Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14880Visninger
AA

30. Meet the Weasleys.

Molly Weasley braser gennem døren med et ophidset ansigtsudtryk. Jeg smiler bare uskyldigt til hende og blinker lidt med mine meget store øjne. Willie-charme, hvad skal jeg sige?

"Alice, min ven, vil du hjælpe mig i køkkenet?" ender hun med at fremstøde gennem sine sammenpressede læber. Jeg nikker storsmilende og følger hende ud af døren. I køkkenet sætter hun mig og Ginny til at skrælle kartofler, noget jeg virkelig hader af hele mit hjerte. Fred kommer ind i lokalet med et kækt smil.

"Nå, de damer, hvordan går det så her?" griner han og vi skuler vredt. Så falder hans blik på min finger hvor ringen med den svagt røde fjer sidder lige så fint.

"Hold da helt...! Seriøst?!" gisper han overvældet. Jeg sender ham et advarende blik og fortsætter arbejdet. Ginny ser forvirret på mig og løfter øjenbrynene. Jeg ryster bare på hovedet og vender mig mod bunken af kartofler der på magisk vis pludselig alle er skrællet og lagt i en gryde. Ginny og Fred ser ud til at være lige så overraskede som mig.

"Kan jeg snakke med dig, Alice?" spørger en velkendt stemme bagfra og vi vender os alle mod Tonks der står med løftet tryllestav og et lille smil på læberne. Jeg nikker grinende og følger efter hende ind i dagligstuen.

"Har Narcissa skrevet til dig for nylig?" spørger hun direkte. Jeg forholder mig tavs og det er svar nok for hende.

"Må jeg se brevet?" siger hun og holder hånden frem.

"Jeg har brændt det" svarer jeg apatisk og går hen til familietræet hvor Tonks hoved er brændt væk.

"Er du okay, kusine? Du opfører dig så mærkeligt for tiden"Tonks er det eneste familie-medlem der har været pålideligt gennem hele mit liv. I modsætning til alle andre har hun ikke været inde og ude af Azkaban konstant eller under jorden i et andet land i et par år. Min kusine har altid været der for mig, hun er den eneste jeg har tilbragt tid sammen med jævnligt gennem hele min opvækst. Og alligevel er hun den jeg har taget allermest afstand fra siden mor og Ced døde. 

"Undskyld hvis jeg har... undgået dig for tiden... jeg har bare... du minder mig så meget om..." jeg holder inde fordi min stemme begynder at ryste ukontrolleret. Nymphadora lægger armene om mig bagfra og omfavner mig.

"Velkommen tilbage prinsesse" hvisker hun halvt grinende da hun bruger det kælenavn hun gav mig da jeg var helt lille. Jeg griner også hikstende.

"Nu synes jeg du skal finde din kæreste og tage og fortælle hans familie hvad der egentlig foregår" siger hun så. Jeg ser overrasket på hende og ryster så opgivende på hovedet. Selvfølgelig ved hun det. 

 

"Nå... hvad var det så I ville fortælle os?" spørger Molly nervøst. Foran os er Molly og Arthur Weasley med deres to ældste sønner Bill og Charlie. Ikke fordi jeg tror George brødre ikke ved det, de ser ud til at more sig gevaldigt. Det irriterer mig lidt at Molly insisterede på at de skulle være her, det ville være nemmere hvis det kun var hende og Arthur. Jeg ser afventende på George.

"Hvorfor skulle du også gøre så stort et nummer ud af det, mor. Jeg sagde bare at vi skulle fortælle jer noget" mumler George og Molly ser vredt på ham.

"Det er faktisk slet ikke noget stort. Vi ville bare fortælle jer at vi er blevet kærester" griner jeg, det komiske ved situationen påvirker mig. Det smitter af på drengene, de griner også. Molly kniber læberne sammen og rejser sig, for så at forsvinde. Jeg vil aldrig indrømme det, men det sårer mig dybt. George ser vredt efter sin mor og ligger beskyttende armen om min skulder. Charlie slår ham på ryggen med et højt gryntende grin. Han minder mig meget om Ron, samme kejtede firkanthed. Bill der har set efter sin mor sender mig et trøstende blik.

"Velkommen i familien, Angelica" siger han formelt og giver mig et knus jeg med glæde gengælder. Hans øjne falder på min finger og han smiler svagt.

"Lad mig gætte. Du er... en fjerdedel Willie?" jeg ser overrasket på ham og sender så George et bestemt blik.

"Hvis alle kan gætte det ud fra den her ring så..."

"Nej, nej, det er skam ikke almen viden! Min kæreste er en sjettedel Willie" skynder Bill at afbryde. Jeg nikker og smiler så til Arthur.

"Jeg havde godt regnet det ud" griner han, "du skal ikke tage dig af Molly. Hun... du ved" og jeg ved hvad han mener. Hun kender din historie, hun stoler ikke på dig. Jeg nikker bare dystert og kan mærke at de to brødre iagttager mig og udveksler sigende blikke. Jeg ved med det samme at de ved præcis lige så meget om mig som resten af medlemmerne af Ordenen. Jeg er bare taknemmelig for at de ikke lader sig påvirke af deres viden, ligesom deres mor. Men jeg forstår godt Molly. Hvem af godhjertet familie ville ønske for sin søn at han skal være sammen en Black? Ikke nogen jeg kender.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...