hvide skygger

en historie om fasination og begær, om manipulation og bedrag, om múser og monstre... hvide skygger Jeg var på brønderslev forfatterskole i sommerferien, der skulle vi skrive en novelle på 3 - 5 sider. alle novellerne er blevet udgivet i novellesamlingen "vi er herinde", som ligger rundt omkring på landets biblioteker. det her er min novelle :)

1Likes
0Kommentarer
826Visninger
AA

1. hvide skygger (brønderslev novelle)

Kaos. Ingen orden ingen regler. En verden i forfald, i opløsning. Mennesket lever som et jaget dyr, skjuler, gemmer sig for solen, for dens afkom, disse væsner, en fejl, en ulykke. Altid forhadte, forladte, forbandede. En evig frygt, for nattens mørke. Mennesker glemmer hvordan de var, moralen, etikken fordampet. Bytte om dagen, rovdyr om natten, vær altid bange, aldrig svag.    Et sidste beslutsomt punktum, han læser teksten igennem. Nero sukker stille, og går over til vinduet. Åbner en smal sprække i persiennerne, så han kan se ud over det hærgede landskab. Daggry. Nede på gaden er det meste af asfalten brudt op, og ligger som strimler rundt omkring. Danner sammen med store dynger affald, et miniaturelandskab med bjerge, dale og søer af regnvand. Et par af dem står dernede, og snuser til noget affald. De ligner hvide skygger, høje, tynde. Siger intet, tænker intet. Gør bare. Han fjerner sig fra sin smalle udkigspost, og ser sig omkring. Et gammelt kontorlokale, med lysegrå vægge. De fleste møbler er fjernet, og erstattet med spredte madrasser, omgivet af tøjbunker, gammelt skrot, madrester, og dovne menneskekroppe, der ligger og trækker vejret højt og tungt, mens de prøver at forsvinde ind i drømmene.    Nero kigger sig omkring, ved han burde sove. Hans madras ligger lige ved et vindue langt fra de andres. Alle har placeret sig i bunden af lokalet, væk fra vinduerne, væk fra gaden, fra dem. Undtagen ham. Han forstår deres angst, ved hvorfor. Men han kan ikke gøre for det. Han går hen til persiennerne igen. Kigger ned, stadig intet. Han lægger sig ned, på den umage skummåtte, og trækker et gammelt laset tæppe over sig. Det lugter af uld, støv, og sved. Han lukker øjnene, katastrofen dukker op i hans hoved, som en ubuden gæst. Det er kun omkring en måned siden. Føles som en evighed.    Han vågner med et sæt og kigger rundt, bemærker lyset. Mere dunkelt end før. Aften. Skikkelser løber rundt over ham, der er kommet liv i lokalet. Nero rejser sig, det snurrer i hovedet. Han finder balancen og skynder sig til vinduet. Der går den - hun. Han smiler, det høje, spinkle væsen, med de alt for lange ben går langsomt, med lange skridt. Hun står lige neden for vinduet, han kan se hendes brystkasse hæve og sænke sig, lidt for hurtigt til at være normalt. Hun kigger sig omkring, opmærksom på alt. De tynde, hvide hænder, vrider sig. Lever sit eget liv. Hun kigger opad mod den halvmørke himmel, Nero læner sig lidt tilbage, så hun ikke ser ham. Kigger frem igen. Ser hende forsvinde for enden af gaden. Han kigger efter hende, håber hun vender tilbage. Står der lidt endnu, lukker så øjnene, persiennerne. Han sætter sig ved det lille bord, og finder en slidt, sort notesbog frem.    Mørkets engel, skyer natten, lever med måneskin på huden, uden at have set den selv. En sort enke hvis dugfriske spind skinner i solen. En balletdansers ynde, og mørkets kraft. Han bliver afbrudt, og kigger op.    ”Kom nu vi skal være klar så snart mørket falder på, ellers vil der ikke være noget tilbage”. Det er Jack, gruppens leder, han kommer direkte fra militæret.    ”Et øjeblik, jeg skal lige have mine ting”.    Svaret bliver modtaget med rynkede bryn.    Nero skynder sig at finde alt, og gøre klar. Vender tilbage, Jack står med den lille sorte bog i hånden, begyndende uro i hans blik. Kigger op.    ”Sig ikke, at det er om en af dem”    Nero svarer ikke, står bare. Kigger på notesbogen    ”De er ikke mennesker længere, og i hvert fald ikke engle. De er monstre, uvæsner, intet andet”. Jack taler indtrængende, advarende.   Nero svarer stadig ikke, tager bogen ud af den bebrejdende hånd. Lægger den på bordet, og kigger Jack ind i øjnene.    ”Klar”    Jack rynker brynene en sidste gang, forsvinder, tager kommandoen. Han kigger efter ham. Tager masken på.

   ”Ned i taskerne, så meget som muligt, tag det der kan holde sig længe”    Det er mørkt. Svært at se noget som helst ud af de smalle øjenhuller. Nero bumper ind i tomme hylder. Et væltet glas med noget vådt og snasket, dækker en del af det møgbeskidte gulv. Han træder uden om. Et advarende hvisken ”Stille”. Bevægelse, lyden af løbende fodtrin. Nogen træder indenfor, gennem den smadrede rude. Lommelygter gennemsøger lokalet.    Jacks kommando ”MADBÆRERE LØB, I ANDRE, HJÆLP DEM”    Nero flygter gennem mørket, en stor kvinde vælter ham omkuld. Et højt knald, hun stivner, og falder sammen over ham. Han kan lige nøjagtigt skimte den mørkerøde farve, som langsomt glider ned over ansigtet, ti centimeter fra hans. Chok.    ”LØB”.    Han gør sig fri af den slappe krop, løber så hurtigt han kan. Mærke benene blive svage, og er lige ved at falde over en anden krop. Videre. Væk. Ud af vinduet. Tasken tynger ryggen. Løbende skridt kommer nærmere, et bump, skridtene stopper. Han kigger sig ikke tilbage, løber bare. Lader benene styrer. Han træder på noget løst, skrider, taskens vægt slynger ham bagud. Han hører lyden af løb rundt om hjørnet. Smal gyde, en væltet container.    De løber forbi. Han ligger fladt på maven, stanken af affald får det til at vende sig i maven på ham. Nero lytter, svage fodtrin nærmer sig. Som leder de efter noget, nogen? Et kulsort ansigt, med tomme øjne stirrer på ham. Der er malet en blodrød linje, fra højre kæbe til venstre øje. Masken bliver skudt op, en ung dreng, ikke ældre end tyve, ny i gruppen. Han er nervøs, men hurtig.    ”Er du skadet?”, Han virker frygtsom, bange, hans første jagt.    Nero ryster på hovedet, rejser sig. Justerer masken. Han går i retning af tilholdsstedet, langsomt. Lytter, kigger. Synes at kunne skimte, en hvid skeletagtig hånd forsvinde fra et kældervindue. Videre.

Tilbage, tryghed. Nero smider tasken på lagerets kolde flisegulv. Badeværelset. Et glasskår i hælen. Han bider tænderne sammen. Trækker. Der dannes hurtigt en rød plamage på en lyseblå flise. Skynder sig, med det slidte viskestykke. Humper ud. Går over til vinduet og åbner det. En kold nattebrise møder ham. En enkelt af dem står dernede, den kigger sig omkring. Synes at få øje på noget, og sætter i løb, med de lange hvide ben. Rundt om et hjørne. Han sætter sig hen til bordet. Finder den sorte bog på bordet, åbner på en tom side.    En solskinsstråle reflekteret i nattemørkt hår, et ensomt væsen, i ukuelig vandren, frem og tilbage, måske. Et uhyre, et monster, resultat at en fejl. Har de mon ret? Måske. En søgen på føde, på liv. På et mål med livet, måske. En sort sirene, den hvide slange, ligesom de andre. Måske. Forhadt i sin væren, forventet i døden. En sjæl, der søger sin krop, måske.    Han ser ned på siden, læser det, rynker brynene. Mærker pludseligt nogen bag sig, stivner, lidt tid. Han vender bogen. Hovedet. Jack.    ”Har de mon ret? Der er ikke plads til tvivl, der er jo for helvede en grund til at vi gemmer os som små kaniner hele dagen. De vil os kun ondt, og det kan intet digt lave om”. Nero ryster svagt på hovedet.    ”Tænk dig dog om menneske”, råber Jack.    Et øjebliks tavshed.    ”Hvor er beviserne? Vi kan intet vide med sikkerhed, og hvis vi tager fejl…”.    ”Og hvad havde du så tænkt dig?” afbryder Jack. ”Bare at gå ned og hilse på. De er rovdyr, alle dem, der har prøvet at opsøge dem er aldrig kommet tilbage”.    ”Hvem har prøvet? Nævn én person” Nero mærker stirrende øjne over alt. Han er ligeglad. Fortsætter bare. ”Hvis de er ufarlige, er alt dette unødvendigt” Han gør en gestus ud mod det kaotiske lokale. ”Vi kunne bygge verden op igen, i stedet for bare at gemme os”.    ”Bullshit, det er kun hende du er interesseret i, der står intet i din lille bog om at redde verden. Tror du virkelig, hun kan føle og tænke? Se hvordan de opføre sig, de er som rovdyr der bare venter på byttet.” Nero kniber øjnene sammen. Mærker blod stige til hovedet. Han trækker vejret dybt ind, slapper af. Genvinder kontrollen. Han kigger Jack lige ind i øjnene. Nikker en enkelt gang. Jack falder tydeligt ned igen. Vender sig og går væk. Nero står tilbage med voldsomt hjertebanken, og en lyst til at smadre noget. Han lægger sig ned på madrassen, vender sig om på siden, og lukker øjnene.

Endeligt stille, bortset fra dyb vejrtrækning fra den anden ende af lokalet. Nero rejser sig. Helt vågen, kigger sig et øjeblik omkring efter tegn på bevægelse. Han går hen til vinduet, trækker persiennerne op. Udenfor er himlen lysegrå. Lyset er skarpt, det er tidlig morgen. Hun står dér, for enden af gaden. Kigger sig roligt omkring, venter på noget. Hun står helt stille, med de lange arme hængende slapt nedad. Hvid skygge. Pludseligt. Øjnene rammer ham. Bedende, sorte, fulde af sorg. Hun åbner de blege sprukne læber en smule, som vil hun sige noget. Nero lægger sin hånd på ruden. Rykker helt tæt på ruden. Ånder ud, varm dug gør hende sløret. Han vender rundt. Kigger sig forvirret omkring. Løber mod udgangen, er lige ved at glide i et sving. Videre. Ned af trapperne, snubler flere gange. Op igen, mærker intet. Hjertet banker hårdt og hurtigt. Som en metronom der er gået bersærk. Bliver nød til at stoppe, foran døren ud til gaden. Ruden er smadret, og erstattet med kraftigt sort stof. Han prøver at falde ned. Umuligt. Styrter ud på gaden. Stopper brat på midten. Hun står mindre end ti meter fra ham, ser ham direkte i øjnene. Han gengælder hendes blik i tavshed, ingen anden lyd end hans tunge åndedrag. Står sådan lidt. Hun træder langsomt et skridt nærmere, tøvende. De lange hvide lemmer virker spændte. Et skridt til. Neros øjne er spændt fast, dybt inde i mørket, bag de blanke søer. Endnu et. Hun blinker ikke en eneste gang. Han føler hvordan hun vil sige noget. Et til. Kommer nærmere med langsomme skridt. Han kan ikke tænke længere, hjertet banker så kraftigt, at hun må kunne høre det. To skridt tilbage, elegante, rolige bevægelser. Et enkelt. Nero løsriver sig, kigger pludseligt ned. Tvivl. Han hører det sidste skridt. Mærker hende. En hvid hånd med lange, tynde fingre, løfter hans hage. Langsomt, kærligt. Hun er to hoveder højere end ham. Han ser hendes spinkle ansigt og sorte hår, mod den lysegrå himmel. Møder de sørgende øjne, ser stjernehimmel i hendes blik. Føler pludseligt tiden gå i stå, hjertet. Længe. For evigt… En pludselig bevægelse, et stød. Han ligger på jorden, gisper efter vejret. Siger intet, føler intet. Ser med tomme øjne, flere af dem komme nærmere, blottede tænder. Jacks ansigt i vinduet over ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...