The Mastermind (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2012
  • Status: Igang
Seks forskellige unge piger mellem 14 og 23 års alderen, bliver myrdet i en periode på godt to måneder. Den første måned blev tre forskellige piger bortført, voldtaget og halshugget i Los Angeles, og i den anden måned skete det samme i Chicago. Alle ligene har det tilfælles, at være blevet slemt skamferet og arret, særligt omkring underlivet, samt allesammen er nøgne og mangler hovederne. Da en fjerde person forsvinder fra kærestens soveværelse i Orlando, og kæresten bliver fundet død på badeværelset med en kniv i nakken, ved politiet med sikkerhed at de har at gøre med den samme morder. FBI's afdeling for drabsefterforskning sender deres to bedste agenter, Rachel Farrel og Mike Carey, afsted for at standse den omtalte morder, med den ekstremt dygtige men også lettere socialt handicappede computer-analytiker, Ryan, som hjælp. Men tingene går ikke, som regnet, og snart viser det sig at den omtalte morder er langt klogere og langt langt farligere, end de to agenter går og tror...

43Likes
109Kommentarer
5943Visninger
AA

11. - 10 -

 

Mike og Rachel havde primært forhørt Michael og Chris. Michael havde fortalt, at han havde set en mand med en hættetrøje forfølge dem rundt i parken, men det var ikke noget han havde taget sådan yderligere notits af. Chris havde blot fortalt dem, hvornår han sidst så Sarah. "Når I finder idioten, så dræb ham!" havde han hvisket dæmpet og næsten helt lydløst, men både Mike og Rachel havde opfanget sætningen. Han var i chok, det var de allesammen... Også Sarahs nærmeste venner og veninder. 

Men nu var klokken altså gået hen og blevet 22, og Mike kørte deres sorte firhjulstrækker tilbage mod hotellet ti kilometer derfra, Rachel sad ved siden af ham. Det var mørkt udenfor, hvis man da så bort fra hoteller, huse, fastfood-restauranter og butikker, de kørte forbi blandet med lyset fra gadelygterne. Det var det, der gjorde, at Rachel kunne se på morderens tidligere ofres arkiver. 

"Okay, hun har altså været væk i fem timer nu, og vi ved at han holder dem i cirka seks dage, før han slår dem ihjel og går på jagt efter et nyt offer! Så vi bliver nødt til at opspore ham, fange ham og redde Sarah inden fredag," sagde Mike, og havde ikke lagt mærke til at Rachel lige nu undersøgte billederne af de unge kvinder, både fra før de blev bortført og så efter, og forsøgte at sammenligne dem med hinanden. 

Hun vidste, at der var noget, de havde overset. Det, at alle seriemorderens ofre var unge kvinder i alderen 14-25 var ikke rigtig noget nyt og derfor heller ikke noget, de kunne bruge til noget. Hun vidste, at seriemorderes ofre primært er kvinder og børn, og oftest mellem 10 og 35 år gamle. Ted Bundy, for eksempel, voldtog og dræbte uskyldige piger helt ned til 14-årsalderen for ingen anden årsag end had, og så fordi han var ren psykopat! Så var der John Wayne Gacy, nok mest berømt for at klæde sig ud som klovn, som bortførte små drenge, voldtog dem, torturerede dem og dræbte dem på forskellige måder. Og så en masse andre, mindre kendte voldtægtsforbrydere uden noget synligt motiv. Men alligevel havde alle disse ofre på en eller anden måde noget identisk tilfælles... Om det så bare var køn, alder eller religiøs overbevisning. 

Det var tilsyneladende tilfældet her... Ihvertfald havde alle ofrene indtil videre været unge, var hunkøn og allesammen mellem 14 og 25. Allesammen kom fra rige men kærlige hjem og boede allesammen i to-etagers huse. Men der, hvor det var tydeligt at ofrene allesammen utvivlsomt havde noget helt særligt tilfældes, var at de fik skåret hovederne af inden deres kroppe uden videre blev dumpet et eller andet tilfældigt sted. Det udelukkede, at det var deres alder eller personlige identitet, som var den primære grund til, at de blev udvalgt. 

Hun var sikker på, at årsagen skulle findes i ofrenes ansigter. Det var dér, forklaringen til balladen lå... Allesammen måtte på en eller anden måde have noget tilfælles hvad ansigtstrækkene angik, og det var det hun lige nu sad og forsøgte at undersøge. Det var derfor, hun ikke hørte, hvad Mike sagde, og blot så fra det ene fotografi til det andet og tredje og fjerde. 

Mike skulede en enkelt gang mod hende og så atter frem foran sig. "Rachel, hvad er det, du laver?" spurgte han så nysgerrigt.

Rachel hørte ham denne gang, men fjernede dog ikke sine turkise øjne fra billederne da hun svarede ham. "Undersøger, hvad der gør vores gerningsmands ofre så eftertragtede. Der må være en helt speciel årsag til, at han fjerner deres hoveder." 

"Og du tror stadigvæk ikke at han æder deres hjernemasse?" svarede Mike leende.

"Mike, helt ærlig, styr dig," sukkede Rachel, men kunne dog ikke lade være med at smile. "Både Adam og Ryan afviser den teori... Der er en anden årsag til, at han fjerner deres hoveder, men at han skulle være kannibal er udelukket."

Der blev herefter stille i bilen! De var begge trætte og udmattet, og havde været nødt til at powernappe gennem dagen. Deres hoveder var overfyldte, deres kroppe led af søvnunderskud og hele den kombination gjorde, at de begge havde meget svært ved at tænke. Hun sad med fotografierne i nogle minutter endnu, men blev for træt i øjnene af den dårlige belysning og besluttede sig derfor for, at fortsætte når de kom tilbage til hotellet. Herefter puttede hun det hele tilbage i sagsmappen, lagde hovedet tilbage, lukkede øjnene og tog en hurtig power-nap.

De nåede hotellet ti minutter senere, parkerede bilen og bevægede sig gennem lobbyen med det bonede, ternede linoleums-gulv. De tog elevatoren op til første etage, bevægede sig ind i deres suite og satte sig godt til rette. Mike røg herefter ud i en lang, alvorlig telefonsamtalte med Adam om sagens videre udvikling. 

Imens Mike snakkede i telefon med Adam, åbnede Rachel sin Mac-computer, hvor hun gik ind i politiets database og fandt billeder af Sarah frem. De var allesammen taget ved en valentines-fest i weekenden, og trods der kun var tre fandt hun alligevel et portrætbillede af hende. Hun smilte på billedet, hendes lysebrune hår var sat fint op, hendes nøddebrune øjne strålede af en hjertevarm livsglæde. Hun så smuk ud... Smuk og uskyldig, hvilket fik en følelse af vrede til atter at blusse op i Rachel. Men hun kæmpede dog imod følelserne, og koncentrerede sig om billedet.

Hun forstørrede portrætbilledet af hende, så det fyldte hele skærmen - billedet var lavet til at fylde en skærm, så kvaliteten blev faktisk bedre af det - inden hun så nærmere efter. Hun havde en meget almindelig og fin rund næse. Men alligevel var der noget bekendt over hendes runde og let ovale ansigt og hendes blide, kærlige smil. 

Hun trak atter fotografierne af de syv tidligere ofre ud, lagde dem på sengen og trak herefter billederne af de to første ofre op inden hun lagde dem indover portrætfotoet af Sarah og begyndte at lave sammenligninger. Hun så først på Sarahs unge, men alligevel modne, flotte ansigt inden hun så på billedet af morderens første offer, den kun 14-årige Jane. Hun havde langt, mørkeblond hår som var let kruset, fregner og blågrønne øjne. Hendes næse var lige, fin og rund... Nøjagtigt ligesom Sarahs. Hendes hals var fin og slank, hendes kinder bløde og runde... Nøjagtigt ligesom Sarahs. Og så var hun også kaukasisk... Nøjagtigt ligesom Sarah og alle de andre. 

Hun så atter på billedet af Sarah. Fint, rundt ansigt, bløde runde kinder, slank hals og en fin lige og rund næse. Et sammentræf? Der var kun en måde at finde ud af det på. Hun lagde billedet af Jane fra sig og så på morderens næste offer. En 20-årig kvinde. Hun var brunette, havde et fint rundt ansigt, en blød, rund næse, blå øjne, fregner, håret sat i en hestehale og en fin slank hals. Hendes træk mindede om både Jane og Sarahs.

Hendes puls begyndte at stige og hun mærkede et sug i maven af spænding, da hun tog de tre næste ofre og herefter begyndte at sammenligne dem med Sarah. Hun blev gradvist mere og mere sikker på, at hun var ved at knække gernings-mandens ellers ret så forvirrende og - ved første øjekast - desorganiseret mønster. Hun så først på Megan... Hun delte også ansigtstræk med de tre andre. Herefter så hun på Carrie og Melanie. Og så endelig på Melissa. Hun lagde langsomt billederne fra sig og så atter ind på Sarahs smilende, hjertevarme portrætfoto. Nu herskede der ikke længere nogen tvivl, det vidste hun! Morderen havde udvalgt alle disse uskyldige piger på grund af deres runde, ovale ansigter. Det forekom Rachel, at de faktisk allesammen havde middelhavsagtige træk over sig. Og hun vidste, at det var disse træk, morderen beundrede... Men det efterlod hende så med et helt nyt problem.

Hvorfor voldtage dem og torturere dem, hvis det var deres ansigter, han var ude efter? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...