Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14887Visninger
AA

40. Ministeriet for magi, part 2.

"Jeg ved Sirius er her! I har taget ham!" gentager Harry for syvogtyvende gang. Dødsgardisterne har hånet ham i flere minutter nu. Særligt mine kære familiemedlemmer føler sig overlegne. 

"Harry... han er her ikke. Mørkets herre er meget dygtig til Leglimensi. Jeg er ked af det" sukker jeg indtrængende. Jeg siger ikke Voldemorts navn højt fordi jeg ved at det er det forkerte selvskab at udtrykke sin modvilje i. Lucius smiler spottende.

"Lyt til hende, Harry. Hun er trods alt ud af en af de mørkeste familier i troldmandshistorien, hun ved hvad hun taler om. Giv mig så profetien!" Lucius stemme er truende. 

"Det tror jeg ikke" svarer Harry flabet. Han famler i blinde, han aner ikke hvad han laver. Idiot.

"Fint. Han skal vist overtales lidt. Tag fat i den mindste. Lad ham se hvordan vi piner den lille pige, indtil han giver os profetien" foreslår Bellatrix og alle slår ring rundt om Ginny. Undtagen mig. Jeg løfter min tryllestav og peger direkte på Bella.

"Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig" siger jeg hvislende. Det slangeagtige i min stemme kommer frem når jeg taler til den del af familien. Min amulet og de kræfter der hører med den er tæt forbundet med min mors familie.

"Truer du mig, niece? Er du virkelig så dum at du tror du kan hamle op med mig?" hvæser Bellatrix og peger på mig med sin sorte stav. Det sindssyge i hendes øjne skinner lidt stærkere.

"Hvem af os kan påføre en smerte der er værre end Dolor-forbandelsen med en enkelt tone?" svarer jeg retorisk og smiler ondt til hende. Hun slår et slag med tungen og lader sin tryllestav falde lidt.

"Hvad er der så særligt ved den her profeti?" spørger Harry efter at have sendt mig et bekymret blik. Det er ikke mig han skal være bekymret for, i modsætning til ham ved jeg hvad vi har med at gøre. Jeg har intet at miste.

Lucius begynder at forklare at profetien kun kan hentes af ejeren og at den er fremsagt om Harry og Voldemort. Harry ligner en hvis hoved er ved at eksplodere. Specielt da Lucius nævner at Dumbledore åbenbart aldrig har fortalt at grunden til Harrys ar er skjult i Mysteriedepardementet, ligner han en fortabt lille mus. Så kommer det. Det der overbeviser mig om at vi måske ikke er så fortabte igen. En lille besked der breder sig næsten lydløst.

"Ødelæg hylderne" mumler Neville der står bag mig ind i mit øre. Jeg drejer hovedet lidt og ser på Harry. Hans læber bevæger sig næsten ikke, men jeg opfatter det alligevel: når jeg siger til. Jeg smiler indvendigt og vender al min opmærksomhed mod Lucius.

"Mørkets herre ville have dig til at hente den eftersom I to er de eneste der kan tage den ned fra hylden"

"Nå han har altså fået nogen til at gøre det beskidte arbejde for sig?" siger Harry, "ligesom han prøvede at få Sturgis til at stjæle den - og Bode?" jeg aner ikke hvad han taler om, jeg fokuserer på den besked jeg ser køre rundt mellem dødsgardisterne. Hvis jeg bare kan kode den.... kom nu.... Lad dem.... hvad? Åhr for pokker.

"Meget skarpsindigt, Potter. Men Mørkets herre er godt klar over at du ikke er uintelli..."

"NU!" skriger Harry og ordene "BOMBARDIO!" runger gennem lokalet. Jeg spilder ikke tiden.

"Alice!" råber Harry og jeg ved hvad han vil have. 

"Expecto Patronum!" råber jeg, fokuserer påLupus' energier og skriger så, så højt jeg kan. Bellatrix, der med sin blodsbeslægtning opfanger det holder sig forfærdet for ørene. Jeg vender mig mod Lucius.

"Lammer!" råber jeg og han stopper op midt i en besværgelse.

"LØB!" Råber Harry og jeg sætter ned af en gang med Neville lige bag mig. De andre løber andre veje. Meget smart, på den måde splitter vi Dødsgardisterne: de er stærkest sammen. Det er vi i princippet også, men det her er alligevel det bedste. To dødsgardister haler ind på os. Dolohov og... Lestrange.

"Hej kære onkel!" råber jeg efterfulgt af "Lammer!" Neville løber den anden vej. Længere fremme løber Luna og forbander en Dødgardist. Rookwood kommer op på siden af mig. Han er tilfældigvis rigtig dygtig til at lamme.  Hvilket betyder at jeg må overgå ham.

"Paralysicus Totalus!" skriger jeg og han stopper op midt i det hele i en total kropslås. 

"Luna, vi skal ud herfra!" råber jeg. I det samme kommer vi rundt om hjørnet og støder ind i Ginny og Ron, der fniser ukontrolleret. De puster og kæmper for at få vejret. Ginny ser ud som om hun har svært ved at støtte på sin ankel. Jeg lader en finger glide for læberne og gør tegn til at de skal være stille. Ron kæmper indædt og det lykkes meget godt. Vi læner os op ad reolen og lytter.

"Tre" mumler jeg, "resten er fulgt efter de andre, hvorhen de nu er løbet". Jeg gør mig klar til at kæmpe, det samme gør de andre.

"De følges" hvisker jeg efter at have lyttet koncentreret, "på mit signal". Jeg holder igen så længe som muligt. De er kun to meter fra at finde os da jeg ser sigende på de andre og vi springer ud fra vores skjul mens vi samtidig skriger "LAMMER!". De tre dødsgardister falder om og jeg ser bestemt på de andre.

"Lad os kommer ud herfra!" jeg tager Ginny under armen og så spurter vi eller den vej vi håber udgangen er.

"Der er en dør!" udbryder Luna. Det er vel værd at prøve. Ron tumler grinende gennem døren og vi følger efter. Der, midt i rummet står Harry, Hermione og Neville. Eller... Hermione er bevidstløs og Neville...

"Er id odkad?" spørger han. Åh, den besværgelse er nok den mest irriterende i verden. Man kan slet ikke tale ordentlig efter det. Jeg nikker svagt og hjælper Ginny ned og sidde. 

"Hvad så nu?" sukker jeg.

"Vi skal væk herfra!" siger Harry og løfter Ginny. Vi har tolv muligheder, kun en chance for at vælge rigtigt. I det samme springer en dør op og tre dødsgardister farer ind med Bellatrix i spidsen. 

"Vi har dem!" skriger hun. De andre er begyndt at bevæge sig ind i et lokale, væk fra dødsgardisterne der strømmer ind. Det er nu. Jeg har intet at miste. Jeg vender mig mod de andre der næsten er inde

"Bloker jeres øre!" skriger jeg lige før Hermione smækker døren i hovedet på Bella. I hendes ansigt så jeg en vished. Hun forstår. Harry slår mig ihjel. Hvis jeg altså lever så længe. Jeg trækker vejret dybt, helt ned i maven, mens dødsgardisterne betragter mig.

"Det kan du lige vove på!" hvisler Bella med en tryllestav rettet mod mig. Jeg smiler hånligt til hende. Så skriger jeg højere end jeg nogensinde har gjort før.

 

 

Enjoy you guys! I er for seje;)

//Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...