Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14892Visninger
AA

29. Gaver.

Tilbage på Grumsted Plads, alene på mit værelse, tager jeg mig sammen til at læse de to breve jeg før skjulte for de to piger. Det første jeg åbner er fra Snape og er meget kort.

 

Kære Angelica

Jeg ønsker dig en glædelig jul. Tanten har fået en opgave hun fejler. Der kommer din chance.

Med venlig hilsen

Severus Snape.

 

Jeg ser på den indflettede gåde i mit julekort og smiler dystert. Bella har åbenbart fået en opgave og der vil jeg få chancen for at få hævn. Interessant. Med rystende hænder åbner jeg langsomt brevet fra min "familie".

 

 

Kære Alice

Du har nok hørt at det er lykkedes Bellatrix at undslippe Azkaban, sådan helt. Jeg går ud fra at hun skrev det i et brev tidligere på året?  Som du jo ved har hun jævnligt været ude de sidste par år, uset, men Mørkets Herre har besluttet at han vil skabe lidt ravage i Ministeriet og har nu fået hende fuldkommen ud. Vi fejre jul med hende og Lestrange i år. Det kunne være rart hvis du var her. Nu hvor din mor er gået bort mangler du vel et fast sted at bo? Draco siger at ingen ved helt sikkert hvor du er, men de fleste mener at du er hos familien Weasley. Jeg er dybt bedrøvet over at du er tvunget til at bo sammen med blodforrædere, med dit rene blod. Du skal vide at du altid er velkommen til at tilbringe ferierne hos os. Vi ønsker dig en glædelig jul og et godt skoleår fremover. 

Hjertelig hilsen

Lucius, Draco og Narcissa Black Malfoy.

 

Jeg ser med væmmelse på brevet fra min tante og hendes familie. Deres følelse af at de ejer mig stråler tydeligt igennem. Ha! De kan drømme videre for min skyld. Jeg vil aldrig... Brevet Narcissa hentydede til i starten af brevet er det brev Draco gav mig tidligere på året. Det var meget kort og fuldstændig unødvendigt eftersom det var på forsiden af Profettidende dagen efter. Langsomt krøller jeg brevet sammen og holder det ind over sterinlyset. Da ilden har fået fat kaster jeg det brændende pergament ned i skraldespanden. Flammen pulverisere papiret og dør så ud med en lille røgsky der lige når at forsvinde før det banker på døren. Jeg ser forskrækket op, men samler mig så og råber kom ind. George træder ind i lokalet og vækker med det samme min mistanke. Han ser... genert ud. 

"Hvad så?" spørger jeg og ser indtrængende på ham. Om hans hals hænger en lædersnor med et sølvvedhæng: et af de der magiske, flyvende papirsfly der efter sigende skulle være et af hans specialer. Den er fra mig, den lå i hans bunke med gaver i morges. Først nu går det op for mig at der ikke var en gave fra George i min gavebunke og så forstår jeg hans nervøsitet. Han blev rigtig glad for den og svor at han altid ville have den på. Det gjorde mig virkelig glad.

"Jeg fik aldrig rigtig... du ved... givet dig min gave. Den plan gik lidt i vasken" griner han og genvinder sin sikkerhed. Jeg smiler skævt og undskyldende.

"Jah..." mumler jeg og ser ned mens han træder nærmere.

"Så altså... jeg besluttede at min gave skulle være noget helt særligt. Det tog mig lang tid at finde den her" siger han og finder en lille sort æske i lommen på sine slidte, lyse cowboybukser. Det går op for mig hvor godt den mugglermundering klær ham. Den lidt stramme, hvide T-shirt med V-udskæring sidder godt på hans spinkle overkrop og hans hår der er vindblæst fuldender det hele. Mit hjerte slår en ekstra gang af ekstase over at han er min. Min og kun min. Jeg tager rørt imod æsken. Den er helt let i min hånd og jeg kan se at den må være lavet af en speciel sten. George åbner låget og lige der på en lille sort pude af fløjl ligger min gave. Ringen er støvet sølv og skinner smukt. På ringen er der en lille fjer i sølv og det ligner lidt den slags dun fugle unger har, bare forsølvet. Jeg gisper forbløffet og ryster på hovedet.

"Jeg fandt den i en lille smykkebutik på en sidegade til Diagonalstræde. Prøv den" siger han lavt. Jeg tager den mundlam på og betragter min lange, blege ringfinger hvorpå den smukke ring sidder helt perfekt. Til min overraskelse får fjeren en rødt skær og George smiler skævt.

"Historien siger at fjeren kun bliver rød hvis den sidder på en forelsket Willie" siger han stille og jeg løfter hovedet med et ryk.

"George, jeg..."

"Du behøver ikke at forklare det. Jeg vidste det godt" griner han og trækker mig ind i sin favn.

"Tusind, tusind tak. Jeg har aldrig fået så smuk en gave" hvisker jeg mod hans bryst. Hans perlende latter varmer mit hjerte.

"Min kæreste er en Willie" ler han. Jeg griner.

"Faktisk kun en fjerdedel Willie, men okay"

"Det er lige meget. Du er smukkere end nogen Willie. Du er den smukkeste pige jeg nogensinde har mødt" siger han. Jeg ser overrasket op på ham og ruller så med øjnene.

"Jeg mener det. Jeg er den heldigste dreng på kloden"

"Det kan vi altid diskutere" siger jeg og kysser ham først på hagen, "men jeg ved at jeg er den heldigste pige i universet," jeg kysser ham på den ene kind, så den anden, "og jeg ved at jeg elsker dig" til sidst kysser jeg ham blidt på munden og verden omkring os forsvinder. Han får løftet mig op og jeg lægger benene om hans liv mens vi kysser på en måde vi aldrig har kysset før. Da vi langsomt fjerner ansigterne fra hinanden kan jeg ikke lade vær med at smile stort.

"Bare rolig, det er ikke en forlovelsesring. Det er bare et løfte om... kærlighed, tror jeg" lover George og jeg nikker alvorligt. Han kysser mig på panden og sætter mig ned.

"Hvad laver I derinde!" skingre fru Weasley ude fra døren og jeg træder hurtigt væk fra hendes søn. Vi har ligesom ikke fået fortalt hans forældre at vi er mere end bare venner.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...