The Mastermind (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2012
  • Status: Igang
Seks forskellige unge piger mellem 14 og 23 års alderen, bliver myrdet i en periode på godt to måneder. Den første måned blev tre forskellige piger bortført, voldtaget og halshugget i Los Angeles, og i den anden måned skete det samme i Chicago. Alle ligene har det tilfælles, at være blevet slemt skamferet og arret, særligt omkring underlivet, samt allesammen er nøgne og mangler hovederne. Da en fjerde person forsvinder fra kærestens soveværelse i Orlando, og kæresten bliver fundet død på badeværelset med en kniv i nakken, ved politiet med sikkerhed at de har at gøre med den samme morder. FBI's afdeling for drabsefterforskning sender deres to bedste agenter, Rachel Farrel og Mike Carey, afsted for at standse den omtalte morder, med den ekstremt dygtige men også lettere socialt handicappede computer-analytiker, Ryan, som hjælp. Men tingene går ikke, som regnet, og snart viser det sig at den omtalte morder er langt klogere og langt langt farligere, end de to agenter går og tror...

43Likes
109Kommentarer
5945Visninger
AA

17. - 16 -

At se sin bedste ven dø for øjnene af en er noget, man aldrig kommer over. At se ham blive kørt over med fuldt overlæg, at se hans sidste åndedræt og føle hans sidste livsblod på sine hænder er måske noget af det værste, man kan komme ud for. Og hvis der var noget, Rachel vidste, så var det at hun aldrig ville blive den samme efter det, der skete Tirsdag d. 15. Februar klokken 11 om aftenen foran Orlandos City Mall. Hun havde med stor kraftanstrengelse fået hevet Mikes blodomhyllede lig ind på passagersædet, og bare da hun mærkede hvor let hans krop føltes efter han havde fået sine knogler pulveriseret af firhjulstrækkerens dæk, var hun nødt til at kæmpe for ikke at falde grædende sammen. Hun følte sig alene, forladt, fortabt og overvundet. Mikes livløse krop med hans blodomsvøbte FBI-uniform og hans døde, stirrende blå øjne sad lænet med siden opad døren. Rachel blinkede kraftigt de værste tårer væk fra øjnene, og kæmped for at holde fokus på vejen, der så ud til at strække sig uendeligt ud foran hende. Hun forsøgte at kæmpe for at tænke på alt andet end Mikes brutale død, men jo mere hun prøvede desto mere intense blev de ubehagelige tanker.

Hun opdagede, at der var rødt i lysreguleringen længere fremme og bremsede hårdt. Nogle af billisterne dyttede arrigt af hende, og der var nogle som endda rullede deres vinduer ned, stak hovederne ud og råbte ting som "Hey, watch your drivin', lady!" og "hvor i alverden har du fået dit kørekort, dame? Så se dig dog for!" Men selv hvis hendes rude havde været åben ville hun ikke have hørt dem , hun var allerede for langt væk i sine tanker.

Mike vendte sigom mod hende og skubbede hende væk fra Antonios firhjulstrækker. Hun løftede forvirret hovedet efter at have ramt asfalten, og så det... Hun så hvordan Mike lige knap nåede at få hævet sin Glock-pistol for at skyde, da Antonio hamrede SUV'en ind i ham. Hun så ham rulle indover kølerhjelmen, så ham hamre ind i forruden så den blev splintret, så Antonio bakke tilbage sådan at Mike for fuld fart rullede ned fra kølerhjelmen og landede på asfalten, for herefter at blive kørt brutalt over af firhjulstrækkeren.

Hun gispede, da hun hørte de dyttende biler omkring hende inden hun løftede hovedet op mod lysreguleringen, hvor der snart havde været grønt i et halvt minut, inden hun skiftede gear og begyndte at køre frem. Hun fortsatte et par kilometer gennem Orange Avenue, men lige meget hvad blev flashback-billederne af Mikes død ved med at afspille sig på hendes nethinde, og til sidst måtte hun dreje af ved en smal villavej og holde ind til kantstenen hvor hun støttede panden på rattet og begyndte at græde dæmpet og ustandseligt. Det her var virkelig slemt, især fordi hun nu vidste at håbet for at redde Sarah var hastigt svindende! 

Hun græd ustandseligt i flere minutter, og så atter hen på Mikes kvæstede lig. Hun pressede læberne sammen inden hun nikkede for sig selv. Trods smerten og sorgen og chokket over hans død, var hun stadig istand til at tænke klart nok til at ringe til alarmcentralen. 911... Hvis ikke der var nogen andre, der ville hjælpe hende, var hun nødt til at bære sig ad på egen hånd. Men hun hadede stadigvæk deres skide omstillingscentraler, der tog århundrede at komme igennem ved, og til sidst var hun nær blevet så frustreret at hun havde kylet mobilen ind i instrumentbrættet. Men så blev hun endelig stillet igennem, inden hun med skælvende og hæs stemme, der gurglede pågrund af grådens klump i hendes hals, begyndte at tale.

"Kom til 245'th East Street i Orange County, Orlando så hurtigt, som muligt. Jeg har brug for hjælp!" 

"Maa'm tag det roligt og fortæl mig, hvad det drejer sig om?" lød en mandsstemme på den anden side. 

"JEG ER FBI-AGENTEN RACHEL FARREL, GODDAMNIT! MIN PARTNER ER BLEVET DRÆBT AF EN BIL, OG JEG VIL GERNE HAVE AT I FÅR FAT I EN VOGN OG HENTER OS BEGGE!"

Manden på den anden side af røret forstod hendes panik, og svarede tilbage. "Take it easy, vi kommer så hurtigt, vi kan!" 

Rachel slukkede mobilen og lukkede øjnene mens tårerne fortsat strømmede ned ad kinderne. Hun så herefter på Mike, og følte en uvirkelighedsfornemmelse af ubehagelige proportioner. Hun hev efter vejret, lukkede øjnene gentagende gange og kæmpede imod gråden, inden hun efterfølgende tastede politiets nummer ind og ringede til Orlandos politichef for at fortælle ham, hvad der var sket.

Og altimens sad Mikes kvæstede krop ved hendes side og stirrede med tomme, blå og døde øjne ud af forruden, hans krop var intet andet end en tom, livløs skal! 

 

***

 

Rachel løb henad midtergangen sammen med en snes FBI-agenter og Orlandos politichef, foran dem skubbede fire sygeplejersker hastigt en båre med Mikes lagentildækkede lig afsted. Rachel græd konstant, og chefen var nødt til at holde hende tæt ind til sig for at berolige hende, men det nyttede intet. Hun var fuldstændig hysterisk og i ren og skær panik, og derfor ikke i stand til at komme i kontakt med.

Hun blev hjulpet ind på et gæsteværelse med orange vægge og gult gulv og gult loft, hvor lyset var et par gule lysstofrør af en kvindelig læge, som straks efter gav hende noget beroligende. Ikke så hun faldt i søvn, men så hun bare kom ned på jorden igen. Hun hamrede på væggen og døren - efter at lægen var gået og havde låst den efter sig - inden hun krøb sig sammen i et hjørne og stak hovedet mellem benene af afmagt. Hun støttede albuerne på knæerne, rattede atter hovedet op og dækkede herefter sine øjne med hænderne. Sådan blev hun siddende rigtig, rigtig længe indtil udmattelsen endelig kom over hende og hun faldt i en lang, dyb søvn, som dog var fyldt med det ubehagelige flashback af Mikes død, som ustandseligt blev genafspillet i hendes hoved! 

 

***

 

Klokken var ni onsdag morgen, og Rachel sad lige nu på politistationen alene mens hun snakkede med Adam og Ryan, efterfulgt af hendes familie. Hun var nu kommet ned på jorden og var til at snakke med, men man kunne tydeligt høre sorgen og afmagten i hendes monotome stemme. 

"Tror du, at du stadigvæk kan fortsætte eller skal vi sende dig hjem?" spurgte Adams stemme i mobilen.

Rachel tog en dyb indånding og rystede på hovedet. "Jeg... Jeg ved det ikke. Jeg ved slet ikke, hvad jeg er istand til lige nu. Det eneste jeg ved er, at min partner og min bedsteven er død, og at jeg er frustreret, ked af det og rasende." 

"Altså, hvis jeg skulle bedømme det, så vil jeg sige at I den tilstand du befinder dig i nu, har bedst af at droppe hele missionen og tage en lang ferie."

"Ja, sir, selvfølgelig, sir... Du har nok ret," mumlede Rachel. "Hils Ryan fra mig og fortæl ham, at jeg er glad for at han prøvede at samarbejde. Og kan du ikke også lige ringe til Mikes familie og fortælle ham, at jeg er så forfærdeligt ked af, at det skulle ende sådan her?" 

"Selvfølgelig," sagde Adam med en oprigtig medfølelse i stemmen. "Det gør mig ondt, Rachel... Det gør mig virkelig, virkelig ondt!" 

"Tak, Sir... Tak," sagde Rachel med en mumlende, utydelig stemme inden opkaldet blev afbrudt. Hun sad længe og stirrede tomt ud i luften, inden hun atter sukkede dybt og skælvende og tastede nummeret til sine forældre ind for at fortælle dem, hvad der var sket! Og da hun hørte hendes fars stemme i telefonen, begyndte hun at forklare mens hendes øjne gradvist blev mere og mere blanke. Til sidst begyndte hendes stemme at knække over, og hendes forældre trøstede hende mens hun kæmpede imod gråden der grusomt pressede sig op i halsen! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...