The Mastermind (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2012
  • Status: Igang
Seks forskellige unge piger mellem 14 og 23 års alderen, bliver myrdet i en periode på godt to måneder. Den første måned blev tre forskellige piger bortført, voldtaget og halshugget i Los Angeles, og i den anden måned skete det samme i Chicago. Alle ligene har det tilfælles, at være blevet slemt skamferet og arret, særligt omkring underlivet, samt allesammen er nøgne og mangler hovederne. Da en fjerde person forsvinder fra kærestens soveværelse i Orlando, og kæresten bliver fundet død på badeværelset med en kniv i nakken, ved politiet med sikkerhed at de har at gøre med den samme morder. FBI's afdeling for drabsefterforskning sender deres to bedste agenter, Rachel Farrel og Mike Carey, afsted for at standse den omtalte morder, med den ekstremt dygtige men også lettere socialt handicappede computer-analytiker, Ryan, som hjælp. Men tingene går ikke, som regnet, og snart viser det sig at den omtalte morder er langt klogere og langt langt farligere, end de to agenter går og tror...

43Likes
109Kommentarer
5980Visninger
AA

22. - 21 -

 

Sarah var kun hundrede meter fra vejen, da hendes ben knækkede sammen under hende og hendes muskler næsten ikke kunne mere. Det eneste, der havde drevet hende indtil videre, var adrenalin, men manglen på mad, væske og den voldsomme udmattelse var ved at overtage, og hun var på kanten til at besvime. Hun kæmpede sig besværet frem, hun var for svag til at råbe om hjælp eller skrige. Hun kunne ikke engang græde, det begyndte allerede at sortne for hendes øjne.

"Gud, gud giv mig styrke. Gud, giv mig styrke," hviskede hun svagt inden hun af hendes sidste, desperate kræfter begyndte at kravle frem mod hovedvejen.

"Åååååh, Sarah! Hvor skal du heeeeee-eeeeen?" lo Antonio et stykke vej bag hende, og hun pressede omgående øjnene sammen. Hun tvang sig selv til ikke at kigge tilbage for at se, hvor tæt på Antonio egentlig var. Hun nærmede sig vejen, og kæmpede sig desperat op på det ene ben.

Der lød et skud, inden en stråle af blod sprøjtede ud fra hendes venstre hæl. Hun hylede og blev brutalt slynget ned på jorden, inden hunn vendte sig rundt. Hun så, hvordan Antonio roligt nærmede sig med et uskyldigt smil og med pistolen svingende i den ene hånd. 

"Nej... Gud, hjælp mig," hviskede Sarah, inden hun besvimede. 

Antonio nåede derover få øjeblikke senere, og tog et enkelt kig hen mod vejen for at sikre sig at der ikke havde været nogen der ved et tilfælde havde oververet det. Så greb han fat i Sarahs slappe, livløse krop, hvor hendes venstre bare fod var fuldstændig indhyllet i et net af blod, inden han svang hende over skulderen som en anden sæk kartofler og med pistolen hvilende langs hoften roligt vendte sig rundt og bevægede sig tilbage mod huset et par hundrede meter derfra som om intet var hændt. 

 

***

 

I mellemtiden havde det lykkedes for Rachel at slæbe sig ned til bunden af trappen, hvor hun nu støttede sig til væggen med begge hænder, hendes højre fod og ben efterlod sig et tykt slæbespor af blod. Hun så sig desperat rundt, først mod entréen, så ind mod daglistuen og så herefter ind mod køkkenet. Hun bed sig hårdt i underlæben og slæbte sig klynkende og desperat indover gulvbrædderne, ind gennem åbningen indtil køkkenet.

Hendes blå øjne kørte desperat rundt. Hun manglede brillerne og var for nærsynet til at kunne se. Hun vidste ikke, hvad der lå på bordet, vidste ikke hvad der lå af genstande på gulvet, alt var sløret og tåget. Hun så dog det lyse træbord med den enkelte stol længere fremme, inden hun desperat og klynkende kæmpede sig på maven hen mod den, smerten fra der hvor boldtræet havde ramt var ulidelig, hun hørte hjertets susen i sine ører, højre fod, lår og lyske dunkede med blodet, som konstant pumpede ud og nedover gulvet. 

Hun greb en stol, kørte den med stigende panik frem til køkkenvasken, inden hun løftede hænderne, greb kanten af den og af al sin styrke benyttede sig af den højryggede stol til at få sig kæmpet op på det ene ben. Hun vendte sig om mod bordet og kneb øjnene hårdt sammmen for at kunne se, og trods hun kneb sine øjne så hårdt sammen hun kunne, var det stadigvæk meget svært for hende at se en hånd for sig. 

 

***

 

Antonio nåede enden af grusvejen, og bevægede sig stille og roligt ned af birketræstrappen der bevægede sig ned langs pinjetræsskråningen, nåede lysningen og nærmede sig med uhyggelig hast det gule murstenshus, Sarahs bevidstløse krop hang slapt over hans skulder, armene dinglede fra side til side i takt med hans bevægelser. 

 

***

 

Skamlen væltede, og Rachel gled med et højlydt råb og hamrede hendes brækkede, blødende næse ind i det ene af stolebenene. Der lød endnu et grusomt knæk da noget af den løse næsebrusk løsrev sig fra resten af hendes ansigt, og hun hulkede svagt med stramt lukkede øjnene og hænderne presset ind på næsen. Hun vendte sig langsomt rundt, kneb atter øjnene hårdt sammen for bedre at kunne se og fik øje på rækken af skuffer en meter derfra, lige mellem køkkenvasken og køleskabet. Hun bed tænderne sammen, tårerne flød ned af hendes kinder, svimmelheden og smerten væltede indover hende. Hun stønnede af kraftanstrengelse og skubbede af al kraft den væltede træstol til siden, inden hun kæmpede sig op på knæ og hastigt kravlede frem.

Hun nåede den første skuffe, strakte overkroppen op og rev skuffen ud af holderen, sådan at den vendte sig på skrå og skeer, knive, gafler og sakse med en metallisk klirren væltede udover gulvet. Hun så sig en enkelt gang tilbage, inden hun desperat kyklede skuffen til siden, og stadig med øjnene presset hårdt sammen panisk begyndte at rode igennem bestikket. Men nej, de eneste knive, der var her, var smørre-knive der ikke ville kunne gøre den synderligste skade. Men hvad med en saks?

Hun spredte desperat bestikket hulter til bulter, greb herefter en saks med orange håndtag og åbnede den helt op sådan at skærene var frie, inden hun vendte sig om mod døren og af al hendes styrke og tænderne presset hårdt sammen - og øjne som konstant var knebet helt smalle - kæmpede sig afsted mod entréen. 

Døren gik op i samme øjeblik, inden Antonio kom gående ind mens han lystigt fløjtede og samtidig holdte Sarahs slappe, livløse krop over skulderen. Han holdte om pistolen med den samme hånd som han brugte til at lukke døren med, inden han hastigt fortsatte mod enden af indgangen. 

Han nåede kun lige at træde ud i selve foyeren, da Rachel med et dyrisk, umenneskeligt hyl sprang frem mod ham og borede spidsen af saksen dybt ind i hans lår. 

Antonio udstødte et smertefuldt "ARH" inden hans ben knækkede sammen under ham og han røg ned på alle fire. Sarah gled ned fra ham, landede på ryggen og blev liggende med armene vendt mod trappen og hovedet drejet let til den ene side. Pistolen gled ud fra Antonios greb og kurede med en metallisk lyd henover træplankerne, og Antonio nåede lige at løfte hovedet og stirre frem med overraskede, blå øjne, før Rachel kastede sig ind over ham og rakte ud mod pistolen i processen.

Antonio væltede rundt og blev presset mod gulvet, og i ren desperation bed han Rachel hårdt i maveskindet, så hårdt at han fik revet en luns af. Men trods Rachel blev overvældet af den pludselige, brændende smerte og nærmest blev kastet ned fra Antonio, lykkedes det hende at gribe pistolen og trække den ind til sig. Men skyde nåede hun ikke, for Antonio kastede sig med et vildt, fjernt og dyrisk blik i øjnene ind over hende, fægtede ud mod pistolen og forsøgte at trække den ind til sig. Rachel skreg og forsøgte desperat at kæmpe imod ham, trods Antonios styrke langt overgik hende. Hun lukkede øjnene og knugede hele tiden om pistolkolben som gjaldt det livet.

Antonio hvæsede så spyttet fløj ud af hans mund, og fik overvundet Rachel inden han for fuld kraft hamrede hendes hænder hårdt ned i gulvet, så hun automatisk trykkede på aftrækkeren og et skud blev fyret langt forbi dem. Han gjorde det samme igen og igen og igen, indtil der ikke var flere skud tilbage i magasinet, hvorefter han lukkede hans hænder stramt om hendes strube, pressede hårdt til og samtidig rykkede for at knække hendes halshvirvler. 

Rachel rallede og gurglede, hendes øjne blev store i panik, hendes ben sprællede og hændes arme spjættede. Antonio hvæsede flere gange, savl og spyt strømmede ned af hans læber og hage. Rachel knyttede næverne og slog desperat på ham, men ingen nytte gjorde det. Hun hævede i ren panik højre hånd og bøjede fingrende inden hun forsøgte at kredse hans øje ud. Antonio råbte op med blodet flydende ned af kinden, men smerten fik ham blot til at stramme grebet hårdere om Rachels strube. 

Hun fjernede hænderne fra hans ansigt og forsøgte igen desperat at slå ham, men det var nytteløst, livet begyndte hastigt at strømme ud af hende, det begyndte at sortne for hendes blik. Hun satte hænderne på Antonios håndled, i forsøget på at få ham til at slippe, hendes rallen blev mere og mere forfærdelig og ulidelig at høre på. Hun så sit liv passere revy for sit indre blik. Hun så Mikes død... Så Adam gratulere hende... så den muslimske pige takke dem for at have reddet hende fra kidnapperne... så hendes brors bryllup... så hendes første missioner.

Men viljen til at overleve overvandt døden, og hun rakte desperat ud mod saksen i hans lår. Men da hun kun manglede få centimeter, opdagede hun til hendes rædsel at hun kun lige akkurat kunne nå den med spidsen af pegefingeren.

Endnu et brutalt ryk fra Antonios stærke hænder. Endnu en bølge af mørke, der strømmede indover hendes blik. Savl begyndte at vælte ud af munden på hende, og i hendes sidste desperate kamp lykkedes det hende at få boret neglende ind i Antonios venstre øje. Antonio blev distraheret af smerten og udstødte et højt hyl så han instinktivt slap hænderne fra hendes strube, og med et sidste panisk hyl lykkedes det hende at få grebet om saksen, inden hun rev den hårdt ud af hans lår og af al kraft hamrede spidsen ind gennem hans strube. Først én gang, så én til, og én til. Blodet sprøjtede udover hendes ansigt, Antonio rallede med blod som fossede ud fra munden og væltede nedover hagen. Rachel væltede ham ned ved siden af sig, og trak saksen ud, inden hun gispende og hivende efter luft kravlede flere meter tilbage, indtil hendes ryg nåede væggen hvor hun gispende og prustende kollapsede, hendes ansigt var fuldstændig dækket af blod.

Antonio rallede i få sekunder med en fontæne af blod som sprøjtede ud af munden og halsen på ham, inden blodet stoppede med at pumpe og han øjeblikkeligt blev slap. 

Rachel blev siddende hivende efter vejret, med blodet dryppende fra ansigtet og med hånden knuget stramt om saksen. Kørte først blikket til Antonios lig, hvor en tyk, mørk blodpøl hastigt var ved at brede sig, inden hun førte blikket hen til den bevidstløse Sarah. Herefter trak hun sin mobiletelefon, mens hun gradvist mærkede hvordan svimmelheden væltede indover hende, inden hun blev stillet igennem til politiet i Ocala.

"Det er... En agent ved navn Rachel Farrel. Jeg... Jeg har brug for hjælp. Jeg er i... I en hytte inde... Inde i Silver Lake State Forrest tredive kilometer derfra. Please... Please, kom og hjælp!"

"Kan De gentage det, miss?" lød det fra telefonen.

Men Rachel var allerede væltet til siden og besvimet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...