Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14885Visninger
AA

7. Rengøring.

Rengøringen i huset er langtrukken og ville også være en dræber hvis det ikke var for Fred og Georges sjove indskud en gang imellem. For eksempel var det hylende morsomt da de besluttede sig for at gemme nogle døde Doxyer i den store gryde på komfuret. Fru Weasley gik amok. En dag da Ginny og jeg er i fuld gang med at støve af i en af de mange stuer kalder Sirius på mig ude fra gangen. Det er tydeligt at han ikke er alene. Jeg forlader lokalet med både Ginny og Georges blikke i nakken og træder lydløst ud i foyeren. Jeg skal ikke nyde noget af at vække Sirius' mor, hende har vi alle fået nok af. Sirius venter på mig med et anspændt og vredt udtryk i ansigtet.

"Han vil tale med dig", siger han og kaster med hovedet mod det lokale de holder deres møder i, "det er noget med en aftale mellem jer to" han kæmper virkelig for at holde sin stemme under kontrol, det må man give ham. Han er tydeligvis irriteret over at han ikke selv må være til stede under den samtale jeg skal til at have. Jeg ser på knagerækken og ved med det samme jeg ser den kulsorte kappe, hvem der venter på mig i mødelokalet. Mit hjerte begynder at banke hurtigere. Med de samme kommer Molly farende ud af køkkenet.

"Nej, nu må det stoppe! Uanset hvad det er Snape vil, så er jeg sikker på at det ikke er noget du behøver at høre, Alice!" Jeg får en sær trang til at råbe af hende.

"Du er nødt til at lade vær med at behandle alle mindreårige som dine egne børn, Molly. Du er hverken i familie med Alice eller hendes værge. Uanset hvad det er Snape vil, så mener han at Alice bør høre det. Tror du virkelig ikke vi andre kan passe på hende?!" kommer Sirius mig i forkøbet. Jeg benytter mig af Mollys målløshed til at skynde mig ind til Snape og lukke døren. Vi spilder ikke tiden, Sirius kan ikke holde Molly Weasley i skak for evigt, det kan intet.

"Hvad har du fundet ud af?" spørger jeg med det samme. Snape ansigt fortrækker sig ikke en mine.

"Mørkets Herre har fortalt mig at det var Bellatrix. Hun er meget stolt over at have udryddet en blodsforræder som din mor, men hun var for klog til at fortælle mig det selv. Jeg tror ikke hun har glemt...." hans stemme dør ud. Jeg har hørt nok. Det var Bellatrix der først toterede min mor og derefter dræbte hende. Jeg sætter mig ved det masive træbord og skjuler mit ansigt i hænderne. Snape ligger sin hånd let på min skulder. Hans bedste trøst. Og det hjælper mig faktisk lidt. Hvad vil de andre mon tænke hvis de kommer ind og ser Snape have rent faktisk fysisk kontakt med en anden person? Og så med mig. De ville ikke forstå. Jeg hører den skrigende latter fra min drøm i mit hovede og vreden bobler op i mig.

"Jeg slår hende ihjel" hvisker jeg. Ikke bittert, ikke rasende, ikke tårevæddet. Beslutsomt og konsekvent. Jeg mener hvad jeg siger. En dag skal Bellatrix dø for min tryllestav.

"Jeg overvejede stærkt at gøre det selv, men det ville bare afsløre mig og det kan jeg ikke risikere. Du må gerne få den ære" siger Snape og flytter sin hånd. Hans tonefald er som om han lige har lovet mig at jeg må få lov til at vælge kagestykke først. Ikke noget større, ikke noget at tænke længe over. En gave. Fru Weasley braser ind i lokalet med Sirius i hælende. Snape smiler bittert og hånligt.

"Du må hellere komme tilbage til rengøringen" siger han følelsesløst. Sirius stirrer spørgende på mig.

"Bellatrix" siger jeg og når lige at se hans ansigt fyldes af had før jeg går ud af lokalet og ud i Londons gader uden tilladelse. Kun som kat kan jeg klare det der foregår inden i mig lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...