne til sin iPod og begyndte at høre musik. Hun lå i noget tid og lukkede øjnene, med et smil om hendes læber. 

Chris stemme lød i hendes hoved. "Vil du være med til en fest vi holder i morgen aften?" Hun udstødte et dybt suk, åbnede øjnene og stirrede længe op på de brune træpaneler i loftet. Og altimens havde hun ingen idé om, at hun blev overvåget gennem klædeskabets nøglehul af morderen, hvis hoved nu var dækket af den selvsamme sæk med mund- og øjenhuller, som han altid havde på når han skulle udføre sit træk.

Han tog det roligt og ville ikke forhaste sig... Han blev ved med at se på Sarah, mens han mærkede en stigende kriblen i kroppen og en stigende lykkerus. Det, han så, var ikke en teenage-pige... Det, han så, var en pyntegenstand, et trofæ som han kunne sidde og beundre dag ud og dag ind. 

Han blev ved med at overvåge hende. Der gik en halv time, før hun satte sig op igen, strakte sig, trak hovedtelefonerne af, og trak sin mobil som hun holdte op til øret. Hun faldt herefter i snak med en veninde. Morderen strakte sig lidt op, men kom ved et uheld til at banke hovedet ind i tøjbøjlen, så der lød en klabrende lyd. Han stivnede på stedet, og holdte vejret.

Sarah hørte lyden og farede øjeblikkeligt sammen inden hun forvirret stirrede rundt. Hun kørte hendes nøddebrune øjne fra klædeskabet og hen til døren, hun kunne ikke helt finde ud af hvorfra lyden kom.

"Far, er det dig?" spurgte hun, inden hun skulede rundt. Der var fuldstændig stille nu. Men hun hørte et svagt knirk fra brædderne, og lod atter blikket fare hen til døren. Hun kneb undrende øjnene sammen, og bed sig let i underlæben inden hun hævede telefonen, pressede den ind til øret og sagde til veninden, at hun ringede tilbage senere. 

Så rejste hun sig op, og bevægede sig forsigtigt hen til døren, morderen fulgte hende i sit POV, og fastholdte sit blik på hendes hestehale, hendes hoved og hendes slanke, fine hals, inden han forsigtigt og lydløst skød skabsdøren til siden, men blev dog stadig stående i nogle få sekunder.

Sarah hørte ikke skydedøren gå op bag sig og så ikke morderen med den røde, skotskternet skjorte og den brune sæk over hovedet som langsomt trådte ud fra klædeskabet lige bag hende. Hun satte blot døren på håndtaget, lænede hovedet frem og lyttede ud, hendes bryn var let rynket. 

Morderen så hende stå der, bøjet forover og med ryggen til og tilsyneladende stadig uforvarende, inden han trådte endnu et skridt tættere på. Så endnu et. Og endnu et. Han standsede en meter bag hende, og knugede venstre hånd om sit baseballbat. 

Sarah skulle lige til at vende sig om, da hun mærkede gulvbrædderne give sig en anelse og hørte det svage knirk, da morderen lagde sin vægt derpå. Hun hørte en svag men stadig tydelig hørbar vejrtrækning lige bag sig, al farve forsvandt øjeblikkeligt fra hendes ansigt og hun stivnede på stedet. Hun åbnede munden, hendes underlæbe bævede i rædsel, en tåre bevægede sig ned af hendes ene kind, slog et sving om mundvigen og dryppede ned fra hagen. 

Hun blev stående i flere sekunder, et svagt, grådkvalt klynk pressede sig vej op fra hendes strube. Hun drejede langsomt hovedet, hendes vejrtrækning begyndte at blive hurtigere og hurtigere, hendes krop skælvede. Hun standsede med at dreje hovedet da hun så morderen stå med sækken over hovedet og battet i hånden, inden hun begyndte at klynke højere og højere.

Morderen lagde hans sæktidækkede hoved let til den ene side, inden han forsigtigt bøjede sig frem mod hende, førte pegefingeren op til sin mund og svagt fremhviskede et "shhhhhhh." Han rettede sig atter op, løftede battet, støttede det med begge hænder og hævede det, langsomt og intenst.

Sarahs klynk blev højere og højere, flere tårer strømmede ned af hendes kinder, hendes mund stod på vid gab. Morderen stod stille i få sekunder og beundrede hendes ansigt, inden han med begge hænder svang battet frem. Det sidste, Sarah registrerede, var et blændende hvidt glimt... Efterfulgt af mørke! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...