Cantarella - A Hunger Games Fan Fiction

Dette er en Hunger Games Fan Fiction om Stevia fra 4 og Coda fra Distrikt 5, og deres vej igennem det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødsspil. De, der fik deres navn trukket i bogen, fik ikke deres navne trukket i denne novelle. De kapitler der står Samantha ved er skrevet fra den 17-årige Stevias synspunkt, mens dem der står Emilie ved er skrevet fra den 14-årige Codas synspunkt.

76Likes
124Kommentarer
8104Visninger
AA

3. Samantha - Natten er over os

Drengen står lige foran mig. Hans paniske blik fortæller mig, at han er rædselsslagen, og hans hænder, der er i vejret, fortæller mig at han ikke er en trussel. Jeg ser dybt ind i hans mørke øjne, og lader langsomt buen dale. Det er ham drengen fra distrikt 5, ham, der hedder Coda. Han er jo kun 14, den stakkels dreng. Han minder mig meget om min lillebror. Jeg løsner pilen fra min bue, og lægger den tilbage til de andre pile. Rundt omkring mig er der mange lyde. Folk der skriger af smerte, og andre der løber rundt og angriber de andre børn henne ved Overflødighedshornet. Jeg er sikker på at alle, undtagen ambisonerne og så os og de andre, der løb ind i skoven, snart er døde.

Jeg nikker til Coda, og begynder at bakke bagud, smiler svagt til ham og vender mig om. Dernæst løber jeg alt hvad jeg kan og springer, i farten, op i et træ. Her sidder jeg lydløst og venter. Venter på blodbadets slutning. Coda følger tøvende med op i træet. "Hvorfor dræbte du mig ikke?" hvisker han. Jeg ser ham lige ind i øjnene og hvisker tilbage "Fordi du ikke virkede som en trussel. Du virkede så rædselslagen, at jeg tænkte, du ikke ville kunne skade mig." Jeg smiler til ham og vender igen opmærksomheden mod skovbunden. ,,Tak," mumler han sagte.

Tiden går, meget langsomt, men den går, og skrigene forsvinder langsomt. Det samme gør lydene. Der bliver stille, alt for stille. Coda ligger trygt i træets grene og halvsover. Mørket er begyndt at falde på, og snart vil vi kunne se døde sonere på store skærme oppe i himlen. Jeg håber ikke, at drengen fra mit distrikt er død. Jeg handlede altid ved ham og hans far. De handlede med fisk, og havde altid de bedste i byen. I distrikt 4 har vi, i det hele taget, meget gode fisk, men de havde altid de bedste. Han er blevet trænet til spillet, ligesom mig, men han var bare aldrig intresseret nok til at blive god.

Nationalmelodien begynder at spille, da mørket falder på, og jeg læner mig frem mod Coda og vækker ham. Tristheden ramte ham hurtigt og han sagde: ,,Jeg sov ikke rigtigt...". Jeg nikker og peger op på himlen for at fortælle ham, at han skal kigge. Capitols byvåben toner frem og nu begynder skærmene at vise de døde sonere. De viser først begge fra Distrikt 3, så det velkendte ansigt, Kales ansigt, min medsoner fra distrikt 4. Dernæst vises først pigen, så drengen fra 6, begge fra 7, drengen fra 8. Ingen fra Distrikt 9 til 12 klarede den... Jeg glemmer alle deres ansigter med det samme jeg ser dem. Alle undtagen ét. Kales ansigt. I samme øjeblik jeg ser hans billede, bliver mine øjne blive fugtige. Men så tager jeg mig sammen og blinker tårerne væk. Jeg har fuldstændig mistet mit overblik over hvor mange der er døde.

,,Hvor mange døde?" spørger jeg lavmælt Coda.

,,Seksten..." Han stirrer bare op på Capitols byvåben, til det toner ud sammen med Panems nationalmelodi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...