Cantarella - A Hunger Games Fan Fiction

Dette er en Hunger Games Fan Fiction om Stevia fra 4 og Coda fra Distrikt 5, og deres vej igennem det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødsspil. De, der fik deres navn trukket i bogen, fik ikke deres navne trukket i denne novelle. De kapitler der står Samantha ved er skrevet fra den 17-årige Stevias synspunkt, mens dem der står Emilie ved er skrevet fra den 14-årige Codas synspunkt.

76Likes
124Kommentarer
8106Visninger
AA

5. Samantha - Klukkende vand

Solen stiger langsomt højere op på himlen. Jeg kan stadig huske da min lillebror engang spurgte mig, om jeg ville løfte ham op, så han kunne røre denne smukke stjerne. Jeg smiler svagt ved mindet, og hører så en gren knække et sted under mig. Jeg finder hurtigt en pil frem fra pilekogget og tager fat i buen. Jeg spænder buen med pilen og venter. Jeg venter i lang tid, men ingenting sker. Så løsner jeg pilen igen og lægger den tilbage. Jeg kigger hen på Coda, som ligger og halvsover igen. Jeg smiler svagt og vækker ham. "Vi skal have vand Coda. Og mad. Men maden kan vi få fat på senere. Vi er nødt til at komme uden om de andre sonere." Jeg ser dybt ind i hans mørke øjne og tænker. 

Efter noget tid siger han endelig noget. "Du har ret. Vi skal have skaffet noget vand. Men hvor skal vi finde det?" Han ser meget bekymret ud. Det passer slet ikke til hans lidt barnlige ansigtstræk. Jeg begynder at kravle ned fra træet og Coda følger efter. Da jeg kommer ned på jorden, ser jeg mig omkring og holder en pil klar på buen. Jeg lister langsomt mod noget, der lyder som klukkende vand. Coda følger lydløst efter mig.

På vejen stopper jeg pludselig op, da jeg ser en anden soner. Det er en pige, hende fra distrikt 2. Hun går varsomt hen ad skovbunden med en kniv parat. Jeg sætter mig på hug bag ved en tæt busk og trækker Coda med ned. Jeg ser på pigen. Pludselig vender hun hovedet i vores retning. Hun nærmer sig med hurtige skridt, men bliver så distraheret af nogle lyde fra en anden side af. Vi venter i et stykke tid, og hun løber den vej vi kom fra.

Coda og jeg rejser os op og lister videre, uden overhovedet at sige noget til hinanden. Vi går i et ret langsomt tempo for at kunne høre alle lyde omkring os og være så lydløse som muligt. Vi følger bækken, som ikke er dyb nok til at drikke af, og når ned til en lille sø. Der sidder allerede en og drikker vand. Det er drengen fra distrikt 1, ham der kastede et spyd efter mig ved blodbadet. Jeg spænder buen, og denne gang er han langt nok væk til, at jeg vil kunne nå at ramme ham, før han opdager mig. I det pilen bliver sendt afsted mod hans hjerte, kigger han op på mig. Pilen rammer og han falder til jorden. Kanonen lyder.

Vandet er dejlig afkølende. Det ville være en stor fordel at tage noget vand med, så vi kan overleve i lang tid i et træ uden at skulle ned, hvis det skulle blive nødvendigt. Jeg kigger ned af mig selv og dernest på Coda, men finder hurtigt ud af, at ingen af os har noget man kan holde vand i. Jeg har kun pilene og buen. Men så er det, at jeg lægger mærke til pilekoggeret. Jeg skynder mig at fylde det med vand, men til min store ærgelse, løber det bare ud igen. Sukkende rejser jeg mig op og strækker mig. Min krop gør ondt efter at have siddet i træet i så lang tid. Vi nikker til hinanden, tager alt hvad vi har og hopper begge over bækken. På den anden side ligger liget af drengen fra distrikt 1, men det er ikke grunden til vi er her. Det skal aerofartøjerne nok tage sig af. Vi fortsætter ind i skoven på den anden side.

Denne del af skoven er lysere end den del vi har været i, i et døgn. Den del af skoven vi sov i, er tættere, så der bliver ikke sluppet så meget lys ned til skovbunden. Min mentor, Boggs, har fortalt mig, at man har nemmere ved at skjule sig i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...