Jeg, lille københavner

Novelle fra 2010, handler om en lille københavner, der render ind i en større sammenhæng.

1Likes
2Kommentarer
964Visninger
AA

1. Jeg, lille københavner

Jeg kan huske, hvordan det var at komme til København som helt lille, hvordan alt var større og smartere. Da jeg blev ung, opdagede jeg at ikke nok med at alt var større, alt var også dyrere end derhjemme. Jeg flyttede hertil som 21-årig, stadig røven fuld af penge af den store sum af to børneopsparinger.  Flyttede i en toværelses, med den daværende lille frøken. Nu går jeg så her alene på strøget højst en kilometer fra, hvad jeg i dag kan kalde for mit hjem. Efter at have besøgt de vante butikker, lader jeg mine hænder glide ned i mine lommer. Folk tror ikke jeg ser det, men jeg kan mærke, hvordan deres øjne vender sig efter mig, når jeg går her. Hvordan både drenge og piger lader hovederne tætnes og hvisker. Jeg husker min første dag på arbejdet her i København, husker den første tur i metroen, hvor alle folk samler sig, med et fælles mål, udgangen. Iklædt jakkesæt sad jeg i den blå stol, ved min side sad en mand iført en brun læderjakke, hvor syningerne på ærmet var gået op og fronten manglede alt hvad der lignede knapper. Han lugtede af den russiske slavevodka, man kan købe i 7/11 og andre af den slags butikker. Jeg husker, hvordan han ville ligge hovedet på min skulder og tage sig en lur. Jeg rejste mig og stod op resten af turen. Mens jeg lader mine fødder lede vej for min tur på strøget, ser jeg mænd og kvinder sidde ude i kanten klædt fra top til tå med tæpper. De ligner tigger fra syden, men placeret midt i det kolde København, dog stadig med samme formål, som de har dernede. Man ville ikke blive overrasket, hvis man stødte på folk som beskrevet i ’der sidder en mand i bussen’ af Simon Fruelund. Alle typer er til at finde her, hver dag jeg går min tur ned over strøgets gader, ser jeg sorte mænd i hvidt, hvide mænd i sort, og små piger i lyserødt. Jeg ser gademusikanter, man ved aldrig bliver til noget stort. Ser de ens facader, på bygninger, såvel som på ansigter. Jeg lader mine fødder føre vejen, og lader mine tanker flyde. Det sådan jeg ofte får de nye idéer, idéer til mine værker. De bliver skabt af de små ture igennem Københavns gader og stræder. Tager skridt for skridt langs høje murer, med en tysk udvekslingsstudent på den ene side, som er iklædt sort tøj, og har sort sminke om øjnene. En ældre herrer med stok, og et mindre forvirret udtryk i ansigtet, på den anden. Unge mennesker der går i par, manden med poserne i hænderne, og kvinden med et smil og arme der ikke kan holdes i ro. Kvinder med børn. Mænd med børn. Kinesere med kameraer og folk af anden ætnisk baggrund med kasketter. I min lille fødestad var det stort når en fremmed kat kom til byen, men her der kan der komme en hel gruppe af spanske kendisser, uden nogen vil synes det er mærkeligt. Nattelivet i København er også noget anderledes end nattelivet i fødestaden. Her er der altid liv og farver, også selvom solen ligger sig til at sove, så lever byen stadig på fuldt tryk. Det jeg engang kaldte for hjem, var natten stille, ingen larm eller ballade. Jeg når rådhuspladsen, Københavns hjerte, som det bliver kaldt. Derhjemme var vores Superbest centrum, og der kom vel dagligt halvtreds mennesker. Her på pladsen kommer der dagligt over hundredetusind mennesker. Trafikken er heftig, så mange biler på så lidt plads. Jeg standser op. En politivogn kører i roligt tempo forbi, skjorteklædte, sidder de to kvinder i bilen. Grøn mand. Et hav af mennesker går imod mig. Når man ser sig omkring, ser alle de forskellige ansigter, de forskellige udtryk, så ved man hvad denne by er. Det er en fællesstad, en glædesstad, og også mit hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...