Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14914Visninger
AA

18. Kysset.

Angelicas synsvinkel

 

Jeg trækker mig tilbage og ser ind i hans smukke øjne, søger efter accept. Jeg ved ikke hvorfor jeg kyssede ham, det virkede bare så naturligt, men hvad hvis han ikke ønskede det? Han ser mig længe i øjenene og hans ansigt flækker ud i det velkendte, elskede smil. Fred råber på ham inde fra værtshuset for syvende gang. Han bøjer sig ned og kysser mig hurtigt, som en sommerfugl og går så hurtigt ind til sin tvillingebror. Jeg læner mig op ad den beskidte baggårdsvæg og føler hvordan en varme, nej, en hede gennemvæder min krop med lynets hast. 

"Alice?" råber en stemme og Cho kommer løbende ud til mig. Hun græder, mascaraen flyder ned af hendes våde kinder.

"Cho..." hvisker jeg stille og går hen og omfavner hende, mens den dårlige samvittighed overvælder mig. Jeg burde være opløst i tårer præcis ligesom Cho, ikke stå og kysse på en fyr. Hvad ville Cedric mon synes om at jeg kyssede en dreng? Han ville sikkert fortælle mig at jeg er alt for ung til at være kærester med en fyr på sytten og at jeg bør tænke mig bedre om før jeg gør den slags. Og så kommer tårerne. For den sjove ting er at jeg ønsker så vildt at han var her sammen med mig, til at sige de ting jeg ville rulle øjne af. Selvom han var en pestilens når det kom til den slags, så var han der altid for mig, uanset hvor mange onde ting jeg sagde til ham. Vi var uvenner hele det sidste år han var i live. Jeg var rasende over at han kunne finde på at melde sig til den konkurrence, bare for ærens skyld...

 

"Hvad helvede tænker du på Cedric!" skriger jeg med raseriens tårer løbende ned af kinderne. Han ser vredt på mig og griber fat i mig og trækker mig ind på en tom korridor. 

"Hold op med at råbe, Angelica!" hvæser han. Jeg ignorerer ham totalt.

"Hvordan kan du være så dum?!" 

"Du fatter det bare ikke, gør du?! Jeg gør det her fordi det vil være en udfordring! Fordi jeg vil vise mit værd..." han skal til at fortsætte da jeg afbryder ham.

"Du mener at far synes det er en god ide, ikke?! Det er jo bare typisk ham! Tænk hvilken ære det ville være hvis hans elskede, forblindede søn vandt magisk trekamp, åh hvilken stolthed..."

"Hold mund, Alice! Du skal slet ikke udtale dig om noget du intet aner om!" råber han. Jeg hvæser katteagtigt.

"Rend mig!" siger jeg og skal til at gå. Så drejer jeg om på hælene.

"Jeg håber du bliver udtrukket! Så kan du se at der er ingenting ærefuldt i den konkurrence! Måske vil det være bevis nok!" råber jeg og farer ned af gangen. Den aften ændrede alt sig. Den aften spruttede pokalen underligt og spyttede et stykke papir ud gennem de blå flammer.

"Cedric Diggory" råber Dumbledore ud i lokalet. Jeg synker længere ned i stolen, mens Cedric går op mod rektor under bragende klapsalver. Den sidste ting han gør før han går ned i lokalet hvor deltagerne venter, er at sende et blik direkte på mig.

 

Jeg træder alene ind i opholdsstuen den aften. Jeg har ikke lyst til at tale med nogen. Eller vent, jo, der er en jeg gerne vil tale med. Og han sidder derovre og venter på mig med et lille smil på læben. Da jeg læner mig ned for at kysse ham forsvinder min verden og alt det onde den bringer med sig. Da jeg kysser ham glemmer jeg alt det jeg har mistet, og alt det jeg har tilbage. Da jeg lader mig glide ind i hans varme, beskyttende favn glemmer jeg alt andet end hans navn: George.

 

 

Håber det er tilfredsstillende xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...