Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14882Visninger
AA

38. Har du set døden?

"Hvad fandt I egentlig ud af, før Nidkjær afbrød jer på kontoret?" spørger Ginny pludselig. Vi går i en lille klynge længere ind i skoven for at hente den. Amuletten. Jeg er nødt til at have den med mig hvis jeg skal til Mysteriedepardamentet. 

"Sirius var der ikke. Kræ kom, men han ville ikke svare på vores spørgsmål" sukker Hermione og spejder ind i skoven.

"Hvor langt er der endnu?" spørger Ron klagende. Jeg sender ham et skarpt blik, gør tegn til at de skal stoppe og går langsomt frem mod det gamle, hule træ med løftet tryllestav. 

"Bullas Mortis!" hvisler jeg på slangesprog. Harry ser meget chokeret ud. Amuletten flyver ud af træet og direkte ind i min åbne hånd.

"Taler du slangesprog?" gisper han. Jeg ryster mystisk på hovedet.

"Nej. Men det gør amuletten". De andre ser lidt skeptiske ud, men jeg gider ikke at forklare dem det. De vil aldrig forstå at amuletten er levende, at den har et liv. Mit liv.

"Så... hvordan forestiller I jer at vi kommer til Ministeriet for Magi?" spørger Neville. De andre stopper modløse op.

"Vi flyver da!" udbryder Luna som om det er totalt åbenlyst. Jeg smiler indforstået til hende og lukker en enkel tone ud. Det er nok. Testraler og Willier har altid været tætte allierede, vi forstår og adlyder hinandens kald. Tre Testraler træder frem fra skyggerne og jeg smiler triumferende. To mere følger efter, lidt mere tøvende.

"Der kommer de jo" siger jeg og går langsomt nærmere. Ron, Hermione, Ginny og Neville ser totalt forvirrede ud.

"Undskyld, hvad kommer?" spørger Hermione på sin personlige direkte facon.

"Testraler, selvfølgelig" svarer Luna drømmende. Hermione skal lige til at slå ned på hende da jeg stopper hende.

"Det passer Hermione. Kun dem der har set døden kan se dem. Luna har set sin mor. Harry så... Cedric. Jeg har kunnet se dem altid" fortæller jeg.

"Hvorfor?" spørger Ginny forvirret. Det har jeg vidst aldrig fået nævnt.

"Jeg så en dødsgardist blive dræbt da jeg var seks" svarer jeg undvigende. Den dødsgardist blev tilfældigvis slået ihjel af min mor og hendes dødbringende sang. Dødsgardisten prøvede at bortføre mig. Ergo: død. Vi begynder at fordele os. Jeg fører Ginny hen til min Testral, en lidt lumsk hun og hjælper hende op bag mig. Harry sidder på Testralen ved siden af os og ser vredt ud i luften.

"Vi er med dig Harry. Helt til det sidste" lover jeg. Han sender mig et bekymret blik.

"Jeg lovede Cedric at passe på dig" udbryder han pludselig. Undskyld, hvad?! Hvad er det for noget at komme med lige præcis nu?!

"Hans sidste ord var: tag min krop med tilbage. Tag min krop med tilbage til min far. Pas på Alice og fortæl hende at jeg er... ked af det" hans stemme ryster i en blanding af vrede og sorg.

"Harry, selv det kan ikke stoppe mig. Det her er ikke kun din kamp. Sirius er også alt jeg har tilbage" jeg siger det i et apatisk tonefald, men det gør udfaldet. Han nikker kort og vender sig mod de andre.

"Vi tager afsted nu. Hold jer samlet!" med den kommentar letter vi på vores, for de fleste usynlige, heste og glider i enorm fart mod stjernehimlen. Min eneste tanke er: Hvis Voldemort har dræbt Sirius, slår jeg ham ihjel om det så bliver det sidste jeg gør. Ret så optimistisk og sikkert også min død. Men jeg har set døden. Flere gange. Jeg er ikke bange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...