Den Smukke Prins

En af de eneste fantasy-agtige tekster jeg har givet mig rigtig i kast med. Skrevet i 2009.

2Likes
1Kommentarer
1107Visninger
AA

1. Den smukke prins

Vores historie starter et sted i verden, som ikke er kendt af hverken du eller jeg. Den starter i en grim by, i et grimt land. I den grimme by, i det grimme land, boede en grim konge. Kongen havde boet her hele sit liv, og fundet sig en heks af en kone. De havde sammen fået en prins og han var smuk som en solnedgang, over det smukke hav i vest. Ingen i den grimme by havde set den smukke prins. De havde aldrig set hans lyse hår og hans smukke runde kinder. Kongens konge til en heks havde forbudt den lille smukke prins at vise sig frem for byen og verdenen. Årene gik og med årene, der var gået, blev prinsen smukkere og smukkere. Hans forbud forekom ham mere og mere irritabel og dog også mere og mere interessant. En aften midt i den 3. måned i hans 7. År, smuttede han forbi de grimme vagter, og ud i den kolde nat. Alle mennesker i den grimme by var gået til ro, i deres ulækre og ækle senge. Den lille dreng var på vej ud i den store verden, han gik fascineret ned gennem hovedgaden, da en slimet og ulækker stemme lød bag ham. Den lille prins vendte sig om. Han stod over for den største og grimmeste snegl, han i sit liv havde set. ”Lille prins, hvad gør du her? Jeg har hørt heksen gav dig et forbud der, du må ikke ses i byen stor!” Sneglens øjne strakte sig ud af hoved og den lille prins sagde så: ”Du store snegl, hvis ikke jeg må ses, så rid mig ud af byen her. Lad mig bo i dit hus, du bærer på ryggen der.” sneglen tog øjnene til sig og sagde: ”Du har ret unge prins, gem dig i mit skjold, men hvor skal vi tage hen du og jeg?” Prinsen smilede og sagde: ”Mod vest kærer ganger, der vil jeg hen.” Sneglen trak halen ind i skjoldet, så den lille prins kunne snegle sig ind. I det store hus der sad på den store snegls ryg, var der alt hvad prinsen skulle bruge. Der var både soveværelse, badeværelse og stor stue. Da de næste morgen var kommet ud af byen og en lille kilometer til, undskyldte sneglen for hans dårlige fysiske form, undskyldte for, at det gik så langsomt. Da sagde prinsen: ”Kærer ganger du kan bevæge dig så hurtigt som du vil, bare lad som om du er en smuk ung hingst, også vil du glide af sted over bjerg og land.” Sneglen galoperede af sted, og af sted gik det. Efter blot en time havde sneglen tilbagelagt 20 mil. Drengen havde hvisket hver femte minut, at sneglen var den hurtigste ganger i hele dette univers. Drengen og sneglen red over bjerge og over land. Drengen voksede og blev smukkere og smukkere for hver dag der gik. På badeværelset havde drengen fundet en saks, som han hver eneste morgen klippede sit hår med. Da 10 år var gået, kunne prinsen ikke længere være i den store snegls store hus og måtte side på toppen af det i stedet. Prinsen havde flettet en sele af græs, som han kunne holde i, når de red af sted. Prinsen havde bragt saksen med ud i sin inderlomme, i det tøj han havde flettet af skovens planter. Prinsen og sneglen nåede endelig til den smukke by, som lå i vest. Folk i den smukke by kiggede efter den smukke prins og hans underlige tøj, på ryggen af den største snegl. Prinsen var blevet sulten og fik øje på den smukkeste bagerbutik, han havde set på sin rejse. Da han trådte ind, stod den smukkeste pige bag en skinnende disk. Hun smilede til ham og kiggede på hans tøj. ”Hva’ skulle det vær’ du smukke junglemand?” Prinsen gengældte hendes smukke blik og sagde: ”2 kanelsnegle og et kys på vejen.” Pigen rødmede og tog de 2 smukke snegle op. ”Det bliver 12 kobbermønter” Prinsen kiggede forundret på hende. ”Ja 3 kobbermønter for hver snegl og 7 for dit kys.” Prinsen tog sin kaninskindspung frem og talte til 6 kobbermønter. ”Du har råd til snegle, men ikke til dit kys, kom tilbage når du de penge har.” Prinsen gik ud og så på muren, der hang et opslag: VÆDDELØB. VINDEREN VINDER: 1 GULDMØNT, 4 SØLVMØNTER OG 7 KOBBERMØNTER. Prinsen spiste sin kanelsnegl og gav den anden til sneglen, derefter kastede han sig op gangerens hus. Prinsen kom til væddeløbsbanen og så alle de smukke hvide heste stå klar. Prinsen råbte til dem: ”Vent på mig, lad mig være med!” Mændene kiggede på ham og lo, en ung smuk mand trådte frem: ”Jeg er søn af dette riges konge, jeg har vundet hvert eneste år, for jeg har den hurtigste hest i verden, og så kommer du på en snegl og vil ride imod mig?” Vores Prins smilte af ham og sagde: ”Prins fra vest, du med din hurtigste hest, kan da sagtens klare mig og min snegl? Hvorfor lader du mig ikke deltage?” Prinsen fra vest tænkte lidt og sagde så: ”Det koster 2 sølvmønter og 1 kobbermønt at være med i løbet, allerede 7 har meldt sig, vi mangler den 8. mand.” Vores Prins så ned i sin tomme pung: ”Jeg har ikke de penge du beder om, men hvis jeg taber vil jeg arbejde pengene hjem på dit slot, til mindsteløn naturligvis.” Prinsen fra vest svarede med et grin over hele ansigtet: ”Du er da dummere end en pose nedgravet jord. Du kan være med og betale, når du har pengene” Rigmændene sadlede op og stillede sig på en lige linje. Vores prins satte sig på huset, på ryggen af den hurtigste snegl. En pind faldt til jorden, og hestene begyndte at galopere sin vej. Tilbage stod prinsen og opdagede først nu, at pinden var tegn til at løbe. Han satte sneglen i galop og red så hurtigt han kunne. Sneglen gled forbi sidstepladsen såvel som førstepladsen. Den gled over målstregen langt før de andre ryttere. Da prinsen fra vest sadlede af, var han gul i ansigtet af overraskelse. Vores prins fik stukket en pose klirrende penge i hånden, han åbnede den og rakte 2 sølvmønter til den nu stumme prins fra vest. ”Vi skal ikke have dine penge, det er dine egne.” Begge prinser smilede til hinanden, den ene falsk og den andet glad. Vores prins satte sig på huset og red ind imod byen igen. Han stoppede ved en tøjbutik og købte sig 2 af de fineste skjorter, 2 af de fineste par bukser, 2 af de fineste par sko og 2 af de fineste hatte. Han gik fra butikken, stadig med posen klirrende af mønter. Han gik til bageren, og da han trådte ind, så han en tyk mand ved siden af den smukkeste pige. Prinsen lagde 7 kobbermønter på bordet og sagde så: ”Kærer bagermester, lad mig tage denne smukke pige tilbage til mit land, og gøre hende til min dronning” Bageren så på den smukke prins, på det smukke tøj og den klirrende pose penge. ”Tager du min datter, må du tage mig med, jeg vil ikke lade hende gå i forkerte hænder” Bagerens datter tog pengene ned i sin pung og gav prinsen sit kys. Prinsen, bageren og bagerens smukke datter satte sig op på huset, der sad på den hurtigste og største snegl. De red mod øst, stoppede kun for at spise og opfylde deres ressourcer, de red dag og nat i sneglens hurtigste tempo. I det 7. år nåede de til den grimme by i øst. Bageren så skuffet på prinsen: ”Du som bærer så fine klæder, har det smukkeste hår og den hurtigste ganger i verden, ejer kun sådan et sølle sted som dette?” Prinsen sagde: ”Kom du op på mit slot kære bager, og du vil få det største og smukkeste køkken du nogensinde har betragtet.” Bageren nikkede og fulgte modvilligt med. Folk kiggede efter de 3 smukke mennesker i de fine klæder, på ryggen af den store snegl. De standsede, pegede og hviskede. Da prinsen red ind af porten til slottet stoppede vagterne ham og han sagde: ”Jeg vil blot tale med min kære moder og min kære fader” sagde prinsen, vagterne bukkede og lod ham gå ind. I tronsalen sad den grimme konge og den grimme konges kone til en heks, i deres store forfaldende stole. Kongen spurgte med sin ryst: ”Søn? Er det dig? Intet så smukt har mit øje skuet i 17 år!” Prinsen svarede: ”Ja kærer fader, det er mig og min forlovede” bageren og bagerens datter trådte frem bag prinsens ryg. Kongens rynkede, gamle øjne lyste op: ”Pragtfuldt, Pragtfuldt!” Kongens kone til en heks sendte prinsen et dystert blik og rejste sig. ”Konge kan du ikke se, at din dreng er kommet for at tage tronen fra dig og mig?” Prinsen smilede: ”Du onde grimme heks, du har lagt et mørke over vores by, forsvind fra vores verden!” Kongens kone, til en heks, gik ned imod prinsen. ”Intet sværd kan dræbe mig, og ingen smukke ord kan skade mig, hvordan vil du få mig til at forsvinde kærer kongesøn!” Heksen stod nu så tæt på prinsen, at han kunne tælle hver eneste grimme rynke, der dækkede hendes grimme fjæs. Frem af inderlommen på hans nye klæder tog han saksen, han havde brugt hver eneste morgen til at klippe sit flotte lyse hår med og jog den ind i maven på den grimme heks. Da heksen faldt sammen på gulvet lyste rummet op og alt forfaldent blev som nyt. Kongens rynker forsvandt, og hans hvide hår blev til en smukt gyldent virvar af lys. Bagerens datter kiggede ud af vinduet og så den smukkeste by ligge for slottets fødder, ja selv smukkere end den smukkeste by i vest. Kongen stønnede: ”Åh, tak min søn, du reddede mig ud af det mørke heksen, for 25 år siden, slugte mig i og lod resten af byen ligge i. Tag min trone og min krone og kongeriget er dit, men det vil dog glæde mig at beholde mit elskede soveværelse” Prinsen kiggede blidt på sin fader og sagde: ”Du fader, behold du dit soveværelse og det halve kongerige. Køkkenet og det næst største gæsteværelse er nu bagerens, det største gæsteværelse tilkommer mig og min fremtidige hustru.” Kongen kaldte nogle vagter ind og bad dem om - som hans sidste ordre - at bærer den grimme heks ud af den nu smukke by og brænde hendes døde krop, på den højeste bakketop. Efter heksens dødensskrig var lydt, satte prinsen sig på sin trone, med sin fremtidige kone som sad ved hans højre hånd. Sneglen var – ved heksens død – blevet forvandlet til den smukkeste hvide hingst, stod til venstre for prinsens trone. Bageren fandt sig en ny kone, iblandt det nu smukke folk. I køkkenet han står og bager på må og få og leve lykkeligt til deres dages ende, de alle må.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...