En tåre på en rynket kind

Novelle fra 2010, Tåre på en rynket kind.

2Likes
5Kommentarer
799Visninger
AA

1. En tåre på en rynket kind

Iklædt lang grå frakke går han ned af Frederiksborggade. De mange forbigående individer, der passerer hans vej, kan høre musikken flyde ud fra høretelefonerne, der sidder om hovedet på ham. Høretelefonerne er af samme sorte farve som håret, der dækker hans ører. Han drejer om hjørnet og for hans fødder ligger Nørre Voldgade. Han venter for rødt, ser sig omkring. En mand kommer ud af Fona butikken lige bag ham. Han har en pose under armen. Hans brune læderjakke fanger den jakkeklædte fyrs opmærksomhed, han ønskede sig engang sådan en jakke, men han fandt den alligevel for old school, i forhold til resten af hans stil. Den mindede ham om Top Gun, som kom ud for 25 år siden. Han smiler lidt for sig selv, ryster på hovedet. Da den grønne mand lyser op, på den anden side af vejen, træder en flok ud. En kvinde med barnevogn. Hun kaster med hovedet, før hun træder ud i feltet, den lille purk skriger så højt, at det kan høres helt ovre på den anden side af vejen. Et par går, hånd i hånd, ud i feltet ved hans side, med retning imod Stationens indgang, de drejer hovederne og kysser hinanden. Han sænker blikket, træder ud i feltet og putter sine hænder i lommerne. Han træder over kantstenens skarpe kant. Der står cykler næsten overalt. Busserne kører op og ned af vejen, og mange mennesker går ved siden af hinanden. Et halvt dusin unge teenagere skiller sig ud, de hopper rundt, med deres burgers fra McDonald der ligger et stenkast fra, hvor han befinder sig nu. En ældre mand sidder inde i pølsevognen, der står lige fremme, hans stok står op af hans ben. Vejen er fyldt med biler. Han tager et skridt fremad og støder mod noget hårdt. Balancen svigter og han ender med enden imod kantstenen. En smerte skyder op igennem hans ryg. Hans høretelefoner sætter sig skævt på hans hoved. Han ligger hovedet bagover og kigger op, hans fugtige øjne gør det svært at se, hvem der rækker en hånd frem imod ham. ”Du kan ikke sidde der, bilerne farer lige op og ned af dig.” En ru stemme når hans øregang. Han Lukker øjne, en tåre på hver kind, og en ung mand kommer til syne, han er iført en grøn og sort heldragt, og hans hår er kort. Efter at være blevet trukket op af en stærk arm, takker den jakkeklædte, og ømmer sig. Han retter på sine høretelefoner, og prøver at tage et skridt, han skærer ansigt, hans ryg skriger og hans haleben brokker sig højlydt. Han bukker sig fremover. Det sortner en smule for hans blik. Til højre for sig ser han stationssymbolet, sidde oven på en stor sort bygning. ”Det ser ikke for godt ud, det der, min kammerat og jeg har bestilt en taxa, som skulle være her om få sekunder… Hvor skal du hen?” Efter at have rettet sig op svarer han: ”Skal ned på Københavns hovedbibliotek.” Den militære beklædte jævnaldrende mand kigger på ham et kort øjeblik. Hans kammerat stikker hoved frem bagved, han synes at se lidt yngre ud. Da han træder frem, lægger han også mærke til, at han er mere spinkel af bygning og mindre i højde. ”Er det biblioteket nede på Fiolstræde?” En smerte rykker i ham, da han ville træde til side for en ældre kvinde der vil forbi. Han nøjes med at nikke. De to militær beklædte unge mænd kigger på hinanden. De løfter hver af hans arme og træder ind under. De støtter ham hen til den nyankommende Taxa. De to unge mænd får sat den mørkhårede fyr ind på forsædet og sætter sig selv ind bagi. ”Bispebjerg hospital, tak.” lyder det fra den største af de to på bagsædet. Taxachaufføren nikker, men går helt i stå, da han får kigget ud af forruden. En mand er kravlet op på taget af Nørreport Station og står ved det store S. Alle kigger nysgerrigt op på ham. Nogle kommer med tilråb. Én råber han ikke må springe. De to militær beklædte læner sig op mod forsæderne. Personen på taget løfter sin hånd, i den er der noget der ligner en mobiltelefon. Der står han som en konge, som en hersker, hævet over alle andre. Folk kommer tættere på, for at se hvad det er, der sker. Et lille udbrud kommer omme fra bagsædet.. ”Åh, nej..” De næste sekunder bliver spillet for øjnene af dem i slowmotion. Trykbølgen skyder hen over jorden, skubber bilerne en halvanden gang rundt om sig selv. Fra hans synsvinkel bliver alt rullet rundt foran ham, mens han selv synes at hænge stille i luften. Alt bevæger sig langsomt for hans blik, han ser, hvordan kæresteparret med de flettede fingre og struttende mund bliver væltet omkuld. Han ser en barnevogn glide over asfalten. En stok flyver igennem luften. Cykler flyver omkring som om de har groet vinger og er på vej væk. Han har ikke længere ondt. Den grå jakke falmer lidt før den forsvinder for evigt.

Et ældre par står i deres stue og kigger ud af vinduet. Kigger på markene der ligger udenfor, eftermiddagssolen rammer deres rynkede ansigter. Bag dem kører fjernsynet, programmet bliver afbrudt og en hvidhåret tv-vært toner frem på skærmen. Da de hører hans stemme, vender de sig begge om. Da den hvidhårede journalist starter med at snakke, finder de plads i deres sofa, undrende. ”I dag klokken 16.31 sprængte en selvmordsterrorist sig selv i luften ved Nørreport Station. Politiet, ambulancefolk og bombeeksperter er allerede på stedet, og har spærret området af. Antallet af omkommende er endnu ikke offentliggjort. Vi har en reporter på stedet. Vi beder børn og sarte folk om at kigge væk, da de følgende billeder kan være brutale og stødende.” Parret er tavse, da der blev klippet over til journalisten i marken. Bag ham kan man se knust glas overalt på vejene. Man kan se væltede og bøjede skilte, forkullede og væltede biler ligger rundt omkring på fortovene. Der ligger hundredvis af cykler spredt ud over vejene, ingen af dem står der, hvor deres ejer havde placeret dem. Der hvor der før havde været en stor sort bygning, hvor skiltet med det hvide S havde siddet på, ligger nu øde. Alle butikkerne og lejlighederne, der ligger omkring, har ingen vinduer, bygningerne der står tættest ved eksplosionsstedet er ødelagte, facaden er skadet og sort. Det hele er sort, asfalten, bilerne, busserne, de væltede skilte. Det ældre par har endda fornemmelsen af, at hvis man samler en glasklump op fra jorden, ville den også være sort. ”Allerede efter en halv time har politiet konkluderet, at dette er et terrorangreb, og at personen der begik det, selv er iblandt de døde. Bombeeksperterne har udtalt, at der har været anbragt to bomber, der er sprunget samtidigt. Det vil sige, at den ene bombe var anbragt i undergrundsbanen og den anden i busterminalen. Eksperterne mener at de kan være anbragt i tasker, der kun har været efterladt i meget kort tid. Som man kan se bag mig, er hele stedet ødelagt, de omkringliggende butikker er ødelagt af trykket og selve eksplosionen. Man har fundet cykler liggende over hundrede meter fra sprængningsstedet. Jeg taler vist for hele Danmark når jeg siger… Jeg er dybt chokeret over dette. Den sidste halve time har København været et meget stille sted, folk har knap nok, været til at se på gaderne på denne ellers flotte solskinsdag.” De nu tomme øjne der stirrer mod fjernsynet, viser ingen reaktion, som låst fast med håndjern, sidder de to ældre mennesker ved siden af hinanden. Deres blikke er fæstnet mod skærmen. Der bliver klippet fra journalisten over til en helikopteroptagelse flyvende over stedet. Konen trækker vejret ind, og glemmer helt at puste det ud igen, da hun ser, hvad billederne viser; Der hvor der før havde stået en bygning der førte ned i til stationen er der nu kun et hul, hvor man kan spotte nogle rulletrapper der er styrtet sammen. Hullet ser dybt ud, fliserne omkring ligger skævt, som om de er ved, at falde ned i helvedes store varme gab. Parret ved at mange mennesker, havde været til stede, da ulykken fandt sted, men at et hul af den størrelse havde slæbt dem væk fra denne verden, kunne de slet ikke forstille sig. Ikke i lille Danmark. Der bliver klippet tilbage til studiet, hvori den hvidhårede journalist sidder. ”Allerede på dette tidspunkt, er en person trådt frem og sagt, at han ved, hvad der er sket. Han trådte direkte frem i pressen til kamera og interview. Politiet har ham nu i deres varetægt.” En mand af anden etnisk baggrund end dansk iklædt jakkesæt, toner frem på skærmen. Han ser sørgmodig ud, og kigger ned i jorden, før han retter sig op og siger: ”Jeg er bror til manden, der står bag denne terrorhandling. Jeg vil nu fortælle, hvad jeg ved, så folk der er blevet ramt af denne frygtelige handling, kan høre hvad der virkelig er sket...” han holder en kort kunstnerisk pause. Det ældre ægtepar retter begge ryggen og læner sig adskillige centimeter tættere på skærmen. ”Min bror og jeg har boet i dette land, vores land, i 9 år. Da vi flyttede hertil for 9 år siden, var det på grund af krig i landet vi kom fra. Vi kom for at finde lykke i en fremmed kultur, kom for at overleve. Danmark tilbød os mange gode ting, men dog var min bror ikke respekteret blandt folket. Han har aldrig taget en uddannelse, dels på grund af problemer i vores tidligere hjem, dels fordi han har haft sine sociale problemer. Denne mand følte at Danmark har krænket hans frihed, hans ret og lighed i forhold til andre danskere. Han havde svært ved at integrere sig, sproget drillede ham, han havde svært ved at få arbejde, og staten havde travlt med den ikke helt afsluttede finanskrise. Han har set sig omkring, følt at alle fra denne verden har hadet ham.” Han holder en pause, kigger lidt væk før han fokuserer på journalisten igen. ”For nogle uger siden begyndte han at få det bedre. Han fortalte mig, at en mand havde lært ham at tro. Det glædede mig på daværende tidspunkt, da jeg forstod på ham, at det gjorde ham til et bedre menneske. Han sagde, at manden havde lovet ham et himmerige, og at han selv havde nøglen til porten der førte ham derop. Jeg havde smilt til ham og tænkt på, at det var en fantastisk tanke, at give min bror…” Den jakkeklædte mand rettede lidt på sit slips, hans øjne var fugtige. Han stirrer direkte ind i kameraet. Det ældre ægtepar læner sig tilbage. Den ældre mand klør sig lidt i sit gråsprængte skæg, og ser en smule mistroisk på manden på skærmen. ”Min bror ringede til mig i morges. Han virkede anspændt og en smule usikker. Jeg var på vej på arbejde, og måtte afbryde kort efter opkaldet var begyndt. Nu ville jeg ønske, at jeg havde lyttet til, hvad han havde at sige. Ingen der døde i dag fortjente at dø. Jeg undskylder mange gange for min brors handlinger. Han ville bare være en del af folket, men følte sig uretfærdiggjort, alene og udenfor i dette samfund.” En tåre glider ned over den maskuline cremefarvede mandekind samtidig med, at en tåre glider ned over en rynket lys kvindekind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...