Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14786Visninger
AA

20. Måneskin.

Georges synsvinkel.

 

Da vi endelig stopper det uendelige, perfekte kys kan jeg ikke lade vær med at tænke på hvor ufatteligt heldig jeg er. Jeg er lykkelig, helt igennem lykkelig. Og hvor vil jeg ønske at dette perfekte øjeblik mellem os ikke behøver at ende endnu. Men klokken er mange og om få minutter skal vi være på opholdsstuen. Hvor vi ikke længere er alene. Det er som en klump is i maven. Hold nu op, du er George Weasley! Hvorfor skulle regler stoppe dig? Har de da nogensinde gjort det?, tænker jeg for mig selv. Alligevel tøver jeg. Jeg fortæller det aldrig til nogen, men det er Fred der er den rebelske og regelbrydende af os. Folk kan bare aldrig skille os fra hinanden, for vi er altid sammen. Det er det jeg elsker allermest ved Alice: hun ser mig som et individ, en helt igennem enestående person, ikke bare en af Weasley-tvillingerne. Hun ser hvem jeg virkelig er og hun formår at skille mig fra Fred uden at skulle tænke sig om. Noget min egen mor ikke engang kan. Vi er aldrig fremstillet som to forskellige personer, vi er altid opfattet som to alen af et stykke. Og det passer ikke. 

"Kom" siger jeg mens jeg smiler med ansigtet kun få centimeter fra hendes og trækker hende med mig ned af korridoren. Hun følger smågrinende med mig. Jeg skal til at gå ud af en temmelig usikker hemmelig udgang, da jeg tror det er den eneste vej ud af slottet, men hun hiver mig hen til en stor vase. Hun gør tegn til at jeg skal være helt stille og tager sin tryllestav frem.

"Amora Animagus!" hvisker hun og vasen rykker til siden. Jeg ser målløs på hende. Hun er vist ikke så artig som jeg troede! Hendes udgang er helt sikker, selvom den er ret trang og snart står vi ved skovbrynet til Den Forbudte Skov. Et sted cirka hundrede meter herfra kan man se lyset fra Hagrids vinduer.

"Du må lære mig den besværgelse!" griner jeg og holder hende i hånden. Hun ler og tager et par dansende skridt.

"Det kan jeg da ikke!" ler hun og daner rundt om mig, mens hun stadig holder mig hånd. Jeg ler af hende, selvom det i virkeligheden er utroligt betagende når hun danser. Hun bevæger sig med lette, smidige bevægelser og med en rytme der er en Willie værdig.

"Hvorfor ikke?" spørger jeg og griber hende om livet. Hun griner stadig så sødt og lægger armene om min nakke. Hun ser ud til at være i indre konflikt. Så sukker hun let.

"Hvad fanden, du finder vel ud af det alligevel. Den besværgelse kan man kun bruge hvis man er... som professor Magonegal" siger hun undvigende. Jeg løfter øjenbrynene.

"Gammel og en dårlig taber?" hun griner, som en sommerdag, som en varm regnvejrsdag og ryster lidt på hovedet.

"Nej, din nar. En Animagus! Den hemmelige udgang er forbeholdt Animaguser og Formskiftere" jeg ser forvirret på hende og så falder tiøren.

"Er du en Animagus?!" gisper jeg og ser på hende. Hvilket dyr bliver hun mon til? Hun tysser vildt på mig.

"Ja! Og jeg er tilfældigvis heller ikke registreret, så hold lige stemme nede!" Jeg trækker vejret dybt og smiler så ad mig selv. Selvfølgelig er hun en Animagus. Jeg har på fornemmelsen at hun kan være alting.

"Hvad bliver du til?" spørger jeg. Hun smiler drillende og tilfreds.

"En sort kat" jeg trækker hende ind til mig og hvisker i hendes øre.

"Så er det derfor jeg er så uheldig for tiden!" hun griner og danser lidt rundt igen. Hun er så let i aften, så alvorsløs, så glad. Og det gør mig så glad. Jeg griber impulsivt fat i hende og svinger hende rundt oppe i luften. Hendes mørke hår svæver som en glorie rundt om hendes ansigt, hendes blege hud er så fejlfri og da måneskinnet fanger hendes sølv øjne skinner de overnaturligt som to stjerner. Hun breder armene ud til siden og lukker øjene med et fredfuldt smil på læberne. Så falder jeg og vi tumler grinende rundt i græsset. Jeg lægger mig på ryggen og hun lægger hovedet mod mit bryst og klukker lidt.

"Jeg fløj, George" hvisker hun. Hendes stemme er så blottet for alt det der er sket for hende, al den sorg hun bærer rundt på.  I stedet er den let, sød og en smule barnlig. Det giver mig en stærk trang til at passe på hende. Hvis nogen vover at kaste en Avada Kedavra-forbandelse mod hende skal jeg med glæde springe ind foran hende og dø, tænker jeg forundret og kigger ned på hende. Hun ligger der med de smukke øjne der skinner om kap med stjernerne hun så betaget betragter. Hun er som en stjerne, en speciel skønhed i natten, en varme, en perfektion, en overnaturlig prinsesse jeg er så heldig at have i mine arme. Nogen gange tror jeg hun er en Willie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...