The Mastermind (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2012
  • Status: Igang
Seks forskellige unge piger mellem 14 og 23 års alderen, bliver myrdet i en periode på godt to måneder. Den første måned blev tre forskellige piger bortført, voldtaget og halshugget i Los Angeles, og i den anden måned skete det samme i Chicago. Alle ligene har det tilfælles, at være blevet slemt skamferet og arret, særligt omkring underlivet, samt allesammen er nøgne og mangler hovederne. Da en fjerde person forsvinder fra kærestens soveværelse i Orlando, og kæresten bliver fundet død på badeværelset med en kniv i nakken, ved politiet med sikkerhed at de har at gøre med den samme morder. FBI's afdeling for drabsefterforskning sender deres to bedste agenter, Rachel Farrel og Mike Carey, afsted for at standse den omtalte morder, med den ekstremt dygtige men også lettere socialt handicappede computer-analytiker, Ryan, som hjælp. Men tingene går ikke, som regnet, og snart viser det sig at den omtalte morder er langt klogere og langt langt farligere, end de to agenter går og tror...

43Likes
109Kommentarer
5950Visninger
AA

4. - 3 -

Rachel vågnede med et spjæt da en hamrende lyd nåede hendes ører . Hun blinkede med øjnene, gabte, strakte sig og rakte ud efter sine briller, som lå på sofabordet foran hende. Det tog et kort stykke tid for hende at finde ud af, hvor den hamrende lyd kom fra, men så gik det dog også endelig op for hende. Der var nogen ved døren! Hun tog et kig mod vinduet og så, at det tilsyneladende stadig var mørkt udenfor, inden hun herefter vred sit håndled og så på sit ur. Klokken var seks om morgenen. Hun rejste sig efterfølgende op fra sofaen, råbte "kommer nu" og bevægede sig herefter mod døren. Da hun så vedkommende, som stod på den anden side, viste et smil sig om hendes læber. "Mike, jamen godmorgen. Hvorfor er du oppe så tidligt?"

Mike var klædt i løsthængende løbetøj, hans sorte hår var sat op med voks og hans blå øjne skinnede af den friske luft. "Jeg havde bare tænkt mig at tage på et gennemløb gennem parken og så tage et smut forbi dig for at snakke lidt." Han så, at hun stadig havde tøj på, og hævede panden. "Du er da også oppe tidligt kan jeg se...!" Rachel smilte og rystede på hovedet.

"Nej, jeg er lige vågnet. Det er fordi at jeg, ja, du ved... Den sag vi lige har haft kørende var temmelig udmattende, så jeg faldt i søvn på sofaen. Men kom da indenfor." Hun fjernede sig fra døren så han kunne komme ind, inden hun bevægede sig hen mod værelset. 

Mike trådte ind i entréen, så rundt og tog skoene af inden han fortsatte ind i stuen og så rundt. Han fik øje på krimien, der lå på sofabordets glaspade, tog den op i hånden og skimmede hurtigt resuméet på bagsiden, inden han lagde den fra sig og vendte fronten mod køkkenet. "Der er faktisk en anden grund til, at jeg kom forbi," sagde han og satte sig ned på sofaen.

"Og det er...?" lød Rachels stemme inde fra værelset.

"Tjoh... Jeg ved ikke om du har hørt om det mord der skete i Chicago for et par uger siden?" I lang tid var der stilhed, så stille at Mike var lige ved at tro, at Rachel ikke havde hørt det. Men så dukkede hun op i døren bag ham, og trods han ikke kunne se det, stirrede hun målløst på ham med tøjet presset ind mod kroppen. Så svarede hun ham.

"Hvilket mord?"

"Okay, det har du så ikke," konstaterede Mike inden han med roligt løftede bryn drejede hovedet mod vinduet og stirrede op mod den tusmørkeblå himmel og lygterne i parken der oplyste natten med et orange skær. 

Rachel blev stående og mærkede nysgerrigheden begynde at presse. "Mike," pressede hun på. "Hvad er det for et mord, du snakker om?" 

"Det er en pige ved navn Megan. Hun blev øh, bortført fra hendes eget værelse og voldtaget brutalt... Da politiet i Chicago fandt hende, ja... Så kontaktede de familien og fortalte dem, hvor grusomt hendes lig så ud."

"Mike, hvor er det du vil hen med det?" 

Mike vendte hovedet rundt så siden af hans ansigt vendte mod hende. "Afdelingen har lige ringet og fortalt mig det... Hun blev banket, stukket gentagende gange og fik cuttet hovedet af. Og hun var den tredje person i løbet af tre uger, Rachel." Rachels øjne blev store, og med det samme var hun klar over, at en ny sag var begyndt.

 

Analyseafdelingens kontor summede af aktivitet, da Mike og Rachel klædt i deres politiuniformer strøg gennem strømmen af politifolk og kriminal analytikere og fortsatte videre ind i mødelokalet, hvor der på et lærred blev projiceret seks billeder af forskellige lig af unge piger, allesammen uden hoved og med mærker efter stik og slag forskellige steder på kroppen. De blev mødt af en muskuløs hvidhåret mand med firkantede briller, som tog imod dem med et håndtryk. "Hej, og godt i fik min besked... Tag endelig plads, vi skal snart til at begynde." De gjorde, som han bad om og satte sig for bordenden af det lange, runde bord, og ventede tålmodigt indtil alle ti var ankommet og havde fundet deres pladser. Herefter blev lyset dæmpet, inden lederen - hvis navn forresten var Adam - stillede sig op til lærredet med billeder af ligene og vendte sig rundt mod de andre. 

"Vi fik en opringning tidligt i morges om, at endnu en kidnapning er fundet sted i Orlando, hvor et kærestepar efter at have været i seng sammen, blev angrebet på mystisk vis. Det eneste, vi har at gå efter, er liget, vi fandt på badeværelset." Han vendte sig mod lærredet og viste billederne frem med hånden. "Disse seks andre personer er i løbet af den sidste måneds tid blevet voldtaget og halshugget på nøjagtigt samme måde... Tre i Los Angeles og endnu tre i Chicago. Alt sammen er foregået på nøjagtigt samme måde. Det første offer, en kun fjortenårig pige ved navn Jane Smith, blev bortført på vej til skole og blev fundet fem dage senere i en bæk, med spor efter sæd i kroppen og uden et hoved. Den næste var tyve år gammel, og blev bortført fra sin lejlighed og fundet død ude i Palm Springs på nøjagtigt samme måde som det første, og ligeledes med det tredje offer, som også var tyve år gammel. Alt dette skete i løbet af bare en måned... Herefter var der en pause på seks dage, før endnu et mord på en 17-årig pige ved navn Megan Davidson blev begået i Chicago for præcis to uger siden, fulgt af en 21-årig butiks assistent ved navn Melanie Cruz og en 18-årig studerende ved navn Carrie Jean. Og her i morges - yderligere seks dage senere - forsvandt så en ung 19-årig kvinde ved navn Melissa Jonson fra hendes kærestes værelse i Orlando hvor kæresten blev efterladt med en kniv i nakken. Jeg tror allerede vi kan komme til konklusionen om, at der er en seriemorder på spil!" Han så rundt på forsamlingen for at se, om de allesammen havde hørt det, inden han fortsatte. "Vi har få ledetråde at gå efter... Ifølge DNA-prøverne fra sæden, er han en hvid mand med europæisk oprindelse, og vi allesammen arbejder lige nu så hurtigt som muligt at komme frem med et navn." Han fugtede sine læber, og fortsatte. "Men vi bliver nødt til at få sendt et hold afsted til Florida for at finde ud af, om der virkelig er tale om den samme morder eller om det er en ny sag. Jeg vil samle et hold efter pausen, hvor i vil få yderlige informationer om jeres opgave. Jeg tror vist, det var det." 

Folk rejste sig fra deres pladser mens de snakkede i munden på hinanden. Rachel så træt på Mike, som blot anerkendende nikkede. Hun forstod udmærket godt hans gestur... På den igen!

 

                                                                                            ***

 

Melissas ansigt var fortrukket i gråd og hendes grønne øjne var spærret på vid gab, hendes vejrtrækning var hurtig, dyb og panisk. Hun sad lænket til en bænk i en mystisk kælder, og få meter foran hende stod en muskuløs mand i cowboybukser, skotskternet skjorte med ærmene smøget op og en brun sæk over hovedet.

"Please let me go," hulkede hun med sammenbidte tænderne. "J-jeg lover dig, at jeg ikke vil fortælle det til nogen. Men jeg ber dig, slip mig nu fri! Please!

Morderen lagde hovedet til den ene side, inden han langsomt bevægede sig tættere og tættere på. Melissas vejrtrækning blev mere og mere panisk, og hun begyndte at skrige. "PLEASE, SLIP MIG FRI! JEG HAR IKKE GJORT DIG NOGET! JEG BEDER DIG, VIL DU IKKE NOK SLIPPE MIG FRI!"

Morderen standsede foran hende, inden han langsomt førte pegefingeren op til munden og kom med et enkelt, hvislende "Sshhhh!" Han trak efterfølgende en knebel frem, og bandt den fast til hendes mund og brugte det sidste endestykke til at bende den fast til en metalpæl bag hende. Da det var gjort, og Melissa udstødte gentagende dæmpede, paniske skrig, begyndte han at lyne bukserne ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...