Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14875Visninger
AA

43. Hospitalet.

Jeg skal kaste op. Jeg skal helt klart kaste op. Jeg slår øjnene op og ser rundt efter en spand. Jeg er på hospitalsfløjen på Hogwarts. Jeg prøver at bevæge mig, men så snart min krop bevæger sig hen over lagnet skærer en smerte op gennem mig. Hele min krop er indbundet i bandager og et sted på min højre arm er det blødt igennem.

"Hun er vågen!" udbryder en velkendt stemme og rundt om mig lyder lyden af bevægelse.

"Ginny..." ånder jeg. Hun skal til at give mig et kram da jeg trækker mig lidt væk i frygt for den smerte kontakt med konkrete ting fremkalder. Hun smiler fåret og forstående.

"Nårh ja. Undskyld. Hvordan har du det?"

"Jeg havde ekstrem kvalme lige før, men det er væk nu. Tror jeg. Det er også det pokker stads Snape gav mig..." jeg tøver lidt og alle de sindssyge begivenheder rammer mig med 200 kilometer i timen lige i ansigtet

"Hvad skete der... efter jeg forsvandt?" spørger jeg lidt forsigtigt. Ginnys smukke ansigt mørknes.

"Du-Ved-Hvem dukkede op. Han kæmpede med Dumbledore. Ministeren for Magi trådte ind lige før Du-Ved-Hvem forsvandt og han nåede at se ham. Hele troldmandsverdenen er totalt gået i baglås. Det er bevist at Han er tilbage" fortæller hun. Jeg lukker kort øjnene.

"Hvad med de andre?"

"Ingen andre blev slemt såret. Du er faktisk den der er mest medtaget. Sårene kan ikke lukkes med normal healende salve. Snape er ved at brygge noget til dig der skulle få dem til at lukke sig. Madam Pomfrey siger at det er klart i morgen. Hvad angår dødsgardisterne fangede Ministerens livvagter de fleste, med hjælp fra Ordenen selvfølgelig. Lucius Malfoy er i Azkaban" hun holder inde og jeg får set på de andre ved min seng. Neville og Luna sidder for enden af min seng og smiler anstrengt. Mara og Samantha sidder her også. Mara ser hele tiden ned i gulvet. Hun kan mærke at jeg ser på hende og kigger hurtigt op for så at glo på sine små fødder igen. Hmm.

"Mara?" siger jeg sigende. Hun begynder svagt at ryste og hendes hud er helt bleg.

"Det var mig, okay Alice! Jeg fortalte Draco om din amulet! Han... han var så sød og charmerende og... jeg vidste ikke at det ville være farligt for dig at jeg fortalte det!" udbryder hun og begynder at græde. Ginny rejser sig, men jeg griber fat i hende. Av.

"Nej Ginny. Jeg kender Draco. Mara... det er okay. Du vidste det jo ikke" mumler jeg. For en gangs skyld er det mig der er den forstående og Ginny der er den opfarende og hidsige.

"Forsvind!" hvisler hun og Mara skynder sig ud. Samantha følger lidt tøvende efter. 

"Gin, rolig nu..." noget går op for mig. Åh gud.

"Hvorfor er jeg ikke død endnu?" spørger jeg apatisk. De andre stirrer forvirret på mig.

"Min amulet. Jeg kan kun have den inden i mig i højest 12 timer. Hvorfor er jeg ikke død?" Ginny peger på bordet ved siden af min seng. Ud over chokolade og gaver ligger min amulet der. Bare sådan. 

"Snape tog sig af det. Han ved åbenbart meget om amuletten" svarer Ginny stille. 

"Ja, selvfølgelig" fnyser jeg bare og ryster lidt på hovedet. Jeg siger det ikke højt, men jeg tænker det: selvfølgelig ved han meget om amuletten. Han er jo naren der gav mig den.

 

"Hej Al. Hvordan har du det?" spørger Ron da han dukker op sammen med Hermione lidt senere den eftermiddag. Jeg trækker svagt på skuldrene.

"Fint, tror jeg. Hvad med dig? Er du holdt op med at grine dumt?" Ron rødmer let og sætter en æske Multismagsbønner på mit bord der snart er godt fyldt op.

"Tak" smiler jeg og han blinker til mig. Det minder mig så meget om George. Hermione rækker mig en konvolut.

"Jeg tjekkede din post for dig. Det er fra George" smiler hun og en varme spreder sig. George. 

"Lupus bad ham om at holde sig væk. Han siger at du helst skal have fred og ro" siger Ron og trækker sig ligesom lidt tilbage.

"Har Lupus sagt til min kæreste at han ikke må besøge mig?" spørger jeg vantro. De nikker begge lidt.

"Jah. Faktisk må vi heller ikke rigtig være her..." Ron gør mine til at gå. Jeg sukker lidt.

"Tak I to. Hils de andre" de nikker og begynder at gå.

"Hov vent! Hermione!" Hermione stopper op og vender sig mod mig. Jeg tøver lidt

"Hvordan har Harry det?"

"Ikke særlig godt, for at være helt ærlig. Måske skulle I snakke sammen når du har fået det bedre og ikke er ved at forbløde hele tiden. I var jo begge tæt på Sirius" siger hun forsigtigt. Jeg nikker lidt. Sorgen har ligesom hele tiden været der, den er bare blevet undertrykt lidt af smerten. Harry har ingen smerte der kan holde sorgen på afstand. Nu forstår jeg pludselig på en sær måde hvordan cuttere tænker. Jeg beslutter mig for at snakke med Harry så snart jeg kommer ud herfra. Langsomt lukker jeg hånden om amulettens kolde metal og Ron og Hermione fortrækker ud af døren. Det lykkes mig at åbne konvolutten og folde brevet ud uden større smerter.

 

 

Hej Alice.

Jeg har hørt alt om hvad der er sket. Efter at have færdiggjort mine planer om at dræbe Lupus besluttede jeg mig for at skrive et brev til dig. Du ved hvor dårlig jeg er til nedskrevne ord, så du må bære over med mig, min skønne. Til at starte med vil jeg ønske dig god bedring. Skrev jeg virkelig lige det? Åbenbart. Så vil jeg gerne sige at jeg er sindssygt stolt over at være kærester med sådan en kickass tøs som dig. Hold da op. Det jeg har fået fortalt er helt vildt. Du er så sej Alice. Nu begynder det at lyde som et fanbrev, så jeg vil skifte emne til noget en del mere alvorligt.

Jeg er virkelig ked af hvad der er sket med Sirius. Jeg holdt også af ham, men jeg ved hvor meget han betød for dig. Ord kan ikke udtrykke det, alt jeg kan sige er at jeg glæder mig til at have dig i mine arme. Jeg ved at jeg ikke kan skærme dig mod alt der er sket, men jeg kan prøve at passe på dig mens du bearbejder det hele. Det bringer mig videre til et andet emne. Min mor har snakket om at du kan bo hos dem i ferien da det ikke er helt sikkert at bo hos Lupus for tiden (andet ved jeg ikke). Derfor tænkte jeg at du måske ville tilbringe sommeren i min lejlighed i Diagonalstræde? Det kan du jo altid svare tilbage på. Når du altså er i stand til at holde på en fjerpen. Hvilket sætter flere drabsmissioner igang. Bellatrix skal bøde for det hun har gjort. Det skal vi to nok sørge for.

Jeg er som sagt ikke særlig god til breve og det her virker alt sammen ekstremt akavet da det virkelig er ting der burde siges ansigt til ansigt. Tusind tak Lupus.

Men søde, i hvert fald glæder jeg mig sådan til at se dig igen.

For evigt din

George

 

Jeg lukker langsomt brevet sammen og ligger det under min hovedpude. På en måde lykkes det mig at falde i søvn og endda med et lille smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...